Minority Report

Af: Henrik Højlund
Året er 2054. Teknologien gør det muligt at afsløre forbrydelser, før de sker. Anderton jages for et mord, han endnu ikke har begået.

Steven Spielberg slog i sin tid igennem med science fiction-filmene "E.T" og "Nærkontakt af tredje grad". Siden er det blevet til en lang række meget seværdige, men også meget forskelligartede film, som alle har det til fælles, at det sikre håndelag aldrig svigter. Går man ind og ser en Spielberg-film er man altid sikker på en veldrejet historie. Spielbergs bundniveau er højt. Filmenes kunstneriske og budskabsmæssige kvaliteter kan svinge, men det håndværksmæssige er altid i top.

Spielberg vendte i 2001 og 2002 tilbage til science fiction-genren med henholdsvis A.I. – kunstig intelligens, som var en utrolig veldrejet fremtidsfantasi over eventyret om Pinocchio (med stærk inspiration fra Stanley Kubrick), og - i 2002 – thrilleren "Minority Report".

Tom Cruise spiller hovedrollen i en historie, som handler om et fremtidssamfund, hvor det ser ud til, at man har fået reduceret risikoen for drab til noget nær nul. Det sker ved hjælp af tre mennesker, som er begavet med en helt exceptionel evne til at se ind i fremtiden. Inden mordet finder sted, kommer der altid et varsel fra de tre clairvoyante personer, og straks sættes en særlig politienhed ind mod den forestående forbrydelse. Tom Cruise (hvis bundniveau ikke er alt for højt, men som her spiller en af sine bedre roller) er lederen af indsatsenheden. Han får imidlertid anelser om visse ujævnheder i systemet; der er ugler i mosen. Og pludselig står han selv i en helt umulig situation: Det næste varslede mord er med ham selv som morder. Derfra udspinder der sig en nervepirrende, hæsblæsende og meget sindrig historie, hvor løget skrælles lag for lag, og den sande forbryder må findes længere og længere oppe i hierarkiet.

Trods al sindrigheden afvikles det hele, så man både tror på det og kan følge med det meste af vejen.

Samtidig gemmer der sig i historien flere gode diskussioner: Hvilken pris vil vi betale for et samfund, hvor endog forbrydelser er elimineret? Har ethvert menneske en sidste rest af frihed i forhold til det, det synes skæbnebestemt til at gøre?

Jeg så filmen for nylig med nogle unge mennesker. Trods filmens ganske happy ending kom følgende to spontane kommentarer: "Jeg synes, den var uhyggelig", og: "Jeg synes, den gjorde mig trist." Jeg kan godt følge begges fornemmelser. Det sidste om tristheden tror jeg hænger sammen med udsigten til en mulig fremtid, hvor mennesket er blevet en brik i et stort, koldt spil, styret af en lille elite, eller måske ligefrem styret af noget rent maskinelt.

---