Mit tunesiske eventyr

Af: Carsten Riis Jensen
Psykoanalytikeren Selma vender hjem til sit opvækstmiljø på landet. En kærlig og underholdende film om kultursammenstødet i en tunesisk landbokultur.

OM GUD VIL 

Forestil dig en ung pige fra et landsby- eller bondesamfund i Danmark. Hun er vokset op dér og kender alle og kender de stedlige traditioner og kultur. Som ung rejser hun til København og lever storbylivet, imens hun tager en uddannelse. Efter uddannelsen mærker hun længslen tilbage til landsby-/bondesamfundet, og vælger derfor at rejse hjem for at forsøge at gøre brug af sin uddannelse dér. Med sig i bagagen har hun, ud over uddannelsen, også storbyens traditioner og kultur. Det skaber i første omgang himmelvendte øjne blandt især de ældre i landsbyen: "Det duer ikke! Du kan ikke komme tilbage her og tage storbylivet med dig. Du ved, vi har vores egen måde at gøre tingene på her. Og du kommer her, uden en ægtemand og tror, du kan klare dig." Men pigen klør på, og netop fordi hun er opvokset i miljøet og lykkes med at balancere to kulturers traditioner – og forblive tro imod sig selv – går det godt.

Hvis man tog handlingen og temaet i "Mit tunesiske eventyr" og overførte det til Danmark, så ville det se cirka sådan ud. Filmen handler nemlig om mødet mellem kulturer, og om at have været på (ud)dannelsesrejse, bevare kærligheden til opvækstens miljø og turde vende tilbage og være tro imod både gammelt og nyt. Det er der kommet en rigtig fin film ud af, og når den så ovenikøbet foregår i Tunesien - i et land, som i høj grad er præget af, at gammel og ny kultur forsøger at leve side om side – eller i hvert fald finde hinanden på midten – så gør det oplevelsen af filmen rigtig god.

Vellykket kultursammensmeltning
Hovedpersonen, den unge kvinde Selma, er et positivt billede på, hvordan et møde mellem kulturer kan gå godt. Det var blevet en helt anden film, og en anden historie, hvis Selma fx havde været reaktionær eller kun rejste hjem af nød for at få arbejde i den barndomskultur, som hun ellers havde gjort op med. Men man har valgt, også fordi der her er er tale om en film i komediegenren, at Selma både elsker sin barndomskultur og fint evner at navigere imellem den og det nye, hun har fået med sig fra storbyen.

At filmen hører til i komediegenren er tydeligt, når man i løbet af handlingen møder landsbyens spøjse beboere og karakterer. Vi møder den oversminkede salonejer Baya, som i smug gerne vil have Selmas hjælp (Selma er psykoanalytiker). Vi møder kusinen Olfa, som udelukkende bærer slør for at skjule, at en hårfarvning er gået helt galt. Vi møder taxachaufføren, som først tror at psykoanalyse er lig med sex på en sofa. Og så møder vi et mellemøstligt bureaukrati af kafkaske dimensioner, som ville få de fleste til at give op.

Inshallah
Først og fremmest møder vi en brug af Gud, som den man kan kaste ethvert ansvar over på. Vi møder ikke Gud som en, man kan tro på og stole på og relatere til. Igen og igen bruges udtrykket "inshallah", som betyder "om Gud vil". Det er tydeligt, at det i filmen bruges som en undskyldning og et forsøg på at kaste ansvaret fra sig: Da Selma prøver at komme igennem førnævnte bureaukrati for at få sin arbejdstilladelse, mødes hun igen og igen af "inshallah". Altså: Du skal nok få en arbejdstilladelse ... om Gud vil. Senere, da Selma er ved at være træt af ikke af have fået svar, spørger hun: "Regner du med at kigge på min sag?" hvortil funktionæren blot svarer"inshallah"!

Jeg vil sige, at "Mit tunesiske eventyr" er en fin lille film. Man er godt underholdt, der er sjove karakterer i filmen, og så er det, som jeg indledte med, nemt at overføre dens budskab om kultursammenstød og kulturforståelse til vores eget land.

Filmen er kommet på dvd.

---