Mary Poppins vender tilbage

Af: Mads Dahl Mølgaard Madsen
Mary Poppins forlod en harmonisk Banks-familie for 25 år siden. Hun vender nu tilbage, da der igen er brug for hende.

EN GAMMEL KENDING VENDER TILBAGE 

Over 54 år. Så lang tid skulle der gå, før der blevet lavet en sequel til den første film om guvernanten med paraplyen. Det er faktisk det længste tidsspand imellem en biograffilm og dens biograf-sequel nogensinde. Hvorfor har vi måttet vente så længe? Jo, hvis du så Saving Mr. Banks har du nok en idé om det. Forfatteren til bøgerne om Mary Poppins, P.L. Travers, brød sig ikke om, at Walt Disney havde proppet sang, dans og animation ind i sin film, så hun afslog, da Walt anmodede om at lave en opfølger. Walt døde to år efter premieren på "Mary Poppins", og nye Disney-chefer prøvede sidst i 1980'erne at overtale Travers til en sequel, men igen forliste projektet, før det igen fik vind under paraplyen. Travers døde i 1996, og hendes efterkommere har nu sagt god for en sequel. Resultatet vil formentlig få Travers til at vende sig i sin grav, for hun brød sig ikke om originalen, og denne sequel er meget(!) magen til originalen.

Poppins redder næste generation
Filmen foregår under Den Store Depression i 1930'ernes London. Der er gået 25 år siden handlingen i første film, og Banks-børnene er nu blevet voksne. Michael har fået tre børn, men hans kone døde tidligere på året, og nu står han med en økonomisk krise på hånden, og banken truer med at sætte familien på gaden, hvis ikke de kan tilbagebetale deres lån, inden ugen er omme. Midt i familiens trængsler kommer Mary svævende ned fra himlen for at tage hånd om opdragelsen af næste generation og sætte kulør på det grånende humør.

Nostalgi i højsædet
Jeg kunne rigtig godt lide den originale "Mary Poppins", og "Mary Poppins vender tilbage" er lavet til sådan nogen som mig. Det er et nostalgi-kick af proportioner, og strategien har tydeligvis været at lægge sig så tæt op ad forgængeren som muligt. Opskriften er den samme, og en hel masse af ingredienserne er de samme: drageflyvning, nærige bankfolk, admiral Boom og animerede pingviner, for at nævne nogle få. Godt nok er de joviale skorstensfejere skiftet ud med joviale lygtemænd, rundt-på-gulvet-Onkel Albert er skiftet ud med rundt-på-gulvet-kusine Topsy, og sangene har fået nye tekster og melodier, men frem for at tage Mary Poppins i en ny retning, har man med et minimum af nye ingredienser skabt ikke så meget en sequel som et remix af fordums film. Og det virker.

Gode nye og gode gamle
Castet fungerer rigtig godt. Emily Blunt som Poppins, Meryl Streep som Topsy, Ben Whishaw som Michael, Colin Firth som bankmand. Og Julie Walters som husholdersken er især værd at fremhæve, men i et par herlige genoptrædener får vi også et gensyn med de 93-årige Disney-legender Dick van Dyke og Angela Lansbury. Julie Andrews, som oprindeligt spillede Mary Poppins, må man til gengæld se forgæves efter, for hun afslog at være med i filmen for ikke at stjæle rampelys fra Emily Blunt.

Mindre levedygtig
Filmen fungerer allerbedst i sine mest fantasifulde og storslåede koreografistykker med dans og sang, især i den animerede sekvens og hjemme hos kusine Topsy. Jeg blev decideret lykkelig, da jeg så den 2D-animerede hybridsekvens med levende skuespillere – det var præcis sådan, som det skulle være! Sangene er generelt fine, og nogle få er forrygende, men om de får samme levedygtighed som de oprindelige af Sherman-brødrene, det tvivler jeg stærkt på. Jeg har ikke haft nogen af dem på hjernen, siden jeg så filmen, hvorimod jeg utvivlsomt og ufrivilligt ville nynne A Spoonful of Sugar, Jolly Holiday, Supercalifragilisticexpialidocious, Chim Chim Cher-ee eller"Let’s Go Fly a Kite, hvis jeg genså originalen. Men jeg er bare glad for, at man med stor glæde og respekt for Mary Poppins-arven har lavet en fornøjelig familiefilm, som både vil fungere for de mindste, og som vil behage de gamle, som så originalen i 1964. "Mary Poppins" var den eneste spillefilm i Walts livstid, som blev nomineret til en Oscar for bedste film. Den ære overgår næppe dens efterfølger, men mindre kan også gøre det. Det her er leg, nostalgi og at lade tankerne få vinger, og det kan alle fra kynikere til legebørn have brug for – Mary Poppins har også sin berettigelse her 54 år senere.

---