Mine eftermiddage med Margueritte

Af: Per Breindahl
Arbejdsmanden Germain, der ikke virker alt for kvik, og den 95-årige Margueritte, der er optimist og litteraturelsker, har en fælles interesse – at tælle duer.

Når man hele livet er blevet betragtet som en håbløs sinke – alt for stor, alt for dum, alt for klodset – er det ikke så sært, at dagens højdepunkt kan være at besøge landsbyens park for at tælle, om hele parkens bestand på 19 duer fortsat er, hvor de skal være.

Og når man har rejst i hele verden med WHO, har huset fuld af litteratur – men nu er parkeret på en plejehjem og er ved at miste synet - er det ikke så sært, at dagens højdepunkt kan være at besøge landsbyens park for at tælle, om hele parkens bestand på 19 duer fortsat er, hvor de skal være.

De to med den fælles interesse fatter også interesse for hinanden – selv om han, Germain (Gérard Depardieu), er mavesur, og hun, Margueritte (Gisèle Casadesus), er 95 år.

Snakken om duer glider hurtigt over i hendes interesse for litteratur, og inden længe er dagens højdepunkt for dem begge, hendes daglige oplæsninger i parken. Han har aldrig læst en bog.

I glimt får vi indblik i en barndom, hvor hans mor behandler ham som en hund, og læreren bruger enhver lejlighed til at nedværdige ham. Disse indblik i morens temperament udgør nogle af filmens dramatiske højdepunkter – som da Germains mor driver en nasseprins på flugt, eller da hun bombarderer Germain, med porrer fra deres køkkenhave.

Blandt vennerne på den lokale bodega, har Germain altid været betragtet som lidt af en bonderøv. Men nu kommer han lidt efter lidt med referencer til litteraturen og ordforrådet udvikles. Drukvennerne må revidere deres syn på landsbytossen.

Filmen er mest af alt en tro på det gode i mennesket, den minder os om, at selv i den gamle svagtseende, der fodrer duer, eller i ham, der sælger porrer på torvet, kan der bo et følsomt menneske, der har behov for respekt, menneskelig kontakt og hjertevarme - et menneske der kan blomstre, hvis det vandes med næstekærlighed og fransk litteratur.

Filmen spørger i indledningen, om livet er et resultat af en fejltagelse eller en glædeshistorie. Svaret må vist være, at selv om det kan se ud som en fejltagelse, rummer livet altid en mulighed for glæde og kærlighed.

"Mine eftermiddage med Margueritte" er hverken en fejltagelse eller en glædeshistorie, men er en hyggelig lille varm fortælling, der dufter af fransk landsbyidyl, flutes, duer og litterære citater. Ikke stor filmkunst, men et par fantastiske skuespilpræstationer af et par store skuespillere. Kan varmt anbefales til alle, der elsker Frankrig, litteratur og Gérard Depardieu.

---