Minions 2: Historien om Gru

Af: Peter E. Nissen
En totalt gakket historie om lille Grusomme Gru og de gule mænd. En ironisk, plat og underholdende film for alle aldre, men samtidig med en temmelig tynd handling.

SJOV, SATIRE OG VENSKABS BETYDNING 

Folkene bag Grusomme Mig-filmene har skabt endnu en vanvittig tegnefilm med de pudsige gule Minions i centrum. Denne gang handler filmen dog mindst lige så meget om Gru, som også er hovedpersonen i Grusomme Mig-filmene. Derfor giver undertitlen egentlig mere mening som hovedtitel. Det er som om de komiske Minions ikke rigtig kan leve uden ham og omvendt. Det blev allerede bekræftet i "Grusomme Mig 2", og det får vi også bekræftet endnu engang.

De skøre skurke
Filmen fortæller, hvordan barnet Gru bliver skurk og herunder, hvordan han knytter stærke bånd til sine minions. Vi følger Gru, som forsøger at blive optaget i skurke-fællesskabet 'De Onde 6'. Det ender dog med, at han i stedet indgår et partnerskab med sit store forbillede Willy Knytnæve. Gru's Minions forsøger at hjælpe ham, så godt de kan. Men det er ikke let, og nogle af dem vælger at tage et Kung-Fu-kursus til hjælp.

Så simpelt menneskeligt
Minions-figurerne har deres charme i at være meget menneskelige, samtidig med at de hele tiden er med på løjer. Det er vel grunden til deres popularitet. Med humor viser de os vores mest primitive sider, og filmens skøre scenarie og totalt gakkede historie sætter de gule mænd ind i den helt rigtige ramme. Dermed er grunden skabt til en underholdende succes for alle aldre.

Fuld fart over feltet
Når dét er påpeget, er det nok også klogt og nødvendigt, at filmen kører et hæsblæsende tempo hele vejen. Der er masser af vilde jagter og action med kommentarer til bl.a. Indiana Jones-, James Bond- og Marvel-filmene. Filmen må i det hele taget - ligesom sine søsterfilm - siges at være præget af en kærlig ironisk distance til det hele. Alt efter synsfelt kan historien betragtes som én stor selvironi eller én stor plathed. På den måde er den i familie med Shrek-filmene og andre nyere ironiske eventyrs-animationsfilm. Filmen er håndværksmæssigt rigtigt flot lavet. Scenerne og animationerne er helt i top, og det kompenserer for den platte og lidt tynde handling.

Bare fis og ballade?
Jeg er dog ikke sikker på, at filmen bare er uskyldig sjov. Selvironi er en vigtig egenskab, men hvis noget bliver latterliggjort, risikerer man, at det med tiden bliver ligegyldigt og opfattet negativt. Et centralt budskab i filmen er venskabers betydning, og skal man have succes, må man gøre det i et fællesskab. Et andet budskab er på en komisk måde at vise, at forbrydelse ikke betaler sig. Der gøres tykt nar ad skurkene og deres selvhøjtidelighed.

Filmen er et interessant eksempel på, hvordan budskaber formidles mere eller mindre skjult til børn. Uanset filmens gennemførte ironiske tone, er der værdier som latterliggøres, og andre som fremhæves. Tankevækkende nok er det typiske borgerlige (amerikanske) værdier, som der gøres grin med, mens andre mere eksotiske dyder (som for eksempel kvindelig Kung-Fu [!]) fremhæves positivt. En af skurkene er en grotesk parodi på en nonne, som bruger et kors som slagvåben og fræser rundt i en flyver med orgelpiber som udstødning. Om det bare er uskyldigt ironi, tvivler jeg på. Her tror jeg, at forældre med fordel kan vende denne problemstilling med deres børn, hvis de skal se filmen. For selvom filmen er flot og ret sjov, mister man ikke noget, ved ikke at se den.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray. 

---