Marie Antoinette

Af: Peter Jerup-Thise
Den østrigske prinsesse Maria Antonia ankommer til Frankrig for at indgå ægteskab med Ludvig XVI. Frankrigs adel har aldrig været rigere, og tingene tegner godt for den unge pige.

Marie Antoinette er historien om den unge, østrigske Maria Antonia, der i en alder af blot 15 år bliver forlovet med den franske kronprins Ludvig. Skuffet over manglen på kærlighed fra sin mand, "flygter" hun ind i ødselheden. Hun lever i svinsk rigdom og smider penge ud på den ene ligegyldighed efter den anden, mens det franske folk sulter ihjel. Sådan lever adelen helt til den franske revolution tvinger dem til at flygte fra Versailles – og her slutter filmen også meget passende.

Æstetikken er kommet i højsædet, når Sofia Coppola giver sit bud på, hvordan det franske hof så ud i 1770'erne. Allerede i filmens begyndelse er der drøn på. Det er Gang of Four's: Natural's not in it i opening credits, det er 80'er MTV-grafik osv., og det er bands som The Strokes, New Order, The Cure m.fl. der lægger musik til resten af filmen. Derudover har filmen meget imponerende kostumer (hvad den da også ganske fortjent fik en Oscar for) plus et kæmpe set-up – den er filmet i Frankrig, og hvis man mener, at Versailles ser forbløffende ægte ud, så er det fordi det er Versailles. Alt i alt er der lagt i ovnen til det helt store.

Historien er så kendt, at den næsten er blevet legendarisk. Den umådeligt ødsle dronning er efterhånden blevet til en one-liner. Hendes berømte udtalelse, da hun bliver konfronteret med sit folks hungersnød og får at vide, at de ikke engang har brød at spise, runger stadig i historiebøgerne: "Jamen, så lad dem spise kage?!"

Filmen fremstiller den barnligt naive pige, der i en alt for ung alder kommer på tronen (som 20-årig), og som lader til at kompensere for sine uforløste frustrationer i forhold til sin mand, sin status, sin familie osv. ved at opføre sig som en rockstjerne. Hun holder vilde fester, bliver mere og mere ødsel og bekymrer sig tilsyneladende ikke for andre end sig selv. Det er i og for sig en spændende problemstilling. Og med det føromtalte store set-up, tegner det jo lovende.

Men alt det positive er desværre allerede nu sagt om denne film. Det er en spændende idé, der bliver udforsket, men den fungerer ikke. Af flere forskellige årsager.

Sofia Coppola har taget en legende og modelleret hende til en "misforstået lille pige". Den berømte sætning: "Lad dem dog spise kage," bliver præsenteret som en slags Se og Hør-injurie, der uretfærdigt skulle være påklistret den stakkels pige, der jo gør, hvad hun kan for sit folk. Historisk set er der bare ikke ret meget, der tyder på, at det skulle være tilfældet. Mange historikere vil vist derimod sige, at Marie Antoinette lige præcis ikke var andet end en forkælet unge, der gjorde, hvad hun lystede. Coppolas leg med historien fungerer ikke altid, og hun formår kun at kradse let i overfladen på den kæmpe katastrofe, Frankrig var i på det tidspunkt. Godt nok er der fokus på, at dronningen ødsler væk af rigdommene, men Marie Antoinette kommer på en måde altid til at fremstå som offeret i filmen.

Skuespillet virker også en anelse uoplagt. Kirsten Dunst gør det, hun skal, men heller ikke ret meget mere. Rip Torn virker helt "mis-castet" som den gamle kong Ludvig XV, og også Jason Schwartzmans præstation er ret jævn.

Derudover er den hele vejen igennem bare jævnt kedelig. Coppola spilder tiden med ligegyldige påklædningsscener, frokostscener, sejle-på-en-sø-scener, plukke-blomster-scener, samle-æg-med-prinsessen-scener osv. osv. I det lys er 1 time og 50 minutter altså meget lang tid!

Ligeledes er der stor fokus på det ufuldbyrdede ægteskab mellem hende og Ludvig XVI. Alle havde naturligvis forventet, at ægteskabet blev fuldbyrdet på bryllupsnatten, men der skulle gå syv år før dette skete (ifølge visse historiske kilder) og det bruges der også mange scener på at understrege. Det er ikke specielt interessant, og det hele bliver lidt ligegyldigt.

Sofia Coppola har vist, hvilket menneske, hun tror, Marie Antoinette var, og hvordan hun har reageret på visse oplevelser i sit relativt korte liv. Men som sagt mener jeg, hun har fokuseret på nogle rimeligt ligegyldige situationer. Firkantet sagt står hele filmen for mig tilbage som et stort spørgsmål til instruktøren: "Hvorfor i alverden var det lige DET, du tog med?"

---