Min kære

Af: Henrik Højlund
Den norske instruktør Erik Poppe har lavet en meget intens kærlighedshistorie med ganske få ord. Parret bor et øde sted, og ensomheden, når manden er til søs, bliver svær for kvinden.

NÅR DEN MAN ELSKER IKKE SVARER 

Man skulle ikke tro, at det var muligt at lave en film med en meget intens historie med ganske få ord. Men det er lykkedes for den norske instruktør Erik Poppe, som har lavet andre intense film med en normal ordmængde, f.eks. "Utøya 22. juli" og Kongens valg.

I "Min kære" møder en ung kvinde, Gerd, en ung mand, Asle, som en aften spiller med sit band i en bar. De begynder at snakke sammen. Samtalen mellem dem er dæmpet, men forelskelsen banker hurtigt på, og snart kysser de hinanden. Længe går der ikke, før de også har sex sammen, og kort efter melder graviditeten sig. De finder sammen i et hus ved en af Norges uendeligt mange, ganske øde kyststrækninger, og deres samliv får meget af samme karakter – et stilfærdigt samliv, hvor der sker umådelig lidt.

I al ordløsheden opleves forholdet alligevel til at begynde med som meget intenst. Men med tiden løber det mere og mere ud i stilhed uden intensitet. Gerd savner mere og mere en basal samtale. Hun spørger jævnligt Asle om det ene og det andet og får sjældent noget svar. Asles arbejde består i tre måneder ad gangen til søs. Gerd må klare sig alene med drengen, og med årene løber det mere og mere ud i ren tomhed.

Når stilheden bliver tom
Gerd får med tiden behov for mere normale menneskeforhold og ender efterhånden med at møde en mere jordnær mand, som hun begynder at få et forhold til. En dag samler hun alt i huset sammen og stikker af sted med drengen og den nye kæreste, mens Asle er til søs.

Asle kommer hjem og finder huset tomt og begynder straks at søge efter sin søn og kone. Da han finder dem, får Gerd sagt til ham, at hun mange gange lå i sengen derhjemme, når han var borte, og havde lange samtaler med ham i sit hjerte. ”Jeg kunne næsten mærke dig inde i mit hjerte,” siger hun.

Historiens endepunkt er langt fra dramatisk. Den lander kun blindt og tomt, og det er efter min mening filmens svaghed midt i dens meget effektfulde, langsommelige stilhed og ro: Det er svært at få øje på, hvad den dybest set vil sige os. I så henseende havde jeg nok forestillet mig en tydeligere pointe fra ham, der står for manuskriptet, den norske nobelpristager og forfatter Jon Fosse, som i øvrigt også har kristne rødder.

Når Gud heller ikke svarer
Selv fik jeg undervejs en mærkelig tanke, som jeg dog ikke tror er en skjult hensigt med filmen. Gerds konstante forsøg på at komme i samtaleberøring med Asle meldte sig pludselig i mit sind som noget, man også kan løbe ind i i vores kærlighedsforhold til Gud.

Gerd sagde det gentagne gange til Asle: Tal til mig, svar mig. Men oftest kom der intet fra ham. Sådan kan man have det med Gud – gennem alle tider. Som salmisten i Det Gamle Testamente kunne sige:
    Til dig, Herre, råber jeg,
    min klippe, vær ikke døv for mig,
    vær ikke tavs imod mig,
    så jeg bliver som de, der gik i graven.
    (Salme 28,1)

Men forskellen på kærlighedsforholdet til Gud og kærlighedsforholdet til et menneske er radikal. Mennesket ser jeg. Gud ser jeg ikke. Og derfor er det ikke mærkeligt, at følelsen af tavshed og tvivl kan melde sig.
    Min sjæl tørster efter Gud,
    den levende Gud.
    Hvornår kan jeg komme
    og se Guds ansigt?
    (Salme 42,3)

Det er trosforholdets vilkår. Men det behøver slet ikke være menneskeforholdets vilkår. 

---