Sully/Miraklet på Hudsonfloden

Af: Carsten Riis Jensen
Vi kender handlingen og slutningen i dette autentiske drama om nødlanding af et fly, men filmen formår at fastholde spændingen.

HUMANISTISKE BUDSKABER

Clint Eastwood har, siden han begyndte som filminstruktør, fokuseret på menneskelige dramaer og positive, humanistiske budskaber. Det fokus har han også i denne film, som er historien om kaptajn Chelsey Sullenberger, der nødlandede et indenrigsfly på Hudsonfloden i New York.

Det foregik 15. januar i 2009, og hele sceneriet blev vist på TV igen og igen dén og de følgende dage, og fik – om ikke samme, så i hvert fald lidt i stil med – samme chokeffekt som billederne af de fly, der i 2011 styrtede ind i World Trade Center og Pentagon.

Filmen begynder med at vise, hvor slemt det kunne være gået. Men kaptajnen, kaldet "Sully" vågner op, og vi forstår, at det var et mareridt. Dernæst følger vi dels optakten til havarikommissionens høring, og dels selve historien omkring nødlandingen, vist i tre udgaver – som hver fokuserer på forskellige detaljer.

Nødlandingen er trækplasteret
Instruktør Clint Eastwood bruger lidt af filmen på at forsøge at vise det menneskelige drama, og vi lærer også lidt om Sully og hans hustrus historie og deres indbyrdes forhold. Vi møder anden-kaptajnen, spillet af Aaron Eckhart, som fuldt ud støtter sin ven og kollega igennem retsforløbet.

Vi ved, hvordan det ender.
Vi ved, at flyet lander på Hudsonfloden, og at alle overlever.
Vi ved, at der var en høring, som i den grad endte til Sullys fordel og forstærkede billedet af ham som en national helt.

Derfor er det svært at lave en film, der fastholder spændingen, men jeg synes, det lykkes i "Miraklet på Hudsonfloden". Der er dog ingen tvivl om, at det er selve flyvningen og nødlandingen, der er mest spændende, og derfor fylder rekonstruktionen af den heldigvis også det meste af filmen. Og det er faktisk tilpas spændende og indfølende til, at man – ja, undskyld udtrykket – er godt underholdt.

På flere måder minder Eastwoods film om danske Erik Clausens. De hylder begge det almindelige menneske, som gør en god – og nogle gange heroisk indsats – og som må gå så grueligt meget igennem, før de bliver accepterede af de mere pengegriske magthavere. 

---