Moonrise Kingdom

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
Af: 04
En overflod af fantasi og detaljerigdom i indie-instruktøren Wes Andersons nyeste film om, hvordan vi mennesker påvirker hinanden på godt og ondt.

På den ene side af øen New Penzance bor familien Bishop i deres (dukke)hus med deres tre drenge og deres problempige Suzy. På den anden side ligger spejderlejren Camp Ivanhoe, hvor tropsfører Ward leder en eksemplarisk og velfungerende trop med undtagelse af en enkelt forældreløs dreng, Sam, som desværre har et "følelsesmæssigt forstyrret sind." Hver sin idealiserede udgave af virkeligheden med hver sin outsider.

Wes Anderson, som har formået at forblive under radaren, har endnu engang begået sin egen form for mesterværk. Hans kultstatus er opnået på hans fantasifulde kælen for detaljen, hans langsomme og underspillede komedie og hans unikke kulisser og kameravinkler, som giver en nærmest teaterlignende forestilling. Wes Anderson har et unikt øje for kunstfærdige udførelser, men han sætter i høj grad også den gode fortælling i centrum. Et gennemgribende tema hos Anderson er relationer imellem mennesker og særligt familierelationerne, som det ses i fx "Life Aquatic", The Darjeeling Limited, "The Royal Tennenbaums" og den oscarnominerede Fantastic Mr. Fox. I "Moonrise Kingdom" skriver vi 1965, og der bliver ikke sparet på beige og 60'er nostalgi, som igen bidrager til det samlede smukke æstetiske udtryk. Det ligner til tider tegneserie. Det er både overdrevent, men samtidig underspillet. Og humoren er underfundig og udspilles i det usagte.

Situationen for Sam og Suzy er uholdbar, og i en veludført brevvekslet flugtplan stikker de af sammen for at dele livet med hinanden i stedet for verdens hærgende indflydelse på dem. Tilbage står den enfoldige, men velmenende politikaptajn Sharp (Bruce Willis), Suzys advokatforældre (Frances McDormand og Bill Murray) i en dysfunktionel familiestruktur samt tropfører Ward (Edward Norton) og hele hans samling af raske spejdere, som alle har hver deres udmærkelser. Sammen med Fru Socialforvaltning (Tilda Swinton), som lurer i skyggen, er hele øen dermed sat i bevægelse for at finde frem til det unge par på eventyr.

Familierelationerne er atter et gennemgående tema, og hovedpersonerne handler på grund af disse relationer eller mangel på samme. Men denne gang tager Anderson også kærlighedsrelationen mellem to unge op. To 12-årige med vilje- og virkelyst står sammen og danner et ikke helt normalt par. Faktisk kan næppe nogen karakter i Andersons personunivers betegnes "normal". Men Sam og Suzy illustrerer kærlighedens naivitet – uden at der på nogen måde ironiseres over det.

Ved billetlugen til filmen så vi, at der var mange pladser tomme i salen. Dette kunne vi ikke undlade at nævne med kommentaren: "Der er ikke ret fyldt," hvortil billetsælgeren tørt svarede: "Det bli'r der heller ikke." Og det er en skam. Vi gik begge visuelt stimulerede, humoristisk og underfundigt grinende derfra og glade indeni. Filmen er anbefalelsesværdig for alle, der gerne vil være 12 år igen.

---