Margrete den første

Af: Henrik Højlund
En flot film om Margrete 1's regeringsperiode. Dog er omdrejningspunktet om sønnen Oluf ikke så historisk, som filmen lægger op til. Men når det er sagt, er der grund til at anerkende filmens stærkt levende drama.

EN DIPLOMATISK DYGTIG REGENT 

Margrete den Første hedder filmen. Altså den første dronning i Danmark. Mens vi altså for tiden har den anden. Ved samme navn. Men sandheden er, at den første aldrig havde titlen dronning, forstået som øverste monarkiske regent. Begrebet ”den første” skyldes den anden, altså vores nuværende dronning Margrethe, som i respekt for Margrete fra middelalderen lod sig selv benævne med titlen Margrethe den Anden. Og respekten handler om den første Margretes enestående magtposition i 1400-tallet gennem 36 år i et ganske udfordrende magtspil i de tre lande, Danmark, Norge og Sverige, samt udfordringerne fra omkringliggende lande, ikke mindst tyske magtinstanser.

Norsk familie
Margrete den Førstes regentforløb er i sig selv langt og spændende, og jeg havde en vag forventning om, at jeg skulle ind og se en film om dette magtforløb. Derfor blev jeg overrasket, da det snart gik op for mig, at filmen fokuserer på en afgrænset dramatisk episode i dronningens regeringstid. Det drejer sig om den mærkelige historie om dronningens søn Oluf, som oprindelig var udset som den kommende konge, når han nåede skelsår og alder. Indtil da skulle hans far, den norske kong Håkon naturligvis være kongen, med Margrete ved sin side. Men kong Håkon dør tidligt, og Margrete træder ind som regerende formynder for sin søn. Sønnen Oluf dør imidlertid også tidligt, kun 17 år gammel, og tilbage er der dermed kun Margrete. Hun formår i kraft af stor diplomatisk dygtighed med sans for både venlighed og magt at samle de tre skandinaviske lande i et stærkt unionsforhold med kongemagten som den afgørende, samlende instans, en union som holdt helt frem til 1521, og som formåede at holde de tyske stormagter udenfor døren.

Tidligt åbnes filmdramaet med en udmelding om, at hendes oprindelige, biologiske søn, Oluf, ikke er død, men lever og er vendt tilbage under fangenskab. Derfra udvikler der sig et intenst drama om, hvad der er sandt og ikke sandt i dette, og om motiverne for at fremme den ene eller den anden søns mulighed. Viljen til magt spiller en afgørende rolle, men også viljen til at fastholde unions-sammenholdet.

Fiktivt omdrejningspunkt
Filmen leverer dramaet flot og medrivende. Og som tilskuer får man lyst til at dykke mere ned i Margrete l's historie. Og når man gør det, finder man ret hurtigt ud af, at lige netop filmens dramatiske omdrejningspunkt er temmelig fiktivt. Der er en vis historisk sandhed forbundet med historien om Oluf, men slet ikke i det omfang og på den måde, som filmen lægger op til det. Og det vil også sige, at filmens afsluttende tekster, som forsøger at bekræfte historiens mulige rigtighed, forekommer ret misvisende og ligner lidt for meget et forsøg på at begrunde det lidt underlige forhold, at der vælges dette fiktive drama som filmens absolutte tyngde i stedet for at lukke os ind i noget af det historisk holdbare og lige så medrivende fra Margrete l's regeringstid.

Men når det er sagt, er der grund til at anerkende filmens i sig selv stærkt leverede drama.

Min danske, kvindelige yndlingsskuespiller, Trine Dyrholm, fylder den store hovedrolle med vanlig overbevisende dygtighed, men det strejfede mig undervejs, om hun har spillet så mange hovedroller, at man efterhånden synes at kende så godt, at man egentlig kunne have haft lyst til at se en meget mindre kendt skuespiller, som ligesom kunne have bekræftet denne fjerne tidsalder. Ligesom jeg også undervejs nogle gange overvejede, om der er noget lidt for nutidigt i tonen. Men hvem i al verden ved, hvordan mentalitet og temperament var på den tid?

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---