Man of Steel

Af: Carsten Riis Jensen
Man of Steel sparer ikke på noget, men historiens kristologiske referencer forsvinder fuldstændigt i bulder og brag i filmens sidste halvdel.

Jeg var dybt betaget, dengang jeg for mange år siden læste en artikel om, at historien om Superman har adskillige kristologiske lag, dvs. at der er masser af sammenligninger mellem historien om Superman og Bibelens beretninger om Jesus:
Supermans rigtige navn, Kal-El, minder om det hebraiske El, dvs. "Guds søn".
Superman sendes til jorden for at frelse den. Det gør Jesus også.
Superman bor hos og opdrages af almindelige forældre. Det gør Jesus også.
Superman tager ofte af sted for sig selv for at tale med sin far. Det gør Jesus også.
Begge besidder kræfter, som langt overgår noget menneskes, og de møder begge fristelsen til at bruge dem til noget andet end det gode.

Samtidig har jeg altid været betaget af, hvad jeg vil kalde den "oprindelige" Superman-film, fra 1978 med Christopher Reeve, samt af den "postmoderne" tv-serie, "Smallville", som fortalte historien om den unge Clark Kents opvækst, og hvordan han lærer at bruge sine kræfter i et lille bondesamfund.

Og nu kommer så, efter Bryan Singers lidt mislykkede Superman Returns (2006), endelig et nyt forsøg på at genoplive Superman som film. Og selvfølgelig er forventningerne høje efter så fantastiske nyfilmatiseringer af superheltehistorier som The Dark Knight, The Avengers, Thor, osv. Og det højner bestemt også forventningerne, at manden bag de nye Batman-film, Christopher Nolan, har været med til at skrive manuskriptet.

Der er da heller ikke sparet på noget i "Man of Steel". Masser af store kostumer, flotte settings og vanvittige, computerskabte scenarier. Og den første time af filmen er da også, synes jeg, en nydelse. Supermans/Kal-El/Clark Kents forhistorie fortælles langt mere detaljeret end i filmen fra 1976, og denne gang med fokus på, hvad det er, der gør Supermans første ærkefjende, general Zod, til sådan en "bad guy".

Dernæst fortælles i et roligt tempo og med storslåede billeder historier fra Clark Kents barndom og ungdom, især med fokus på, hvordan han fravælger at gøre ondt, selv om han bliver mobbet gang på gang. Her mærker man virkelig, at Christopher Nolan har været med som manuskriptforfatter. Og man mærker inspirationen fra førnævnte tv-serie, "Smallville", som netop fokuserede på Clark Kents identitet og søgen efter samme, mere end den fokuserede på superkræfterne.

Der er heldigvis noget "sjæl" over første del af filmen, og de kristologiske referencer, jeg nævnte før, er bibeholdt også i "Man of Steel". Men vel at mærke kun i filmens første halvdel, hvor forhistorien om Kryptons endeligt fortælles.

Men, men… så opdager man som biografgænger, at det altså ikke ér Nolan, men Zack Snyder ("300", "Sucker Punch") der er instruktør, og det ser man i form af, at lidt over en time inde i filmen skiftes der fuldstændigt gear. Enhver form for "sjæl" begraves, og resten af filmen er en højlydt omgang bulder og brag, hvor der smadres flere huse og dør flere mennesker, end man næsten kan forestille sig. Det er et orgie af enormt overskruede lydeffekter, bulder og brag, kollapsende huse, osv. Det mindede om det sidste opgør i "The Avengers"-filmen, blot 10 gange så overdrevet.

Zod skal bekæmpes, og selvfølgelig ser det flot ud, når Superman flyvende bekæmper ham, men det er bare alt, alt for meget. Det er ganske enkelt trættende og lige så åndsforladt krigslarm og rabalder, som da jeg så World Invasion: Battle Los Angeles.

Jeg savnede charmen, sjælen – og det faktum, at Clark Kent arbejdede som journalist, og at Lois Lane ikke vidste, han var Superman – ligesom i den gamle "Superman"-film med Christopher Reeve.

Da "Man of Steel" endelig er slut, er man sansebedøvet og faktisk træt af bulder og brag. De gode ting og de bibeholdte kristologiske referencer fra filmens første halvdel er glemt, overdøvet. Og for min del glædede jeg mig til at komme hjem og en af dagene få sat "Superman" fra 1976 på afspilleren og vise mine børn den. Den har nemlig sjælen og charmen og den "rigtige" historie med sig – hele vejen igennem.

---