Mordet i Orientekspressen

Af: Peter E. Nissen
Trods kendte skuespillere og nogle eventyrligt flotte baggrundsscener er filmen en skuffelse. Stilen er overdrevet amerikansk. Se hellere filmversionerne af den kendte fortælling fra 1974 og 2010.

OVERLAGT MORD

Kenneth Branagh har været så modig, at han har vovet at instruere en ny udgave af Agatha Christies berømte kriminalhistorie om mordet i Orientekspressen. Da den er en af hendes bedste og mest kendte historier med den karakteristiske belgiske detektiv Hercule Poirot, er der en god historie at bygge på, men dermed er det også en allerede meget kendt sti at betræde. Den er blevet filmatiseret adskillige gange tidligere, og mange dygtige skuespillere har skabt deres særlige udgave af den excentriske detektiv. Kenneth Branagh vælger i denne film selv at påtage sig den krævende rolle.

Filmen foregår i et overklassemiljø i 1930’erne i det berømte tog, som kører mellem Istanbul i Tyrkiet og London i Storbritannien. Da toget kører igennem et vintervejr i Jugoslavien, bliver det opholdt af en snedrive. Mens passagerne venter på at blive sat fri af sneen, sker der et mord i toget. Den utiltalende forretningsmand Edward Rachett bliver myrdet, og det bliver Poirots opgave at opklare mordet. Handlingen følger et typisk Agatha Christie-forløb: De forskellige personer bliver interviewet, imens små begivenheder undervejs hjælper Poirot til at komme løsningen på mordgåden nærmere.

Mere action og flotte scener
I forhold til bogen og tidligere filmatiseringer har Branagh tilføjet lidt mere action og nogle flotte eventyrlige baggrundscener, som virkeligt imponerer. Han vælger også at tage nogle friheder i forhold til den originale handling. Han begynder historien i Jerusalem frem for Istanbul; der er en overraskende skudepisode undervejs, og han ændrer lidt på nogle af karaktererne. Han har valgt et team af stjerneskuespillere, hvor Johnny Depp gør den bedste præstation som den knappe og skræmte Rachett.

Ikke tro mod Christies oplæg
Problemet med filmen er, at det flotte udgangspunkt alligevel giver et skuffende resultat. Kender man ikke Christies bog og de tidligere filmatiseringer, kan det godt være, at filmen i sig selv virker overbevisende, men for en Christie-fan som undertegnede, imponerer filmen ikke. Stilen er generelt overdreven og amerikansk, og Poirot har fået en snert af James Bond, som efter min mening ligger karakteren fjernt. På trods af de gode skuespillere virker rollerne ikke gennemførte, og selv Judy Dench visner i sin karakter, efterhånden som filmen skrider frem. Selvom fransk accent kan være vanskelig at lære, er der ingen undskyldning for at give Poirot en flad polsk accent. Den lidt Disney-agtige kulisse med de eventyrlige rammer og storladne musik virker lidt malplaceret – især fordi Christies centrale ærinde er plottet og ikke en bestemt stemning.

Se hellere tidligere versioner
Så på trods af de gode intentioner og interessante detaljer er filmen en skuffelse, ikke mindst hvis man allerede kender versionerne med Albert Finney (1974) og David Suchet (2010). Sidstnævnte udgave har en interessant problemstilling omkring spørgsmålet om retfærdighed – også i forhold til Gud eller mennesket som dommer. Det er der ikke meget af i denne udgave, og det hjælper ikke at iscenesætte de mistænkte på en smart måde, som sad de ved bordet i den sidste nadver. Har man ikke set de tidligere versioner, kan Branaghs udgangspunkt være en begyndelse. Det kan stort set kun blive bedre.

---