Mødet i Toscana

Af: Michael Agerbo Mørch
Et møde i Toscana udgør rammen for en tidløs fortælling om kærlighedens veje og afveje. Juliette Binoche bærer filmen flot, så det bliver mere end en banal kærlighedshistorie.

Instruktøren Abbas Kiarostami er måske ikke den mest kendte i den brede danske befolkning. Alligevel tiltrækker han sig efterhånden mere og mere opmærksomhed i filmbranchen. Efter han i 1997 vandt "Den gyldne palme" ved Cannes Festivalen, har hans værker mødt intens interesse. Således også med "Mødet i Toscana".

Kiarostami har skabt en kringlet film, hvor flere aspekter i filmens knudrede univers mangler at blive forklaret. På trods af det, har man alligevel fået rigelig stof til eftertanke.

Filmen er bygget op om mødet mellem den engelske forfatter og kunstkender James Miller (William Shimell) og antikvaren Elle (Juliette Binoche). James Miller er i Toscana for at præsentere sin anmelderroste bog om originalitet og kopi i kunsten. Elle er med til foredraget, men bliver forhindret i at være der hele tiden. Derfor giver hun James sit visitkort og håber, at han vil tage kontakt til hende senere. Det gør han dagen efter, og derfra følger man de to personer på en rejse, først gennem kunstdiskussioner/refleksioner og senere gennem tanker om liv og ægteskab.

Mødet mellem Elle og James kan beskrives som mødet mellem tanke og erfaring. James er den reflekterende, der ynder at stille spørgsmål, og som ikke nødvendigvis behøver at få svar på det hele. Selve processen er det stimulerende. Elle er den praktiske og stressede kvinde, der ikke køber James' abstrakte teorier om liv og fx forældreskab. Elle gør måske sin egen subjektive erfaring til det almene, mens James mangler at se, at personen som er i klemme (i dette tilfælde Elle), også har følelser, der styrer ens nuancering af situationen. Det skal ikke gøres mere abstrakt her, men som James siger "det er ikke simpelt at være simpel".

Jo længere, man kommer ind i filmen, des mere forstår man, at spillet mellem James og Elle foregår på meta-plan. Det vil sige, at konflikterne imellem dem faktisk ikke afspejler deres forhold, men de forhold, de havde til deres tidligere ægtefæller. Det giver nogle interessante diskussioner, men filmen fortaber sig lige rigeligt i sin egen ide her, og det gør, at de fleste vil finde den sidste halve time kedelig. Og det, synes jeg, er synd.

Det gennemgående tema er ægteskabet, men dernæst kommunikationen mellem mænd og kvinder. På en restaurant har Elle en samtale med servitricen, der siger, at "vi må ikke bremse lykken med vores tanker om det ideelle". Jeg tror, mange ægteskaber - inklusive dem i denne film - kunne have haft en større chance, hvis det råd var taget til efterretning. Enhver forventer, at ens eget ægteskab skal være det bedste i verden. Det er et godt håb. Men virkeligheden fortæller os, at når to syndere finder sammen i et ægteskab, så vil man blive udfordret på både kærlighed og trofasthed. Som Bibelen siger: "Bær over med hinanden og tilgiv hinanden..." (Kolossenserbrevet kap 3, vers 13). Nogle gange skal vi bare bære over med hinandens særheder og ikke lægge så meget i det. Andre gange skal vi ikke bare bære over, for vi er blevet trådt så tilpas meget over tæerne, at det kræver undskyldning og tilgivelse. Det er vigtigt at kunne skelne. Jeg synes, at denne film er med til at se nødvendigheden af det. Og sammen med de mange andre tanker om kunst, livet, ægteskab, forældreskab, personlighed etc. er den virkelig et kig værd. Men verdensbilledet, som ligger bag - en form for moderne hedonisme (nydelsesindstilling), passer faktisk dårligt til disse betragtninger. De stemmer kort og godt ikke overens med det, vi oplever.

Juliette Binoche vandt en pris i Cannes sidste år som bedste skuespillerinde. Det, synes, jeg er fortjent. Hun bærer filmen rigtig flot og giver den det stjernestøv, den behøver for ikke at falde ned mellem banaliteterne.

---