Magnolia

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
En døende far. En ung hustru. En forelsket politimand. Ni menneskeskæbner krydser hinanden på en tilfældig dag i Los Angeles.

"Magnolia" er en stor og voldsom filmoplevelse, selvom den ikke rummer uanede voldsscener med blodige, afskårne lemmer. "Magnolia" er voldsom, fordi den ganske enkelt sætter sig som mål at beskrive, hvad det er, tilgivelse gør ved vore menneskelige relationer. Og det er ikke så lidt. Voldsom, fordi tilgivelse og forsoning er nødvendig i vore mange misforståede og misbrugte relationer, og fordi den nødvendighed på ingen måde er pæn eller køn at se på. Den nødvendighed er faktisk usandsynlig grim.

Og det er grimt at se disse menneskers færden i og omkring Los Angeles, for ikke blot er der mange misforståelser, men egoisme, uduelighed, uhæderlighed, løgn, had og afsky fylder lærredet/skærmen i filmens første to timer. Filmproduceren Earl Partridge (Jason Robards) ligger for døden og beder sin sygeplejer Phil (Phillip Seymour Hoffman) om at finde den søn, Earl for længe siden forlod. Den søn viser sig at være selvhjælpsguruen Jack Mackey (Oscarnominerede Tom Cruise som megaklam chauvinist), hvis kursus "Forfør og fortær" om mænds overherredømme over kvinder og deres ret til kvinders seksuelle ydelser er et stort hit blandt forsmåede mænd. Jack står overfor et tv-interview, der vil ryste ham i hans grundvold. Samtidig er Earls unge hustru (Julianne Moore) kørt fast i erkendelsen af, at hun giftede sig med Earl for pengenes skyld, men nu, hvor han skal dø, elsker hun ham og er grebet af en dødelig skyldfølelse.

Et andet sted i byen sidder junkien Claudia (Melora Walters) og hører så høj musik, at den gudsfrygtige, men klodsede politibetjent (John C. Reilly) bliver tilkaldt, blot for at blive dybt forelsket i hende. Claudia må sniffe igen og igen for at komme over den dybe smerte, hun fra barnsben har fået med fra sine forældre (Melinda Dillon og Phillip Baker Hall). Det hjælper ikke, at Claudias far er en institution i amerikansk tv-industri som vært for quizzen "What do kids know?", hvor kloge børn konkurrer mod voksne. I studiet denne dag sidder Stanley, en ensom, men usandsynlig klog dreng, hvis far presser ham til at vinde penge til familien i tv-quizzer som denne. En anden tidligere deltager, Donnie (William H. Macy) er aldrig kommet sig rigtig over, at han engang var en slags berømthed, og nu forsøger han med stor fiasko at skabe en tilværelse og vinde sin udkårnes opmærksomhed, uden selv at begribe hvor meget til grin, han er.

Det siger sig selv, at filmens hovedpersoner går som katte om varm grød omkring deres egen fortid, og det er forskelligt, hvordan de griber den an. For nogle er løgnen et helle, for andre fortrængning eller forskelligt misbrug – men den går ikke, siger filmen; "måske er vi færdige med fortiden, men den er ikke færdig med os." Fælles for dem alle er dog skylden. Alle i filmen er skyldige på en eller anden måde, og tro mig, de har mistet herligheden fra Gud.

Hvis du synes det lyder trist, ja, så kan jeg fortælle dig, at det er det også. Det er umådeligt trist og voldsomt. Der bandes, sværges og svovles over livets uretfærdighed, der afreageres verbalt med sjofle udladninger over den enkeltes egen hårdhjertethed og så alligevel, ja, så er "Magnolia" faktisk en slags feel-good film, selvom der er så meget feel-bad. For alle disse mennesker har muligheden for en forløsning inden for rækkevidde.

"Somme tider skal folk jo tilgives", som der siges et sted i filmen. Og tilgivelsens mulighed er netop, hvad filmen lander ved. Ikke at der tilbydes store lyserøde forløsninger og talen-ud-agtige scener, hvor mennesker får visket tavlen ren. Den slags sker jo alligevel så sjældent i virkeligheden. Derfor bliver tilgivelsens mulighed i "Magnolia" også blot til en række sprækker af lys i filmens - på mange måder - fantastiske slutning. På en måde ændrer livet sig afgørende for filmens personer, samtidig med at noget genkendeligt fortsætter. Ansvaret for ens eget liv bliver ikke mindre af, at man erkender sin skyld og fortryder ting, man har gjort. Livet fortsætter, men i et andet lys.

Slutningen bør man bide mærke i, og det er meget svært at lade være. "Magnolia" åbner og lukker med en sekvens, der handler om, at der er en grund til at ting sker. Tilfældigheder er med andre ord ikke bare tilfældigheder. Og med slutningens meget klare hilsen til en bestemt gammeltestamentlig tekst er det svært ikke at tolke filmens behandling af tilgivelse som noget, der hidrører fra himlen – som noget, der inspireres til oppefra, men som menneskene som så meget andet selv må forvalte. "But it did happen", lader filmen os måbende seere vide. Men det skete. Og det sker: Tilgivelse er ikke blot en teoretisk mulighed; det er en virkelighed, Gud vil lade os gå og leve i; det er noget, der må gennemsyre hele vores tilværelse og hele os og vore relationer. Det er først og fremmest noget, han rækker os.

Sådan kan man fortsætte med at læse ting ind og ud af "Magnolia". Som en magnolieblomst åbner filmen sig langsomt, og trods sin nøgterne og tunge erkendelse af, at livet er hårdt, er "Magnolia" faktisk en stor oplevelse, fordi den peger ud over sig selv og viser, at der findes andre veje end de, vi går for at såre hinanden og fodre vores egen egoisme. Det er en fantastisk god film, der tror på, at vi midt i livets ubærlighed kan få og give hinanden styrke til at bære det.

---