Moneyball

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
Autentisk drama med Brad Pitt i en intelligent og relevant sportsfilm om at lede ad nye veje. En film som giver værdifuld inspiration til ledere på alle niveauer.

I'm just a little bit caught in the middle
Life is a maze and love is a riddle
I don't know where to go, can't do it alone
I've tried and I don't know why

I am just a little girl lost in the moment
I'm so scared but I don't show it ...

Denne sang, sunget af Billy Beanes (Brad Pitt) 12-årige datter, opsummerer på overraskende vis budskabet i "Moneyball". Det var ikke det, vi havde forventet i en film, der blander statistik og den ærkeamerikanske nationalsport, baseball (rundbold drejet 45 grader og med flere regler).  Men i et nuanceret og medrivende autentisk portræt af den amerikanske sportsdirektør Billy Beane leverer Brad Pitt et inspirerende indblik i, hvad det vil sige at lede. Det er her, filmen har sin styrke som en analogi for, hvad godt lederskab indebærer.

Baseball holdet Oakland Athletics har netop tabt den afgørende finale til de fem gange så rige New York Yankies. Ved sæsonens afslutning står Beane ikke alene tilbage med et nederlag, men samtidig med et hold, hvis tre stjernespillere er blevet købt af rigere klubber. Bundet af det stramme budget står holdet over for enorme udfordringer med at erstatte stjernespillerne. Beane støder dog på den forsigtige Peter Brand (Jonah Hill). Med sin økonomieksamen fra Yale anskuer han baseballspillet fra en uventet statistisk synsvinkel, som måske kan revolutionere spillet.

Sammen går de to imod den konservative opfattelse af baseballspillets fundamentale mekanismer og vælger at ansætte spillere, som ingen andre tror på, grundet deres umiddelbare defekter (drukkenskab, skader og almindelig særhed).

Vi mener, at filmens ledelsespointer er umiddelbart oversættelige på en kristen leders udfordringer. Beane er selv et uperfekt menneske, med et mislykket ægteskab og et brudt selvværd, der bunder i en mislykket baseball-karriere. I sit lederskab spejler han både sine stærke og svage sider på holdet og handler generelt ud fra sin mavefornemmelse. På godt og ondt. Trods Beanes fejlbarlighed holder han og Brand dog fast i den overbevisning og tro, de har på baseballspillets nye strategi – trods massiv modstand og mistillid fra fans, trænerstab og journalister.

Dette leder os videre til filmens lidt delte opfattelse af formålet med det hele. For Beane er hele arbejdet ligegyldigt, hvis de ikke vinder den sidste kamp i sæsonen. De andre kampe vil uden den endelige sejr stå som ligegyldige. Men i glimt ser han også bag om det og gennemskuer, hvor ufyldestgørende de store sejre kan være, fordi det er en sult, som aldrig tilfredsstilles. Lidt som når vi som kristne ledere glemmer at skelne mellem Guds plan og vores egen.

Filmen er grundlæggende irreligiøs, men lægger sig delvist i opposition til det ellers meget funktionalistiske menneskesyn, der naturligt hersker i sportsverdenen. Karaktererne er nemlig beskrevet som uperfekte mennesker, hvor Brand med sit matematiske projekt forsøger at se bag om den regerende, meget overfladiske måde at skelne mellem, hvem der duer og ikke duer. Kombineret med Beanes rejse fra at være den kolde og selvstændige chef til den engagerede og personlige leder, deler filmen meget af sit livssyn med en kristen etik. Og som hans datter synger, kan han ikke gøre det (lederopgaven) alene. Hermed må Beane erkende, at han egentlig bare er et forvirret og forskræmt ”pigebarn” som ingen chance har, hvis han kun vil klare sig på egen hånd.

Filmen er velproduceret og har mange intelligente og gode underspillede scener. Jonah Hill har bl.a. en finurlig scene med en printer. Samtidig er det (heldigvis) ikke en grandiøs sportsfilm med billige baseball-klichéer, men snarere et generelt portræt af en leder, der vil vinde!

Vi giver den herfra en særlig anbefaling til alle, der står i en eller anden form for lederrolle.

---