Mamma Mia! the Movie

Af: Tony Watkins
Tyve af Abbas populære sange flettes ind i denne musical om en enlig mor, Donna, og hendes datter Sophie. Før sit bryllup sender Sophie hemmeligt en invitation ud til tre potentielle fædre.

At lave en film med 20 af Abbas sange har været noget af en opgave. Men det lykkedes forfatteren Cathrine Johnson i teaterversionen, musicalen "Mamma Mia", som har været meget populær. Filmversionen er selvfølgelig en hel anden oplevelse, men det er en fordel på flere måder: Handlingen, som foregår på en solrig græsk ø, skaber en flot kontekst, noget et teater aldrig vil kunne efterligne, og filmlærredet har i større grad mulighed for at fange publikums opmærksomhed og vise reaktioner i close-up og dermed undgå at bruge dialoger for at vise følelser.

Filmen er en kærlighedshistorie, men den handler lige så meget om familiekærlighed og nære venskaber som om romantik. Sophie (Amanda Seyfried) skal giftes med Sky (Dominic Cooper), hendes store kærlighed. De vil bo på den græske ø, hvor hun er vokset op sammen med sin mor, Donna (Meryl Streep), der har arbejdet hårdt for at få sit eget lille hotel til at køre. Men Sophie har et savn: hun ville ønske, at hendes far kunne føre hende op ad kirkegulvet, men hun ved ikke hvem, der er hendes far. Derfor sniger hun sig til at læse i sin mors dagbøger for at finde ud af det, og til sin overraskelse opdager hun, at moren var sammen med tre forskellige mænd på det tidspunkt, hun blev undfanget. Altså kan hvem som helst af dem være hendes far. Hemmeligt sender hun bryllupsinvitationer til Sam (Pearce Brosnan), Harry (Colin Firth) og Bill (Stellan Skarsgård), men så det ser ud til, at det er moren, der er afsender. Hun har en barnlig tro på, at i det øjeblik, hun ser mændene, vil hun straks kunne se, hvem der er hendes far.

Så enkelt er det selvfølgelig ikke. Da de tre potentielle fædre dukker op, bliver Sophie klar over, at hun har skabt et større kaos, end hun kunne forudse. Hun forsøger at holde mændene skjult for moren, men det mislykkes, og Donna er naturligvis oprørt over dagen før sin datters bryllup at møde alle tre igen efter 20 år. Donna gennemskuer ikke, at det er Sophie, der står bag, og hun betror sig til sine gamle venner, singlen og forfatteren Rosie (Julie Walters) og den velstående, fraskilte Tanya (Christine Branski) om hemmeligheden, hun har båret på i over 20 år, og som nu er kommet for at hjemsøge hende.

Både Sophies bedrag og Donnas mere alvorlige, langvarige hemmelighed har potentiale til at skabe store splittelser mellem dem. Men i stedet for styrkes båndet mellem mor og datter, og de er hurtige til at tilgive hinanden. Sophie er mærkeligt nok ikke særlig berørt af de opdagelser, hun gør i morens dagbøger. Hun er tydeligt overrasket, men hun ser ud til at betragte morens seksuelle udskejelser som bohemeagtige, romantiske og spændende. Der er ingen antydning af, at Donnas opførsel var upassende. Tværtimod er det acceptabelt, selv om det er lidt chokerende at have ubeskyttet sex med tre forskellige mænd på få dage. Heraf var to såkaldte engangsknald. Når alt kommer til alt, resulterede det jo i en smuk, veltilpasset datter, som har gjort morens liv perfekt.

Filmen viser ingen forståelse for nødvendigheden af at arbejde for den livslange, eksklusive forpligtelse, som ægteskabet står for, men filmen handler også om andre dybere og mere betydningsfulde temaer, f.eks. identitet.

En episk fortælling som fordrer, at alt løser sig, og alle lever lykkeligt til deres dages ende.

Kilde: damaris.no - Læs hele artiklen The Winner Takes It All, som denne anmeldelse er et uddrag af.

---