Metropolis

Af: Anders Sune Hansen
Fritz Langs stumfilm fra 1927 er en flot og dyster film med happy ending, hvor det religiøse budskab er, at vi er alle brødre, og vi kan frelse os selv - blot vi har mod og følger hjertet.

FØLG HJERTET

Man kunne nærmest kalde filmen "Metropolis" en dystopi med happy ending, hvor budskabet kunne være: "Så galt kan det gå, men vi har muligheden for at genoprette freden og harmonien mellem mennesker, for alle er vi brødre og søstre."

Og på hvilken måde, det så er gået galt i fremtidsbyen Metropolis, bliver vi hurtigt klar over, for mens den teknologiske udvikling har gjort livet bekvemt for den ene del af befolkningen, der bor i mondæne skyskrabere - som har hentet tydelig inspiration fra 1920'ernes New York - ja, så slider den anden del sig i stykker dybt nede under byen i rædselsfulde maskinhaller. Her betjener de monstrøse maskiner, der sørger for, at byen fungerer. Mens borgerskabet nyder det moderne livs velsignelser, oplever arbejderne modsat modernitetens forbandelser.

Formidleren mellem hånden og hjertet
Byen Metropolis regeres af den effektive men kyniske fabrikant Joh Fredersen. Hans søn Freder Fredersen lever et sorgløst liv, men bliver brat revet ud af sine illusioner, da han møder pigen Maria, der med en flok arbejderbørn opsøger ham i den evige vidunderhave. "Dette er jeres brødre," siger Maria til Freder og hans selskab, og med ét er Freder blevet socialt vakt – og forelsket, og han beslutter sig for at finde ud af, hvem pigen og børnene er. Freder følger efter pigen og befinder sig snart i arbejdernes underjordiske verden. Maria viser sig at være en præstinde, der i det skjulte prædiker håb for arbejderne, idet hun fortæller, at der snart vil komme en formidler, der ved hjælp af hjertet kan forbinde hjernen med hånden – dvs. forene de to klasser: borgerskabet og arbejderne.

Dette messianske projekt støder imidlertid på problemer, da en gal videnskabsmand fremstiller en robot, der ligner Maria. Det hele er nær ved at ende i et apokalyptisk ragnarok, men katastrofen afværges til sidst, da Joh Fredersen og arbejdernes leder Grot forsones med Freder som frelsende mellemmand. At filmen beskæftiger sig med arbejdernes vilkår, blev for nogle af samtidens iagttagere set som kommunistisk propaganda, men dette er at gå for vidt. Der er mere tale om en apolitisk samfundskritik, der anskuer mennesket fra en eksistentiel vinkel.

Kærlighed, trofasthed og mod
Ganske vist betegnes "Metropolis" som en science fiction-film – tilmed som en af filmhistoriens første – men til forskel fra mange senere film i denne genre spiller teknik-fascinationen her en mindre rolle. Det er snarere - som beskrevet ovenfor - social ulighed samt dyder som kærlighed, trofasthed, mod og retskaffenhed, der kendetegner filmens tematik. Filmen forholder sig dog alligevel til teknologien og videnskaben, men med en skepsis, der udstiller de farer, der er forbundet med disse. Ikke mindst spørgsmålet om forskellen mellem maskine og menneske undersøges, idet de dehumaniserede og anonyme arbejdere betjener maskinerne med maskin-agtige bevægelser, og idet den gale opfinder giver sin robot menneskelignende egenskaber ved at overføre en slags bevidsthed fra Maria (jf. Frankenstein).

Science fiction-filmen som genre fremstiller ofte en tvetydighed, en ambivalens, over for teknologien – genren undersøger teknologiens velsignelser og dens forbandelser, men når måske aldrig frem til en løsning på, hvordan vi skal forholde os til den. I sådan et tilfælde vil der være tale om en rådvildhed, en apori. Og det er lige præcis her "Metropolis" kan virke naiv, for den hævder (uden at give nærmere anvisninger), at hvis menneskene blot betragter hinanden som brødre, ja så er alle problemer løst – også teknologiens.

Melodramisk spillestil
Hvis filmens historie kan virke naiv og pointerne letkøbte, er det filmiske udtryk til gengæld alt andet end ordinært. Filmens instruktør Fritz Lang var ved siden af instruktøren F. W. Murnau hovedskikkelser inden for tysk eksperimenterende film i Weimarperioden. Begge er de eksponenter for den stilretning, der kaldes ekspressionisme – en stil, der forvrænger virkeligheden og skaber en følelse af fremmedgørelse og uhygge ved hjælp af deforme kulisser, grel lyssætning, skæve kameravinkler og en sofistikeret brug af dobbelteksponering; alt sammen noget der for den æstetiske betragter vil virke dybt fascinerende.

Bryder man sig ikke om den melodramatiske spillestil, vil man blive irriteret over de stærkt sminkede skuespilleres teatralske gestik og mimik, men stilen er udtryk for, at filmskuespillet i 1927 stadig var dybt præget af teatret, hvor tydelig fremstilling af de forskellige menneskelige følelser er nødvendig, da teatret jo ikke kan lave close-ups.

Anstændig, men blot et menneske
Et andet irritationsmoment kunne være de undertiden lange sekvenser med samtaler, der for sjældent efterfølges af en dialogtekst. Filmen har til gengæld i de handlingsmættede sekvenser en god fremdrift, hvor der bliver løbet eller gået stærkt, hvilket kan virke komisk, men som også skaber drama.

Idet Maria er præstinde, der prædiker om en 'formidler' og om håb, anslås der tydelige religiøse undertoner, der har mindelser om kristendommen. Hendes alter har tilmed tre store kors. Men formidleren viser sig blot at være et menneske (Freder) - omend et anstændigt menneske - og således får filmen en ikke-kristen, naiv humanistisk pointe: Vi er alle brødre, og vi kan frelse os selv - blot vi følger anvisningen: "formidleren mellem hjerne og hånd skal være hjertet"(filmens motto).

---