Milo på Mars

Af: Peter U. K. Jensen
Disney-animationsfilm med fokus på familiens værdier. Det er befriende at kunne sidde sammen med min familie og se en film, der positivt sætter familiens værdier i højsædet.

Disney har lavet en ny familieanimationsfilm, med stort F. Familiens betydning er i højsædet, og de klassiske familiemønstre tillægges stor værdi. På en måde giver filmen et tiltrængt og moralsk løft til kernefamilien midt i en tid, hvor det ivrigt diskuteres, hvilke familiemønstre, familiesammensætninger og opdragelsesmetoder, der er holdbare. Set ud fra den betragtning er filmen vigtig og væsentlig ikke mindst ind i en kristen kontekst, hvor det kristne livs- og menneskesyn i forhold til familien kommer fint til udtryk i denne film. Filmen er fremragende til at få en god snak med børn omkring, hvad der er vigtigt i en familie.

En ligefrem handling
Selve handlingen i filmen er meget ligefrem. Den meget provokerende knægt, Milo, bliver beordret i seng af sin mor efter et grundigt skænderi omkring spisning af broccoli! Alt imens Milos mor praktiserer sin stramme opdragelse, følger nogle nysgerrige marsboere med! De har brug for en mor til at opdrage deres børn. For på Mars er opdragelsen blevet varetaget af nogle passe-robotter! Nu går alting hurtigt! Milos mor bliver kidnappet af marsfolkene og i sidste øjeblik når Milo at snige sig om bord på rumskibet med kurs mod Mars. Milos mission bliver nu at frelse sin mor fra at dø – eller i det mindste at fortælle hende, at han elsker hende. Milos mor har udsigt til at dø som følge af, at marsboerne vil tappe hendes hukommelse for at udvinde opdragelsesgenet! Milo har ikke lang tid til at nå at fuldføre sin mission, og som i ethvert andet eventyr får han hjælp fra flere overraskende kanter. Der bliver plads til smil og humor, når Milo møder en masse skøre skabninger i sit forsøg på at frelse sin mor.

Middelmådige animationer og utydelig aldersanbefaling
Disney har det med at give sig i kast med animationsfilm. Desværre lykkes det ikke altid. Det gælder desværre også i denne film. Det er som om, de ikke når samme højder, som vi kender det fra bl.a. Pixar. Der mangler lidt effekter og lidt flere ting, som vi kan grine af. "Milo på Mars" er en børnefilm, men miljøet på Mars er ret dystert og dunkelt. De typer, som vi skulle grine af, er svære at afkode for børnene, og humoren går let henover deres hoveder. Men for den voksne er der mange gode grin gemt i  filmen. Måske burde aldersanbefalingen være hævet en smule. Der er flere skikkelser i filmen, der virker ret uhyggelige, og følelserne får hurtigt frit løb hos de yngre børn i forbindelse med de forskellige klimaks. Ikke mange små børn synes, det er sjovt, at skulle se sin mor blive kidnappet, eller at heltene bliver voldsomt beskudt.

Lego og kønsroller
Lige nu raser der i medierne en debat omkring visse Lego-produkter, der eftersigende skulle fastholde børn i klassiske kønsroller. Hvis disse produkter har fået én på hatten - så skulle "Milo på Mars" have den helt store tur. Mange vil nok sige, at filmen forherliger det at være dreng, kvinde, mand, pige – gennem dens persongalleri. Men for mig virkede det som et friskt og tiltrængt pust. Der er faktisk nogen, som tør lade drenge være drenge, mødre være mødre og så videre. Det har sikkert været en torn i øjet på diverse anmeldere – men for mig var det befriende og godt – at kunne sidde sammen med min familie og se en film, der positivt sætter familiens værdier i højsædet. Det gjorde faktisk godt!

---