Mit navn er Anne sæson 1 (serie)

Af: Ketty Dahl
I en ny indspilning af Anne fra Grønnebakken er Anne blevet mere moden, men stadig videbegærlig, charmerende og nysgerrig. Det gør serien dybere og dermed fuldt på højde med den gammelkendte.

BARNDOMMENS ANNE FRA GRØNNEBAKKEN

"Anne fra Grønnebakken" ... åh, bare titlen på 80’ernes tv-serie hensætter én i lykkelig nostalgi. Serien byggede på bogen af samme navn og handlede om den forældreløse Anne Shirley, der adopteres af det ældre søskendepar Marilla og Mathew i 1800-tallets Canada. Egentlig ønskede de sig en dreng, der kunne hjælpe til på gården, men Anne er kvik, og hurtigt opdager de, at de slet ikke kunne forestille sig livet uden hende.

Alle os, der voksede op med "Anne fra Grønnebakken" og har set serien igen og igen og igen og så lige 25 gange mere, ja, vi må konstatere, at barndommen ikke havde været det samme uden "Anne fra Grønnebakken". Anne, der med fantasi, videbegærlighed, nysgerrighed, glæde ved litteratur og poesi gav alle os, der så med på den canadiske serie i 1985 med Megan Follows som Anne, drømme og mod. Vi lo og græd med rødhårede, brunøjede, gammelkloge Anne og blev klogere på livet. Vi fik lov at være i en tidslomme fra 1800-tallet fyldt med hygge, tryghed og romantik. De problemer, der opstod, var trods alt til at overse og kapere. Noget af det, vi elskede, var vel netop det ukomplicerede og uskyldige, der var over hele setuppet.

Kan man virkelig lave en ny version?
Så det var ærlig talt ikke med stor begejstring, at jeg opdagede, at streamingtjenesten Netflix har lavet en ny version af "Anne fra Grønnebakken" med titlen "Mit navn er Anne". Hvordan skulle nogen bare tilnærmelsesvis kunne nærme sig det gamle billede af Anne uden at gøre vold på serien og ødelægge det hele?! Men jeg blev glædeligt overrasket. Alle birollerne stemmer overens med det billede, vi havde af dem i den gamle serie, Marilla, Mathew, Gilbert Blythe, Diana, Mrs. Lynde, og så alligevel, - karaktererne har fået noget dybere ind over sig. Vi får tilbageblik, der forklarer deres baggrund og den bagage, de bærer med sig i livet, - med andre ord: De bliver til hele personer, og det klæder serien helt vildt. Det pussenussehyggelige er blevet pillet af, og der bliver taget alvorligere og livsnære emner op. Der er kommet en ærlighed og en alvor ind over, der giver serien noget nyt og gør, at den ikke bare er en genudsendelse i nye klæder, nej, denne serie er sin helt egen. Ligesom Anne.

Serien er blevet voksen
Temaer som vold mod børn, feminisme, identitet, det at blive teenager med alt, hvad det fører med sig, og børns forestillinger om de voksnes sexliv, samt temaet om det at se ned på mennesker, der ikke passer ind i de pæne rammer, er bare nogle af de ting, som serien tager op. På en eller anden måde er det, som om serien er gået fra barndom over teenageårene godt på vej mod modenhed. På den måde er "Mit navn er Anne" nok heller ikke børnevenlig og børneegnet i samme grad længere, den er mere sigtet mod unge og voksne, - mod alle os, der voksede op med Anne engang og nu magter at gå ind bag forhænget og se, hvad der skjuler sig, når uskylden ikke er så tydelig som før. Alt det, som den forrige serie gik udenom, fordi det var for problematisk at tage op, går denne serie lige i kødet på, og det klæder den faktisk til min store overraskelse. "Mit navn er Anne" har bevaret det genkendelige fra "Anne fra Grønnebakken", men den formår at favne mange flere menneskelige aspekter end den gamle serie, og den gør det rørende, smukt, poetisk, dybt, morsomt og alvorligt på én gang.

Fregner og charme
Og så er der Anne selv, spillet af den canadiske skuespiller Amybeth McNulty. Fregnet, rødhåret, med tendens til stritører og med spillevende mimik. Hun er en helt anden type end den Anne, vi kendte fra den gamle "Anne fra Grønnebakken", men bestemt ikke en mindre interessant type. Hun er supergodt castet, og man skal ikke langt ind i serien, inden man opdager, at man er kommet til at elske hende. Men man opdager også, at Anne i den grad har haft noget med sig i bagagen, inden hun blev adopteret af Marilla og Mathew, og at livet har været barsk for hende. Hun overlever på sin evne til at bruge fantasien og forestille sig, hvordan alt kunne være anderledes i en verden, hvor der ikke kun er plads til dem, der er øverst i hierarkiet, og som opfører sig som alle andre. Mobning var også opfundet på Annes tid, og Anne er ikke som alle andre. Hun er stadig den herligt gammelkloge pige, der kan en forfærdelig masse beskrivende tillægsord, hver gang hun åbner munden, hvilket hun gør ustandseligt! Jeg måtte overgive mig og græde af bare rørelse mange gange i løbet af første sæson. Og det må vel være et kvalitetsstempel i sig selv, når en serie kan nå helt der ind, hvor vi bliver rørt. Jeg glæder mig i den grad til sæson 2, som skulle være lige på trapperne, og håber bare, at den ikke taber pusten.

Kan ses på Netflix.

 

 

---