HÅB I MØRKET
I 1800-tallets Frankrig tager en nonne sig af en ung pige, der har været blind og døv fra fødslen og derfor er ude af stand til at kommunikere med omverdenen. Gennem en lang og smertefuld proces lykkes det nonnen at give den unge pige et sprog.
Marie
Marie, som er 14 år, da vi møder hende, er født døv og blind. Hun er født og opvokset i en kærlig håndværkerfamilie, hvor både far og mor har et nært og kærligt forhold til hende. Men da hun ikke kan kommunikere, har lægen erklæret hende "dum". Da familien ikke længere magter at have hende hjemme, er der kun sindssygeanstalten tilbage. Dette kan forældrene slet ikke magte, at deres datter skal udsættes for. I sin fortvivlelse opsøger faren Larnay Institute, hvor nonner tager sig af døve piger.
Marguerite
Først afviser institutionens leder, abbedissen, at tage sig af dette "vilddyr", da de kun kan magte døve – ikke én, der er både blind og døv. Men nonnen Marguerite (Isabelle Carré) oplever et stærkt kald til at tage sig af pigen og får til sidst overtalt abbedissen til at optage pigen. Marguerite er svagelig og regner ikke med at leve længe. Hun kaster al sin energi og kærlighed og tro ind på projektet med at give Marie et sprog. Det er en lang og sej kamp med mange fortvivlende nederlag. Men til sidst kommer gennembruddet, og Marie udvikler et sprog. Sproget består af tegnsprog, der tegnes i hendes hænder, når der "tales" til hende, mens hun selv kan nøjes med at tegne det i luften, da de andre jo kan se.
Pædagogisk nybrud
Filmen beskriver et af de nybrud, der førte pædagogikken frem til nutidens niveau. Med næsten ingen viden, men masser af stædig kærlighed og jernvilje lykkes det at gøre et "håbløst" tilfælde til en moden ung kvinde, der selv kunne hjælpe til med at give andre døvblinde et sprog og dermed en adgang til fællesskabet. Naturligvis skal filmen fortælle den lange seje proces på filmens præmisser, og dermed i kort og profileret form. Men alligevel oplever man det opslidende i processen og fornemmer den fantastiske viljestyrke, der fik den syge Marguerite til at nå målet.
Tro, håb og kærlighed
Filmen udspiller sig naturligvis i et gennem-kristent miljø. Vi ser ikke ret mange eksplicitte eksempler fra nonnernes trosliv. Fx oplever vi ikke, at de beder, hvad de jo utvivlsomt har gjort hver eneste dag – også for Marie. Men vi mærker det kristne menneskesyn og den kristne tro på rigtig mange måder. Marie og Marguerite har også lidt samtale om Gud og døden – men det er slet ikke et hovedtema for filmen. Alligevel er det på ingen måde vold mod den historiske virkelighed at sige, at Marguerites indsats er et stærkt eksempel på, hvordan Gud kan give et menneske tro, håb og kærlighed til en "umulig" opgave. Og hvordan Gud kan velsigne denne opgave.
Smuk og rørende
Hvis man har nemt til tårer, skal man nok have et lommetørklæde klar til sidst i filmen. Undervejs er der megen lun humor og en masse godt skuespil. Marie spilles af den døve (men ikke blinde) Ariana Rivoire. Dette er hendes første filmrolle og hun klarer det fremragende. Filmen er lavet smukt og i et tempo, der uden at virke spor kedeligt, tillader eftertanke. Og stof til eftertanke er der sandelig på mange områder i denne film.