Miraklet hos Henry Poole

Af: Johan Schmidt Larsen
Kan mirakler ske, eller er de tilfældigheder? En stilfærdig film om Henry Poole og hans naboer, som ser meget forskelligt på den sag.

Filminstruktøren Mark Pellington ("Arlington Road") mistede pludselig sin kone for fire år siden og stod alene med sin datter på to et halvt år. Han har derfor en hel personlig tilgang til at lave en film om at finde håb og tro på fremtiden. Det er "Miraklet hos Henry Poole" et forsøg på, og det er der kommet en god og vedkommende lille film ud af.

Henry Poole (Luke Wilson) bærer på en hemmelighed, som har medført, at han har opgivet al håb om en lykkelig fremtid. Henry har forladt kæresten og familien. Han er færdig med livet og forsøger at drukne sine sorger i vodka, mens han venter på at dø. I et forsøg på at leve et uforstyrret og tilbagetrukket liv flytter han tilbage til sit barndoms kvarter. Men flyttet får ikke den tilsigtede virkning, for de nysgerrige naboer vil ikke lade ham i fred. Nabokonen Esperanza (Adriana Barraza), der er troende katolik, er overbevist om, at hun kan se et billede af Kristus i muren på Henrys hus. Og snart inviterer hun hele nabolaget til Henrys baghave for at se miraklet.

Filmen har flere temaer: For Henry drejer det sig om at genvinde håbet og livslysten, når alt ser håbløst og udsigtsløst ud. Filmen handler om kærlighed og omsorg mellem mennesker, der lever i et meget ordinært og kedeligt villakvarter i Californien. Men den handler ligeså om forskellige tilgange til tro og mirakler.

Nabopigen, Mille (Morgan Lily), der har mistet talens brug efter nogle traumatiske oplevelser, tror, at pletten på muren er et billede af Kristus, og da hun rører ved billedet, får hun sin stemme igen. Kassedamen Patience har også tillid til, at billedet er Kristus og kan efter berøring af muren smide sine meget stærke briller. Henry derimod hænger fast i en rationalistisk livsopfattelse, hvor der ikke er plads til mirakler. Og hvis det ligner et mirakel, er det bare en tilfældighed, for mirakler sker ikke i det virkelige liv. Det ved Henry af bitter erfaring fra sin smertefulde barndom og fra sit nuværende liv.

Filmen rejser store eksistentielle spørgsmål på sin egen stilfærdige måde og Luke Wilsons tolkning af Henry Poole fungerer fint. Ligeså gør Adriana Barraza det godt som den religiøse nabokone Esperanza – en kvinde der udviser mere iver end forstand, men som gør det ud af et godt hjerte.

Historien er simpel og stilfærdig, ja nærmest lidt banal. Men skuespillerne formår at bære handlingen, så man både kan identificere sig med skeptikeren Henry Poole og den stærkt troende Esperanza. Det er i øvrigt værd at hæfte sig ved flere af personernes navne.

Filmen hører ikke til de store film, men selve temaet og måden filmholdet har løst opgaven på aftvinger respekt og gør den ganske seværdig.

---