Maze Runner: Dødskuren

Af: Sprint Aagaard Korsholm
Der er ansatser til dybere eftertanke i historien, der begyndte med Maze Runner 1. Om en gruppe unges kamp for at redde hinanden og verden i kamp mod frygtelig sygdom og en diktatorisk organisation.

KAMPEN MOD DØDEN

Lad det være sagt med det samme: Hvis du ikke har set de foregående Maze Runner-film, vil du indimellem føle dig lidt udenfor i denne film. Dels introduceres scenariet ikke rigtig, så det finder du (måske) ud af undervejs, hvis du ikke kender det i forvejen. Og dels vises der rigtig mange gange i filmen tilbage til det, der er sket i de foregående film. Det er altså en vaskeægte "nummer 3" – på godt og ondt. Men for en ordens skyld: scenariet er en verden, hvor en frygtelig sygdom truer med at udslette hele menneskeheden. Når man smittes, forvandles man over kort tid til en slags zombie, hvis hovedformål synes at være at æde de mennesker, der endnu ikke er zombier, inden man selv bukker helt under for sygdommen og dør. En elitær gruppe mennesker (kaldet WICKED) har isoleret sig og kæmper nu for at finde en vaccine mod denne smitte. Som et led i dette projekt har de udvalgt nogle få unge, der er immune over for smitten. Gennem nogle tests prøver gruppen at finde ud af, hvad der gør de unge modstandsdygtige – for så at kunne udvinde et modstof fra dem. En væsentlig del af disse tests er at sætte de unge ud i en verden af labyrinter – deraf filmenes navn.

Kampen
De unge testpersoner - heriblandt hovedpersonerne Thomas (Dylan O’Brien), Newt (Thomas Sangster) og Minho (Ki Hong Lee) - bliver udsat for meget voldsomme ting i dette eksperimentelle fangenskab. Det er lykkedes en del af dem at flygte. Samtidig har en del af de overlevende mennesker, der lever uden for WICKEDs isolerede by, startet en oprørshær mod WICKED. Thomas og Newt slutter sig til dem for at prøve at befri Minho, der er fanget i WICKEDs by og udsættes for meget grusomme ting der. Hele filmens plot drejer sig om denne mission, der udvikler sig til at blive en mission, der skal gøre en ende på WICKED og forhåbentlig også på den forfærdelige smitte.

 

Relationer i centrum
Man skal helst slå hjernen fra, når man ser denne film. Ellers begynder det at genere, at unge utrænede drenge og piger kan ramme alt på lang afstand og i voldsom fart med et simpelt håndvåben, mens professionelle soldater med topvåben og solid skudposition åbenbart kun kan ramme ved siden af. Men så er de mange action-scener også bare til at nyde i et voldsomt apokalyptisk sceneri, hvor der ikke er sparet på noget. Ud over en del forholdsvis ublodig vold og en masse situationer, hvor vores helte er i en "håbløs situation", der dog altid løses i sidste øjeblik, er filmens fokus på relationerne mellem de unge. Venskab, forræderi, tilgivelse, kærlighed, opofrelse for sammenholdets skyld, trekantsdramaer osv. – der er alle de klassiske temaer i en film om og vel primært for unge. Temaerne behandles bestemt ikke i dybden, hverken mht. replikker eller skuespil, men sådan er vilkårene nok i den slags film, der vil nå at berøre rigtig mange relationer på kort tid. Der er absolut ingen sex i denne film – kindkys er vist næsten det hedeste, der forekommer.

 

Hvem er de gode
Der er dog ansatser til dybere eftertanke, om end filmen ikke selv udfolder det voldsomt. WICKEDs aktiviteter bygger – i hvert fald for en del af projektets vedkommende – på et ærligt ønske om at sikre menneskehedens overlevelse. Og uden at afsløre filmens handling, vil jeg dog fortælle, at en eventuel løsning på smitten kun findes i et samspil mellem WICKED og vore hovedpersoner. WICKED indeholder også de negative træk, der vel næsten naturnødvendigt følger med den slags grupper i denne verden: At man først og fremmest vil redde sig selv. De andre vil man naturligvis også redde – hvis der altså er ressourcer nok til at redde alle. WICKEDs sikkerhedschef Janson (Aidan Gillen) giver den som den eneste, der helt igennem er skurk. Desværre giver filmen ham slet ikke rum til at udfolde sin rolle på samme mesterlige vis, som vi kender det fra hans rolle som Littlefinger i Game of Thrones – men alligevel tilfører han filmen nogle gode elementer. Om end godt og ondt kan være vanskeligt at fordele, er filmen meget klar på én ting: alle håb om frelse kan alene bygges på mennesker. Der er – ud over en af de mere voksne hovedpersoner, der på et tidspunkt slår korsets tegn – intet i filmen, der peger hen på overnaturlige/religiøse kræfter. En afsluttende bemærkning må være, at mens den første film begejstrede ved at præsentere overraskende nye plot inden for genren, er mængden af reelle overraskelser stærkt aftagende i denne tredje og sidste film. Jeg glæder mig derfor over seriens død, om end jeg havde håbet på en mere genial og nyskabende afslutning.

---