Mænd og koner

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
At ens venner bliver skilt, gør det pludselig muligt at overveje den løsning for ens eget knirkende ægteskab.

Bliver man lykkelig af at blive skilt? Bliver man lykkelig af at være gift!?

To vennepar. De har kendt hinanden i hundrede år. Pludselig en aften, inden en fælles middag, annoncerer det ene par, at de går hver til sit. De er enige. Det er gensidigt og fuldstændig udramatisk. Siger de.

Pludselig står det andet ægtepar over for skilsmissens mulighed. Det, de ikke rigtig havde overvejet, virker pludselig legitimt midt i hverdagens trummerum. At et andet par gør det, de ellers ikke ønskede at tænke på, bliver pludselig en dør til en kritisk evaluering af deres eget ægteskab – og hvordan ser et ægteskab så ud, når man går det efter i sømmene? Hvad er det lige, der holder et ægteskab sammen?

Woody Allens film fra 1992 "Mænd og koner" benytter sig af Allens velkendte humor og dogme-håndholdt kamera fem år før Thomas Vinterbergs "Festen", men det er en i høj grad bitter og kynisk film om kærlighed og ægteskab. Det er måske ikke så underligt, hvis man har lidt kendskab til Allens personlige liv i de år - uanset hvad, er "Mænd og koner" en bemærkelsesværdig film. For gennem den kyniske historie præsenterer Allen os for en række knivskarpe psykologiske portrætter, der er tankevækkende – ikke mindst fordi de er genkendelige. Sally (Judy Davis) og Jack (Sidney Pollack) er parret, der går fra hinanden – hun med passende snerpet frisure, og han som en tilsyneladende genfundet strandløve. Gabe (Woody Allen) og Judy (Mia Farrow) er de pæne, lidt kedelige venner med universitetsjobbet og skrivebordsdigtene, hvis liv bliver vendt på hovedet af de andres skilsmisse. Pludselig er hver eneste enlige kollega eller unge pige en mulighed for noget andet end det liv, de har bygget op sammen. Og Allens håndtering af den udvikling, der kickstartes den aften Sally og Jack offentliggør deres skilsmisse, er stærk. Usikkerheden, selvretfærdigheden og kampen for at finde et holdepunkt i tilværelsen afslører en del egoisme og kalkuleret uærlighed, og som sådan er Allens tro på selve ægteskabet eller den forpligtende union mellem en mand og en kvinde nærmest forduftet, da filmen slutter.

Men det betyder ikke, at "Mænd og koner" hylder skilsmissens mulighed. Tværtimod. Figurerne længes efter det, de samtidig forsøger at blive fri for – det forpligtende parforhold. Ægteskabet bliver et umuligt ideal for dem – noget tilsyneladende uopnåeligt, som de så vælger at prøve at vælge fra! På den facon skildrer Allen kærligheden, ikke kun som noget besværligt, men som noget svært der kræver omsorg og omtanke.

Filmen kan både ses som et portræt af en tid, hvor det "serielle monogami" er den mest hyldede livsform. Men det kan også ses som et billede af en trist og krakket drøm om lykken med Den Eneste Ene. Selvom filmen fra et hollywood-synspunkt må siges at ende "godt", opfatter jeg snarere Allens film som et sarkastisk og hårdtslående spark i nyrerne til enhver, der enten tager ægteskabet for givet, eller som ser det som en midlertidig, ligegyldig foranstaltning. Filmen tilbyder ingen løsninger, men konstaterer på det nærmeste, at det næsten kan være lige meget med den kærlighed, for trist nok synes lykken alligevel ikke mulig for os mennesker. Det kunne man jo så følge op med en samtale om, hvordan man passer på kærligheden.

---