Min søns familie

Af: Sara Josenius Wagnholt
Seks år efter fødslen af et par drenge, får to meget forskellige par besked om, at deres sønner er blevet forbyttet på hospitalet. En tankevækkende film om kultur, tradition og familieværdier.

KÆRLIGHED OG BLODSBÅND
Den anmelderroste instruktør Hirokazu Koreeda har kreeret et poetisk familiedrama, som spiller på alle tangenter med æstetik og musik.

Familien Nonomiya lever en moderne og succesfuld tilværelse. Faren Ryota er arkitekt og vægter karrieren højt. Moren Midori er hjemmegående og passer deres seksårige søn Keita. Hun er meget hengiven over for drengen og beskytter ham lidt i det skjulte imod farens perfektionisme. Keita er en blød dreng, som efter Ryotas mening er forkælet og mangler modspil for at blive stærk og succesfuld. Til en klaverkoncert bliver Ryota vred over, at en pige på tre år spiller et mere avanceret klaversstykke end Keita. Drengen gør, hvad han kan for at leve op til farens forventninger, men han bliver ikke set, fordi far aldrig er hjemme.

Ryota og Midori får et livsændrende telefonopkald fra hospitalet med en meddelelse om, at deres søn blev forbyttet ved fødslen. Denne besked kommer som et chok. Ryota bliver pludselig i tvivl om hans faderfølelser, nu hvor Keita ikke er hans eget 'kød og blod'. De mødes med den kærlige familie Saiki, som har opdraget deres biologiske søn. Faren har en lille isenkrambutik i deres let forfaldne hus i det knap så pæne kvarter, og de kører i en gammel bil. Alt dette forarger den ærekære Ryota.

De to familier er diametrale modsætninger og udfordrer hinandens familieidealer. Hospitalet foreslår en ombytning af drengene inden skolestart, hvilket sætter tanker i gang hos Ryota, der i første omgang foreslår at tage begge drenge til sig. Derefter bliver han mere besat af tanken om sit 'eget kød og blod', hvilket får store konsekvenser for begge familier. Ryota må dog på et tidspunkt give efter og revidere sine ideer om 'det perfekte liv'.

Japansk familiedrama
Når du læser det ovenstående, tænker du måske, at det er en lidt tam handling, og at forbytning af spædbørn er lige lovlig gammeldags. Filmens familieprofil er meget karikeret, men prøv at spørge dig selv: hvad ville jeg gøre, hvis jeg fandt ud af, at den søn, jeg troede var min, i virkeligheden var vokset op hos en anden familie - ville jeg bare fortsætte mit liv helt uberørt?

Filmen bruger også 'forbytningen' som et fint værktøj til diskussion af fx kultur, tradition og materialisme. Den 'perfekte familie' - altså familien Nonomiya, som lever det tilsyneladende moderne liv, men med en gammeldags familiestruktur. Midori er den hengivne mor, som står for de praktiske forhold i hjemmet, og Ryota er familiens overhoved, som tjener pengene. Han er besat af alt det overfladiske, hvilket har konsekvenser for hans relationer. Han glemmer sine følelser og svigter som far og ægtemand.

Det er ikke kun i Japan, at det er nemt at drukne i stress og perfektionisme. Det er gældende i hele den postmoderne verden. Filmen er en god anledning til selvransagelse af den vestlige livsstil. Jeg blev i hvert fald klogere på mine egne fremtidsdrømme om familie og arbejdsliv.

---