Miraklet ved Skt. Anna

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
I august 1944 blev 560 civile mejet ned af tyskere i den italienske by Skt. Anna. Vi følger en gruppe afroamerikanske soldater, som sammen med en forældreløs dreng ender i en lille by tæt ved Skt. Anna.

I den toscanske by Skt. Anna di Stazzema blev der den 12. august 1944 begået en massakre, hvor 560 civile blev mejet ned af tyske SS'ere. Den begivenhed har inspireret forfatteren James McBride til romanen Miracle at St. Anna. Det er den bog, Spike Lee har brugt som grundlag for "Miraklet ved Skt. Anna". En stor del af handlingen bygger på historiske begivenheder.

En rammefortælling foregår i New York i 1983. Afroamerikaneren Hector ser "The Longest Day" med John Wayne på film og hvisker: "Vi [afroamerikanerne] kæmpede også." Derefter ser vi ham som posthusets frimærkesælger. Han tager pludselig en pistol frem og skyder den kunde, der står forrest i køen. Hector har en pletfri straffeattest, så hvad fik ham til at begå det mord? Under efterforskningen finder man et gammelt værdifuldt statuehoved i hans hjem. Det omtales i avisen, og en italiener læser det. Derefter føres vi med et elegant klip til Italien 1944, hvor et kompagni afroamerikanske soldater er i gang med et angreb tværs over en flod i Toscana. Mange af angriberne bliver dræbt, og de fire kammerater Hector, Stamps, Bishop og Train befinder sig pludselig på den forkerte side af frontlinjen. De søger ind i det tyskbesatte område. Her finder Train en 9-årig italiensk dreng, Angelo, som han tager til sig. Denne detalje hører med til det historiske. Angelo betyder engel, og han får en symbolsk betydning, som nærmest er overnaturlig.

Angelo er forældreløs, fordi hans forældre døde under massakren ved Skt. Anna. Når filmen ikke hedder Massakren i Skt. Anna, kan det være fordi, fokus ligger på Angelo, som ved et mirakel bliver reddet fra massakren. For at presse beboerne til at røbe, hvor en af de italienske partisaners ledere gemmer sig, har tyskerne gennet landsbyens beboere sammen foran kirken. De nægter at røbe noget, og SS-officeren gør klar til at straffe dem. Præsten trygler: "Nøjes med at tage mit liv," og lige før, han bliver skudt, siger han: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør." Tyskerne nøjes ikke med præsten. I en forfærdelig scene bliver alle skudt.

Den kristne tro fylder en del - på en positiv og indlevet måde. Kristendommen optræder ikke som et gennemgående tema, men i mange udtryksfulde enkeltscener. Train siger på et tidspunkt til Hector: "Du prædiker jo derhjemme, tror du ikke på Gud?" Hector svarer: "Jo, mens jeg prædiker, men ikke bagefter ... Hvorfor tror du, Gud tillader alt det myrderi i verden? Hvordan kan Gud tillade, at så mange dør i krig? - forstår du, det er derfor jeg ikke tror." Tvivlen får altså plads, men det gør overtroen og den tillidsfulde bibelske tro også. Og anfægtelsen, da en partisan spørger: "Hvis man har begået en synd - en stor synd, og man så angrer og skrifter, kommer man så i helvede?" Svaret lyder: "Jeg ved det ikke, jeg er ikke præst." Og Hectors kors som halssmykke spiller en gennemgående rolle. En bøn er elegant klippet sammen mellem flere af filmens grupper. Og så rundes det hele af med en meget velvalgt og udtryksfuld gospelsang under rulleteksterne. Sørg endelig for at få den med.

Det er ret kompliceret at holde styr på de forskellige grupper og handlingslinjer. Både blandt amerikanerne, tyskerne og italienerne er der gode og onde, og ingen er helt igennem gode eller onde. Nogle italienere har stadig billedet af Mussolini hængende, men de er imod nazisterne. Nogle samarbejder med tyskerne og nogle er modstandsfolk - partisaner. Og er der måske en forræder blandt partisanerne? Det er en ægte krigsfilm i den forstand, at mange bliver dræbt i billedstærke scener. Granater river ben af, og kroppene flyver rundt ved eksplosionerne. Men der er også stille passager med tid til indlevelse.

Filmens instruktør Spike Lee er afroamerikaner. Da et væsentligt indslag i filmen er en afroamerikansk bataljon, har det givet ham rig anledning til at fokusere på racisme - og det benytter han sig af. Ikke på en ensidig måde, for afroamerikanerne kan også finde på at kalde hinanden niggere, og de kalder den lille Angelo for spagettidreng. Ifølge Spike Lee skal filmen også fortælle, at mange afroamerikanere i anden verdenskrig gjorde en heltemodig indsats. Der har mest været fokuseret på deres indsats i den amerikanske borgerkrig og i Vietnam-krigen. Spike Lee understreger, at filmen ikke er en ensidig hyldest af den amerikanske hærs bekæmpelse af nazisterne. "Mange tyske soldater var ikke onde mennesker. De kæmpede blot på den forkerte side."

Den positive skildring af kristen tro gjorde det til en god oplevelse at se filmen. Skuespillerne gør det godt og fotograferingen er flot. Der er mange enkeltscener, som bliver hængende i hukommelsen. Men drejebogen er ikke skruet alt for godt sammen. Som sagt er det ret kompliceret at holde styr på handlingen. Flere personer og scener skildres utroværdigt eller usammenhængende. Flere gange mistes taget om fortællingen, og man kan komme i tvivl om, hvad filmen egentlig vil.

---