Mama

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En typisk gyser med et genfærd med dødsensfarlige moderinstinkter. Filmen har ingen seriøse bud på reel viden om det overnaturlige.

Finanskrisen 2008: den ruinerede forretningsmand Jeffrey dræber sin forretningspartner og sin eks og flygter ud i en afsides skovhytte med sine to små piger på et og tre år for at dræbe dem og sig selv. Men "noget" i hytten slår ham ihjel, inden han når at skyde sine piger. De næste fem år er pigerne sporløst forsvundet. Jeffreys bror (både Jeffrey og broren Lukas spilles af danske Nikolaj Coster-Waldau) har sponsoreret et sporingsteam, der til sidst finder de to piger, der på mirakuløs vis har overlevet. Dog ligner de og opfører sig mere som dyr end som mennesker. Lukas og hans kæreste Annabel (Jessica Chastain) tager de to piger, Victoria og Lilly (Megan Charpentier og Isabelle Nélisse) til sig, støttet af psykiateren Dreyfuss. I sine hypnoseinterviews med Victoria hører Dreyfuss igen og igen om Mama, som han først tror er en rollefigur, Victorias fantasi har skabt. Senere opdager han, at den rummer en ganske anderledes virkelighed. En virkelighed, der også snart viser sig i Lukas og Annabels hjem og truer dem på livet.

Ulykkelig mor
Uden at røbe hele plottet er Mama et genfærd af en ulykkelig mor, der nu prøver at få sig et par nye børn at kaste sin kærlighed på. En mor, der bliver utrolig jaloux på alle dem, de to piger knytter sig til. De to piger er i begyndelsen meget afhængige af Mama, men efterhånden begynder denne relation at løsnes, og Mama må reagere. Filmen rummer de traditionelle gyserscener og er bemandet med personer, der frisk og frejdigt begiver sig ud i en total isoleret skovhytte midt om natten, selv om de ved, at der er frygtelige kræfter i den … tja, særlig realistisk er den på ingen måder. Men et par gode hop i sædet bliver det alligevel til for de fleste. Slutningen har en lille tvist – som en del dog har regnet ud på forhånd. Især Lilly er fremstillet meget uhyggeligt præget af Mama. Men de helt store filmiske oplevelser er der ikke at hente i denne spansk-canadiske film, der er baseret på en spansk kortfilm af samme navn.

Genfærdsmyten igen
Filmen betjener sig af den voldsomt udbredte teori om, at personer, der kommer ulykkeligt af dage ved at begå en forbrydelse, bagefter må flakke omkring som hvileløse genfærd, indtil de måske til sidst kan forløses. I "Mama" er det en ung kvinde, der tager sit barn med i døden ved et selvmord. Det indtørrede lig af hendes barn spiller en rolle i filmens klimaks – helt i overensstemmelse med teorien. Genfærdet er både voldsomt fysisk, når det har brug for det, og samtidig absolut overnaturligt. Det kan fx forsvinde ind i vægge og komme ud fra dem igen, samt transportere sig selv og andre over store afstande på ingen tid. Dog kan hun kun være ét sted af gangen, hvilket spiller en rolle i plottet. Set fra et kristent synspunkt har denne teori mest karakter af en myte. Den rigtige åndelige virkelighed ser ganske anderledes ud. Så det gælder om at slå hjernen fra og bare lade sig underholde af noget uvirkeligt. Reel viden om den overnaturlige del af tilværelsen skal man gå til andre film efter, fx The Possession og Ritualet.

---