Modstand

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
En sand historie om de jødiske Bielski-brødre, der under krigen i 1941 flygtede ud i de hviderussiske skove for at overleve. Hurtigt sluttede flere jøder sig til dem i håb om at undgå udryddelse.

Det er en fantastisk historie om jøder, der ikke passivt lod sig underkue af nazisterne. Mange film om jøder under anden verdenskrig har den tone, som en af karaktererne i "Modstand" formulerer: "Jøder kæmper ikke - de dør."

Da de fire Bielski-brødre mister deres forældre, hævner de sig på de lokale politifolk, der dræbte dem efter ordre fra nazisterne, men de gør mere end det. De flygter ud i de store skove, hvor de opretter et kibbutz-lignende samfund af jøder, der gør modstand mod de tyske nazister og deres lokale håndlangere. 

Filmen bæres af godt skuespil, flot og kreativ fotografering, et godt lydspor og en stærk historie, der er baseret på den dokumentariske bog Defiance: The Bielski Partisans af den jødiske sociolog, professor Nechama Tec. Den yngste af Bielski-brødrene er ikke gammel nok til at deltage i ledelsen af samfundet. De tre ældste er meget forskellige af natur. En del af filmens spænding ligger i konflikterne mellem de to ældste, Tuvia (Daniel Craig) og Zus (Liev Scriber), der ser forskelligt på, hvor meget jøderne skal involvere sig i selve krigen, og i hvor stort omfang samfundet i skoven skal byde alle jøder velkommen.

Filmen behandler mange etiske og eksistentielle spørgsmål. Må man stjæle fra bønderne for at få mad? Må man hævne sig ved at dræbe dem, der har dræbt ens kære? Hvordan får man et snævert samfund til at fungere, når der både er sekulariserede og dybt religiøse jøder? Hvad gør man, når der fødes et barn i et samfund, hvor graviditet er forbudt? Der gives ikke færdige svar, for filmens personer er ikke enige. Tuvia Bielski er samfundets leder. Nogle mener, han er for slap, andre at han kan være for skrap.

Da samfundet havde nået en størrelse, så der skulle oprettes nogle regler, holdt Tuvia en programtale. Han talte imod hævn over nazisterne. "Vores hævn er at leve," sagde han. Han talte om at bevare menneskeligheden. "Vi bliver jaget som dyr, men vi vil ikke blive som dyr ... Hvis vi skal dø, mens vi prøver at leve, så dør vi i det mindste som mennesker." Han og mange andre i skovfællesskabet vil ikke, at jøderne skal blive som nazisterne, men det er ikke let at leve op til idealerne. En dag fanger nogle fra skovfællesskabet en tysk soldat og angriber ham. Jøderne vil have hævn, fordi nazisterne dræbte deres kære. Er det i orden, at soldaten bliver lynchet? Burde fangen stilles for en ret og dømmes? Tuvia vender ryggen til og forlader stedet.

I det omfattende ekstramateriale siger instruktøren Edward Zwick: "Det er også historien om den jødiske diaspora - hele tiden på vandring - sjældent med et trygt hjemsted." Han reagerer meget kraftigt på noget af den debat, filmen har provokeret i Polen. Flere aviser anklager den for at fremsætte løgnagtige beskyldninger mod polakker. Der er angiveligt officielle undersøgelser i gang i Polen for at få Bielski-brødrene dømt for krigsforbrydelser. I Polen døde tre mio. jøder i holocaust. Med det som baggrund mener Zwick, at det er uhørt at anklage nogle jøder for - sammen med russiske modstandsfolk - at have røvet føde til sig selv og deres fællesskab.

Filmens sprog er en rimelig vellykket blanding af engelsk, russisk og tysk. Instruktøren har sagt, at han meget hellere ville have lavet hele filmen med de korrekte sprog, så jøderne talte jiddisch, men så ville han aldrig have fået finansieringen på plads.

Det er forståeligt, at aldersgrænsen er sat til 15 år, for det er krig og der er mange drab, men volden er ikke unødvendig udpenslet.

Den jødiske tro bliver respektfuldt beskrevet og den jødiske humor krydrer filmen.

---