Mit navn er Anne sæson 2 (serie)

Af: Ketty Dahl
Anden sæson af "Mit navn er Anne" er så absolut seværdig. Den er ualmindelig smukt filmet, men lever ikke helt op til den første sæson i intensitet og spænding.

VENSKABER PÅ TVÆRS

Anden sæson af ”Mit navn er Anne” (den nye udgave af "Anne fra Grønnebakken") er absolut seværdig. Den er ualmindelig smukt filmet, men lever ikke helt op til den første sæson i intensitet og spænding.

Den starter mindre fængende end den foregående sæson, - Avonlea får besøg af to svindlere, og de første fire afsnit går med at få dem til at passe ind i fortællingen, uden man helt bliver fanget ind af historien, fordi de tager fokus fra Anne, men derefter kommer man igen med fuld kraft ind under huden af Anne og hendes venner.

Man oplever teenagerens psykiske op- og nedture og humørsvingninger, der kan skifte som at vende en hånd. Man lever sig ind i den regulære mobning af dem, der er anderledes, og føler med de mobbede. Ja, man føler sig som en del af det lille landlige samfund med dets originaler. Den nye sæson er lige så fuld af poesi og vidunderlig fantasi som den forrige, og man kan ikke andet end at elske Grønnebakkens persongalleri. Anne spilles igen fuldstændig fantastisk af Amybeth McNulty, og man er helt solgt til hende. Hendes evne til at begejstres og være en overlever i et middelmådigt miljø, hvor sladderen trives, er pragtfuldt, samtidig med at hun kæmper mod og med sin egen fortids grusomme og kærlighedsløse minder.

Anne er bevidst om, at hun er anderledes og ikke køn som de andre piger, men hun er højt elsket af Marilla og Mathew, hendes plejeforældre. De ægte kærlige mennesker i serien, som f.eks. Gilbert Blythe, formår at se ind bag det ydre og lade sig fascinere af Annes personlighed og elske hende for den. Og selv om Anne måske ikke har noget model-ydre, har hun et hjerte af guld, og jo mere man ser, jo smukkere bliver hun. Det er en serie, der handler om værdier og smukke venskaber. Gilbert Blythe, som i forrige sæson blev forældreløs, får også en større plads i serien. Han tvinges af omstændighederne til at tage ud med en kuldamper for at tjene til livets ophold, - her møder han Sebastian, der er sort, og de to får et varmt venskab i en tid, hvor hvid og sort normalt ikke kunne dele venskaber.

Homoseksualitet indtager Grønnebakken
I den forrige sæson var der antydninger af skjult homoseksualitet hos en af bipersonerne, tante Josefine, og det får lov at træde utvetydigt frem i denne sæson. Homoseksualitet hyldes i denne sæson meget tydeligt som en udfoldelse af livets muligheder, og som noget naturligt i en verden, der på dette tidspunkt endnu ikke har accepteret det som naturligt. (Homoseksualitet var forbudt ved lov.) Og den følsomme dreng, Cole, som går i Annes klasse, og som er en mild og kunstnerisk sjæl, indser, at han muligvis også er homoseksuel. Ligeledes er der den ældre tante Josefine, der har et homoseksuelt forhold bag sig, og selv skolelæreren kæmper med sin seksualitet. Han straffer Cole, fordi han ikke vil mindes om, hvad han endnu ikke har accepteret ved sig selv. Nemlig at han, læreren, også er homoseksuel. På den måde ønsker filmen meget bevidst at påvirke til, at udlevet homoseksualitet bliver set som noget fuldstændig normalt. For som Anne siger ind i netop den sammenhæng: Hvordan kan der være noget galt i at bruge sit liv sammen med det menneske, man elsker?!

Filmens værdisæt
Serien har på den måde sin egen dagsorden ved at sætte et bestemt værdisæt op, der tilsyneladende ikke må sættes spørgsmålstegn ved. Vedvarende dryp udhuler som bekendt selv en sten, og det er åbenbart også intentionen her.  Som kristne skal vi være bevidste om, at vi også påvirkes dryp for dryp, og uden, vi mærker det, flyttes vore grænser for, hvad vi mener er rigtigt og forkert. Men uanset, hvor naturligt og sympatisk udlevet homoseksualitet sættes op, så er praktiseret homoseksualitet ikke foreneligt med Biblens ord. Vi skal elske og respektere alle mennesker, også det menneske, der kæmper med sin egen seksualitet, men det er ikke det samme som at acceptere udlevet homoseksualitet, når det ifølge Guds ord er forkert. Men i filmen sættes det meget sort-hvidt op, - og det er nærmere dem, der ser udlevet homoseksualitet som en synd, der kommer til at stå som indskrænkede og fordomsfulde. Det, synes jeg, er en beklagelig fare ved denne sæson. En fare, fordi vi netop påduttes en holdning, der går i clinch med, at vi som kristne er under en anden og større autoritet, end den en sekulær verden repræsenterer. Vi er alle syndere, men vi skal ikke idealisere synden, men derimod hylde ham, der tog alt det forkerte på sig ved at dø for os alle, uanset hvem vi er.

Påvirkning pakket ind i hyggelig fortælling
Vi skal ikke være blinde for den påvirkning, serien drypper af sig: nemlig at den helt åbenlyst har til formål at flytte vore grænser for det acceptable pakket ind i en hyggelig fortælling, så det nemmere glider ned. "Jeg hedder Anne" har jo på forhånd en indbygget goodwill fra alle os, der elsker Grønnebakkens univers, og bevidst eller ubevidst kommer man nemmere til at sluge holdninger, man egentlig ikke er enige i, fordi de netop pakkes ind i en særdeles hyggelig og sympatisk atmosfære. Men samtidig skal vi heller ikke være blinde for, hvor svært det har været for både Cole og andre i hans situation at føle sig "forkert", hvilket må mane til dyb eftertanke også hos kristne mht., hvordan vi møder et homoseksuelt medmenneske. Fordommene, Cole møder, ligestilles her (sikkert meget berettiget) med de fordomme, som hvide havde overfor sorte på den tid. Som kirke skal vi passe på ikke at støde mennesker væk, men samtidig må vi fastholde det bibelske fundament, fordi Gud har en kærlig plan med mennesker ud fra den. En plan, der ser længere end vi. En ting ved vi dog, at det ikke er op til os at dømme andre mennesker.

Anne har sine egne kvaler med at acceptere, at hun er i en alder, hvor det med kærlighed, romantik, kærester og kys rykker tættere og tættere på, og hun er lidt forvirret med hensyn til, hvordan alt det nye påvirker hende.

Sæsonen indeholder også det store slag, da mobberierne af Cole tager til i sådan en grad, og ondskabsfuldheden mod ham bliver så stor, at han knuses under det. Og man lider med ham. I slutningen af denne sæson dukker en ny kvindelig lærer op, der ser ud til at kunne blive en fast bestanddel af den næste sæson, og nye eventyr kan begynde ...

Kan ses på Netflix.

---