Men

Af: Niels Christian Askholm
Der er dømt metaforisk arthouse horror, når Harper tager alene på ferie for at komme sig over en personlig tragedie i Alex Garlands tredje film.

WHAT HAUNTS YOU WILL KILL YOU 

I kølvandet på en personlig tragedie trænger Harper, velspillet af Jessie Buckley, til et frirum til at bearbejde traumet. Hun lejer sig ind i et ældgammelt hus i naturidylliske omgivelser nær en lille engelsk landsby i forsøget på at få ro og alenetid. Sådan skal det dog ikke blive – snart erstattes skovens dybe ro af rædsel og paranoia.

Den tredje film med britiske Alex Garland i både forfatter- og instruktørstolen handler, som titlen indikerer, om mænd. Nærmere bestemt mænd med det ene usympatiske maskulinitetstræk efter det andet, som vi møder gennem Harpers færden i det lille samfund.

Atmosfærisk, tankevækkende og udfordret
Trods de mange stilistiske, tematiske og fortællemæssige ligheder med debutfilmen Ex Machina fra 2015 og efterfølgeren ”Annihilation” fra 2018, formår "Men" desværre ikke at bevare niveauet. Garlands bud på en arthouse horrorfilm er en metaforisk og æstetisk oplevelse, men tillige en prætendiøs omgang.

Har man set instruktørens tidligere værker, giver det ganske god mening, at han denne gang har kastet sig over horrorgenren. Her får Garland nemlig mulighed for at fortsætte den dystopiske stemning, udfolde sin visuelt stærke cinematografi og bevare oprindelsessymbolismen og de eksistensfilosofiske tematikker.

Med en slow-paced fortælleform med flashbacks, opbygger instruktøren en æstetisk og ængstelig atmosfære, der faktisk fungerer ganske godt den første halvdel af filmen. Man drages af billedsiden og fængsles i forfærdelse af de subtile, men suspensespækkede hændelser og det ukendte. Men lige så velsmurt den garlandske maskine kører i første del, lige så jammerligt synes den at fortsætte i den sidste. Som beskuerne til de kejserlige klæder, der netop har hørt drengens sandhedsord, går det op for seeren, at historien mangler substans og berettigelse. Bag den kunstneriske symbolisme og distinkte cinematografi, står det klart, at historien simpelthen ikke har fået nok tøj på.

I takt med det uhyggelige og faretruende pacificerer sig selv, forsvinder spændingen, og man får gradvist oplevelsen af, at man faktisk har mistet interessen og empatien for vores hovedkarakter Harper. Efter en metaforfyldt og bizar omgang CGI, fødes spørgsmålet om, hvad eller hvem vi egentligt skal føle med og have ondt af.

Rædslen og religionen
Den religiøse vinkel er ofte at finde i en eller anden afskygning i horrorgenren. Film som ”Exorcisten”, ”Rosemary’s Baby”, The Omen, ”Carrie”, Besat -The Exorcism of Emily Rose og ”Midsommar” er alle klare eksempler på dette. I ”Men” er tematikken da også til at få øje på. Symbolismen, settingen, persongalleriet og musikken bærer alt sammen præg af kristendom og naturreligion – og i sagens natur kritik af samme.

Analyserer man blot karakterernes navne, finder man, at de, foruden at berette om karakterens rolle i fortællingen, også i vid udstrækning er af bibelsk afstamning eller med kristelig betydning: Harper, Geoffrey, James, Freida, Samuel.

Æblet, manden og kvinden
Selvom filmen handler om mænd, er omdrejningspunktet faktisk kvinden og spændingsfeltet mellem en moderne femininitet, der nægter at bøje sig eller i hvert fald forsøger at bestride en forældet udgave af maskulinitet.

I en af de første scener plukker og spiser Harper et æble fra træet i haven. En handling, der kort tid efter kommenteres af udlejeren Geoffrey (Rory Kinnears) med ordene: ”No, no, no, no. Mustn't do that. Forbidden fruit.” Selvfølgelig ment som en dårlig joke – eller er det? For lidt senere ser vi en nøgen mand plukke og spise fra selv samme træ og herefter begynder ubehagelighederne for alvor at tage til for vores hovedperson.

Symbolikken og henvisningen til den gammeltestamentlige fortælling om kundskabens træ er ikke til at tage fejl af. Og det er også med det udgangspunkt filmens morale skal tolkes. Nemlig i den forfejlede menneskelige og urkirkelige antagelse om, at kvinden bærer ansvaret for mandens fald og dermed er skyld i hans ulykke. Det kommer helt konkret til udtryk i filmens maskuline skikkelser, der, i deres faglige positioner, burde yde sjælesorg og beskyttelse, men i stedet negligerer og forsvarer de maskuline ugerninger og bebyrder Harper med ansvaret for hendes og eksmandens tragedie. Ved at føre mændenes ageren ud i ekstremerne, indser vi absurditeten ved de usympatiske maskuline træk. I kombination af dette og filmens rædsler, overbevises vi om, at disse træk bør bekæmpes. Men allersidst i filmen vendes denne modstand til en følelse af medynk. En besynderlig drejning, da man derved bliver i tvivl om, hvilken morale Alex Garland egentlig ønsker, vi som beskuere skal købe ind på.

Se den! Eller bare lad være
”Men” er en blandet landhandel, der desværre ikke kan anbefales helhjertet. Er du inkarneret Alex Garland fan, vil jeg selvfølgelig opfordre dig til at se filmen og få bristet illusionen om en ufejlbarlig auteur. Filmen har forudsætningerne for at blive et mesterværk, men ender med at blive én blandt mange middelmådige indenfor genren. Har du set traileren, har du erfaret stort set alt, hvad filmen har at fortælle, på nær den bizarre slutning. Tredje gang var ikke lykkens gang for Alex Garland.

Kan ses på blockbuster.dk

---