Megamind

Af: Carsten Riis Jensen
Flot film om Megamind, der er blevet mobbet og derfor beslutter sig til at blive superskurk. Men i virkeligheden duer han slet ikke til det.

Er en persons skæbne forudbestemt? Er rollerne som enten et godt eller et ondt menneske fastlagt?

Det er de primære temaer i den computeranimerede familiefilm "Megamind" fra DreamWorks, som også stod bag Shrek-filmene. Og ligesom i "Shrek" vendes alting på hovedet og præsenteres fra en anderledes og overraskende vinkel. Helten i "Shrek"-filmene er en karakter, man traditionelt har anset for at være antihelt eller skurk. Det samme er tilfældet i "Megamind", hvor skurken viser sig at være en helt.

Udover at være fyldt med masser af sjov og action – og rigtig flot computeranimation – så er det således også en film, der har noget på hjerte. Og dermed lægger filmen sig godt op ad de mange vidunderlige film fra Pixar ("Op", "Find Nemo", Toy Story).

To børn fra samme planet sendes ligesom Superman af sted i hver deres kapsel mod jorden. Umiddelbart ser det ud til, at deres skæbner er fastlagt: Den ene, en overforkælet og selvsikker unge, bliver den flyvende og pralende superhelt Metro Man. Den anden, med et kæmpestort blåt hoved og mangel på selvværd, havner blandt forbrydere, bliver mobbet og beslutter sig til at blive superskurken Megamind.

Men i virkeligheden duer Megamind slet ikke til at være skurk. Det er han alt for sød og usikker og kærlig til at være. Det er en af filmens store pointer, og det spindes der en sjov og sød historie ud af. Desværre misforstår byens borgere ham, men da byen på et tidspunkt mangler en helt, ja, så ender det med, at det bliver Megamind. Til at begynde med modvilligt, men filmens actionfyldte finale viser fint, at et menneskes fremtid, rolle og karakter bestemt ikke er fastlagt, men kan forvandles.

Dermed har Dreamworks i stil med Pixar skabt en film med noget på hjerte og et samtaleværdigt budskab for både børn og voksne.

---