Mandela - vejen til frihed

Af: Michael Agerbo Mørch
Nelson Mandelas selvbiografi omsættes til film. En enestående historie om undertrykkelse og had, men først og fremmest om Mandelas vægt på tilgivelse og forsoning.

Da Sydafrikas tidligere præsident, Nelson Mandela, døde 5. december 2013, var hele verden i sorg. Sådan beskrev medierne det i hvert fald, fordi Mandela, som få andre, formåede at tale, og ikke mindst praktisere, internationale værdier som demokrati, frihed, lighed og tilgivelse ind i en situation, hvor det blev betragtet som umuligt. De fleste kender grundtrækkene i Mandelas politiske karriere, både fordi de er så opsigtsvækkende, men også fordi de er blevet en del af den samlede fortælling om Sydafrikas vej mod lighed. Mandelas historie er hans egen, men den bliver brugt til at afspejle den samlede historie blandt Sydafrikas sorte befolkning. Hans vej til frihed, er folkets vej til frihed, osv.

Alt dette er beskrevet i Mandelas mursten af en selvbiografi Vejen til frihed, der udkom i 1995. Mandela åbnede sin historie med en ærlighed og skrøbelighed, fordi situationen krævede det. Han levede ikke et perfekt liv, og der var pinlige detaljer fra hans forliste ægteskaber og svigtende idealisme, som han gerne ville have holdt for sig selv, men som alligevel kom frem, fordi folket havde brug for en menneskelig leder. En leder, som havde al grund til at forlange hævn, men som valgte at praktisere tilgivelse og forsoning.

Filmen er en filmatisering af Mandelas selvbiografi. Da optagelserne begyndte, var det med velsignelse fra Mandela selv, og han så positivt på, at man valgte at fokusere på både politisk og personlig historie. Flere personer har tidligere skildret Mandela. I denne film gøres det af det spirende stjernefrø Idris Elba, som brænder godt igennem som den folkekære politiker. Det er vigtigt med en autentisk og troværdig hovedperson i en film, hvis vægt er lagt entydigt på dennes historie. Det er ikke nogen nem rolle at gøre troværdig, men det lykkes fint her.

Filmen spiller på en række temaer, som strækker sig ind over hinanden. Der er de følelsesmæssige, som omhandler en klar sympati med de undertrykte. Hver gang den sorte befolkning samles - for at opmuntre til modstand mod de hvide - så går der et sus igennem én. Lyden forstærkes og kameraets vinkling skifter hurtigt. Man engageres i billedet, og håber, at de sorte 'vinder'. Man vælger uundgåeligt side. Følelser omkring uretfærdighed, undertrykkelse og ulighed er selvsagt ømme temaer, og derfor er det en god effekt, at man suges ind i projektet. Det skyldes den æstetiske teknik, der er valgt. De flotte panoramaoverblikke over Sydafrikas landskab, de tålmodige zoom-indstillinger, som fanger den enkelte sortes mimik, og baggrundsmusikken, der etablerer positive følelser over for Mandela og hans folk er æstetiske tricks, men også oplagte. Perspektivet er jo Mandelas, og apartheidstyret var uacceptabelt og forfærdeligt.

Men det er det etiske tema, der dominerer fortællingen. Mandela opdager tidligt, at hans individuelle person og karriere må tilsidesættes for nationens bedste. Det er en opofrende indstilling, som han forsøger at sprede blandt ANC's medlemmer (Mandelas parti).

Set fra en kristen vinkel er der to temaer, der springer i øjnene: I Ny Testamente hører vi de jødiske ledere sige, at det er bedre at én mand dør, end at et helt folk går til grunde. De ville hellere have Jesus slået ihjel, end at se folket vende sig til ham, som deres frelser. Mandela har med sin metodistiske baggrund kendt denne fortælling, og den har været et paradigme i hans forståelse af offervillighed. Derudover er der det altoverskyggende tema om tilgivelse. Mandela fortæller, at han var fyldt med vrede og hævngerrighed, men erkendte, at det ikke ville ændre noget eller løse noget, hvis han gav sine negative følelser frit spil. Vejen frem var tilgivelse. Kun på den måde kunne der blive fred og mulighed for fremgang. Kristendommen fortæller det samme. Kun ved hjælp af Guds tilgivelse kan mennesket gå fra en tilstand af vrede og magtesløshed til en tilstand af frihed og håb.

Filmatiseringen af Mandelas biografi vinder ikke på sin originalitet. Men den fortæller en enestående historie, som er blevet hele verdens eje. En fortælling, som kan skabe håb om en bedre fremtid på jord - og være en platform til at modtage den person, som kan give håb om en bedre fremtid i evigheden.

---