Min bedste ven

Af: Peter Jerup-Thise
Francois er en succesrig aktikvitetshandler, men venner har han ingen af. Et væddemål sætter ham på sporet af venskabets betydning.

Francois Coste er en succesrig antikvitetshandler, der ikke er bange for at tage chancer på jobbet. Han har ingen problemer med at skabe forretningsforbindelser og kaste store summer efter potentielle kunder, men efter en uheldig bemærkning under en middag, bliver Francois pludselig meget bevidst om, at han ingen venner har og indgår et væddemål med sin forretningspartner; han skal inden 10 dage have opstøvet et venskab, ellers står han til at miste sit seneste antikvitetsfund.

Ad flere omgange møder han den speedsnakkende og alvidende taxachauffør Bruno, og da Francois ser, at Bruno kan det, han gerne ville kunne, nemlig at føre almindelige samtaler, hyrer han ham som "venskabsmentor". Efter nogen tid, står det dog også klart for Bruno, at selvom han evner at tale overfladisk med mennesker, så mangler han det dybe venskab. Og gennem fælles strabadser finder begge mænd pludselig, hvad de har manglet – et rigtigt venskab. Men kan det holde?

Lad mig bare sige det, som det er: jeg kan ikke se specielt mange gode ting i denne film. Den er ikke specielt vellykket. Og det på trods af, at tematikken faktisk er spændende. En mand bliver bevidst om sin ensomhed og beslutter sig for at gøre noget ved det. Han lærer hen ad vejen, at relationer nok er komplekse, men ikke umulige at finde ud af. Der er altså basis for en god karakterudvikling.

Der er egentlig heller ikke meget at sige om skuespillet. Det er, som det skal være, hverken mere eller mindre. Ingen falder igennem, men der er på den anden side heller ingen, der brænder fuldstændig igennem. Daniel Auteuil, der spillede overbevisende i "Skjult", har den bærende hovedrolle, og det gør han pænt uden at være prangende.

Hvorfor synes jeg så alligevel ikke særlig godt om filmen?

Fordi den er alt for udpenslende i sin tematik. Det er det altoverskyggende irritationsmoment for mig igennem hele filmen. Det hele bliver kastet i hovedet på seeren med en skovl. Francois har ingen venner, derfor gider ingen tale med ham udover ekspedienterne i butikken, som han jo selvfølgelig ikke må forveksle med rigtige venner, som Bruno gør det klart for ham. Francois har ingen venner, derfor forlader alle kunderne også restauranten, når han træder ind og sætter sig ved baren … Når Bruno deltager i "Hvem vil være millionær?" og mangler ét spørgsmål og står og skal bruge sin sidste livline "ring til en ven", ringer han mon så til Francois på trods af deres skænderi? Det er mildest talt ikke særlig subtilt, og hele det underspillede "drama" i filmen mister sin troværdighed. Og jeg var for længst stået af, der hvor filmen ville have mig til både at føle med Francois og græde med Bruno.

Derudover virker de fleste af Francois' forsøg på at opstøve gamle venskaber ret fjollede, når filmen samtidig vil have sin tilskuer til at tro på, at han, bortset fra sin manglende evne til at opretholde et venskab, er en dygtig og velfungerende forretningsmand med kæreste og forbindelser til både højre og venstre.

Til det, kan man sige, at det måske havde virket, hvis det stod klart, at der er tale om en komedie, men det gør det ikke. For mig, virker det, som om filmen har lidt svært ved at finde ud af, hvilken genre den skal være. Hvis det er en komedie, er den ikke særlig sjov, hvis det er et drama, er den ikke særlig medrivende.

Endelig slog det mig, at det faktisk er ret sjældent, jeg ser en film på blot halvanden time, som jeg stadig føler er mindst 20 minutter for lang. Der er simpelthen ikke kød nok på historien til at gøre den interessant i 90 minutter, og faktisk også knap nok i 70 minutter. Den havde måske i virkeligheden gjort sig bedre som kortfilm.

Interessant tematik og habile skuespillere til trods, så sidder jeg desværre stadig tilbage med fornemmelsen: det skulle have været bedre!

---