Mig ejer ingen

Af: Henrik Højlund
Vellykket socialrealistisk film med Mikael Persbrandt om relationen mellem far og datter, når skilsmisse og siden alkoholisme sætter dagsordenen.

ET GODT LIV?
Den svenske skuespiller Mikael Persbrandt, som er cirka lige så allestedsnærværende som vores egen Mads Mikkelsen og med lige så fremragende indlevelse - kan fylde både hårdkogte og bløde roller - gør det igen.

I den fine svenske film "Mig ejer ingen" spiller han den bløde variant. Far til Lisa i et 70'er-miljø, hvor kommunismen stadig var en legitim form for idealisme i både det svenske og danske samfund, og hvor fragt af børn på cyklens bagagebærer, uden cykelhjem forstås, var et almindeligt syn.

Lisas far var en af idealisterne, altså kommunist, om end Lisas mor var det endnu mere. Hustruen forlader ham på et tidspunkt til fordel for en anden og lader dermed både mand og barn i stikken. Filmen stikker ikke noget under stolen med hensyn til en skilsmisses brutalitet, ikke mindst over for barnet. Lisa bliver hos faren, som herefter kæmper en brav kamp for sin datter i et stadig mere faldefærdigt hjem og liv. Alkoholen gør i stigende grad sit indtog, men hele vejen er kærligheden til datteren ubrudt og forsøgene på omsorg oprigtige. Men i længden byttes rollerne, så Lisa mere og mere bliver den, der tager sig af faren. Til sidst vil og kan hun ikke mere og forlader ham og finder sin mor og et nyt hjem.

Begyndelsesscenen viser Lisa som voksen, smuk, øjensynlig vellykket, sammen med moren ved tilrettelæggelsen af en fornem fest. I slutscenerne viser det sig, at festen er for hende selv i forbindelse med fejringen af hendes ph.d. Faren er ikke inviteret. Men han har alligevel vidst om det og sender et livstegn. Hvilket afføder et gensyn. Fuldstændig blottet for sentimentalitet bliver det et dybt bevægende gensyn.  Og det rejser en række gode spørgsmål: Kan der komme et godt liv ud af noget, der målt med almindelig målestok må betegnes som et vanrøgtet liv? Hvad er egentlig den rigtige målestok? Havde datteren været bedre stillet ved at vokse op hos moren i langt mere velordnende forhold? Hvad er et godt liv?

Sjældent har jeg set en slutscene, som så meget gør en hel film værd at se. Filmen er i sig selv et fint socialrealistisk tidsbillede, men slutscenen giver filmen et fænomenalt løft.

"Jeg fik dig," siger Lisa.
"Vi fik hinanden," svarer han.
"Jeg elsker dig," siger hun, næsten tonløst, uden at se på ham, på vej ind i bilen.

---