Machine Gun Preacher

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En autentisk fortælling om kristent nødhjælpsarbejde i Sudan – med brug af maskinpistoler. Filmen er meget voldsom med brutale ildkampe, sønderskudte børn og modbydelige henrettelser.

ACTIONFILM MED ETISKE DEBATEMNER
Filmen bygger på en autentisk historie, hvilket bl.a. vises ved nogle sort-hvide videoklip af de rigtige personer under rulleteksterne til sidst.

Fra kriminel til missionær
Hovedpersonen er Sam Childers (Gerard Butler), der begynder som kriminel motorcykelentusiast med misbrug af alkohol og stoffer. Da han vender tilbage fra et fængselsophold, er hans kone Lynn (Michelle Monaghan) blevet omvendt. Derfor har hun kvittet sit job som stripteasedanserinde og kommer nu i en menighed sammen med datteren Paige (Madeline Carroll). Sam er bestemt ikke vild med denne omvæltning, men ender med at gå med i kirke – og bliver selv omvendt og bytter den kriminelle løbebane ud med et hæderligt tømrerfirma.

Til en gudstjeneste hører han om den store nød i Uganda og tager derud for at hjælpe med at bygge et børnehjem til de mange forældreløse børn – bare en tur på to uger. Men på den tur tager han også til det krigshærgede Sudan og oplever den store mængde forældreløse og krigsramte børn fra det sydlige Sudan. Nøden derude griber Sam, og han oplever Guds kald til at hjælpe disse børn ved at opføre og drive et børnehjem i det sydlige Sudan.

Hjemme i USA igen begynder han at prøve at samle penge ind til arbejdet – og bliver dybt frustreret over, så uvillige selv rige kristne er til at give penge til disse børn, der mangler alt. Den menighed, han og Lynn har startet blandt samfundets lavere og mindre "bedsteborgerlige" kredse (altså dem, de selv kom fra), har selvsagt heller ikke mange penge. Men Sam tager til Sudan igen og igen og engagerer sig mere og mere i arbejdet.

Fra missionær til kriger
Arbejdet (og dermed børnene) trues først og fremmest af den såkaldte "befrielseshær", Lord's Resistance Army (LRA) der bl.a. med udbredt brug af børnesoldater spreder død og ødelæggelse i hele området. Da hæren angriber børnehjemmet, griber Sam til våben for at forsvare det. Dette udvikler sig til, at Sam får en central plads i hæren, Sudan People's Liberation Army (SPLA), der prøver at bekæmpe "befrielseshæren". Han bliver leder af kommandoraids, hvorved de befrier mange børn og dermed redder dem fra døden.

Sams desperate behov for penge til arbejdet fører til nogle meget voldsomme scener hjemme i USA, hvor han dels sælger deres firma og bruger alt, hvad de har, på arbejdet, og dels holder en prædiken i sin menighed, hvor han kalder alle til som "krigerprofeter" at gå ind i kampen med blod, sved og tårer.

Hjemmefronten
Sams "krig" har personlige ofre. Det skaber store spændinger til familien. Lynn bliver dog overbevist om at dette er en sag, de skal tage på sig, og støtter Sam. Som teenager oplever Paige det ydmygende, at de ikke vil bruge penge på de ting, andre familier bruger penge på, og hun føler sig noget forsømt.

En af Sams tidligere medkriminelle, Donnie (Michael Shannon), der også er blevet omvendt og støtter menigheden og familien, savner også Sam som støtte i hans indre kampe, og han ender med at ligge døende og indtale en besked til Sam på hans teleforsvarer.

Da det er en autentisk historie, er der ikke en filmdramatisk afslutning. Filmen slutter med endnu et kommandoraid under ledelse af Sam, og derefter oplyser rulleteksterne om, at arbejdet fortsætter: Lynn leder menigheden hjemme og Sam står for arbejdet i Sudan.

En Guds kriger?
Filmens hoveddilemma må siges at være: "Hvordan hjælper man som kristen bedst de stakkels børn, der er truet af en skånselsløs borgerkrig?" I filmen præsenteres to hovedsynspunkter. Det ene repræsenteres ved en kvindelig nødhjælpsarbejder, som Sam møder flere gange. Hun mener, at vold kun avler mere vold – og at Sam på en måde er på vej til at få samme "karriere" som LRA's leder, der også mener sig kaldet af Gud til at skyde løs. Det andet synspunkt er det, Sam når frem til: at skal han redde disse børns liv, kræver det også, at han befrier dem fra deres bødler og beskytter dem mod dem. Og det kan han tilsyneladende kun gøre med en maskinpistol. Sam ligner en Rambo (rigtig flot fyr?!) og slås som en sådan. Hans nærmeste SPLA-medarbejder og gode ven advarer ham på et tidspunkt, fordi han synes, at Sam er ved at blive overtaget af had og vrede og styres af et ønske om selv at dø i kampen. Og en forældreløs dreng, der selv har al mulig grund til at hade LRA, prøver at sige til Sam, at had og vrede ikke er vejen frem – det er tilgivelse.

Dilemmaet fremstilles i filmen – men uden, at der gives et svar. Tilskueren må selv tage stilling. Og det er vel det dybeste budskab i filmen – og i hvert fald i den bagvedliggende bog Another Man's War: det her vedkommer os, vi har et ansvar!

Jeg har ikke læst bogen. I salgsomtalen af den er der dette citat fra den virkelige Sam: "All my life, from birth, it's been a fight. And it always seemed to be another man's war. I always seemed to be fighting for someone else. But it always came back to me. The Word says we're born into sin, and sin always comes back to war."

For enhver pris?
Filmen tager et andet og (heldigvis?) mere velkendt dilemma fra kristent missionsarbejde op: Forholdet mellem hjemmefront og missionsområde. Hvor meget bør vi rige, hvide ofre? Hvordan kan vi tillade os vores forbrug, når andre har så desperat brug for det allermest livsnødvendige? Og hvor meget må det koste på hjemmefronten at give ikke bare en hånd, men sit liv, til Afrika? Sam svigter Donnie, han er på vej til at svigte sin familie osv… Heller ikke dette giver filmen et facit på – tænk selv!

Forholdet til Gud
Filmen beskriver Sams indgang i en menighed i USA og hans og Lynns opbygning af en ny menighed. Bortset fra, at tidsforløbet opleves utrolig sammentrængt i filmen - som om Sam til sin allerførste gudstjeneste både bliver omvendt og døbt - virker filmen realistisk. Filmen fokuserer næsten udelukkende på Sams gudsforhold i forhold til kaldet som missionær i Sudan, så vi har endnu en kristen film, hvor man ikke rigtig kommer under huden og ser det personlige gudsforhold i dets nuancer. Hans tvivl og tro nævnes – også hans oplevelse af, at Gud svigter ham – men alt sammen lidt udefra og kun som replikker. Vi inviteres ikke indenfor i hans kampe med Gud.

Ikke en familiefilm
Filmen er med rette sat til 15 år. Der er sønderskudte børn, modbydelige henrettelser, brutale ildkampe osv. Den er faktisk heller ikke til voksne sarte sjæle, da det er virkelige begivenheder, der skildres, og det lykkes slet ikke altid at redde børnene …

Autentisk film?
Indtil nu har jeg anmeldt ud fra selve filmen og taget dets beskrivelse - baseret på bogen - for gode varer. Men der findes alvorlige kritiske røster omkring Sam Childers og hans projekt (Christianitytoday.com). Både de lokale myndigheder og SPLA mener, at projektet ikke fungerer godt og bør overtages af andre. Endvidere benægter de sandheden i en del af de ting, Sam Childers bog (og filmen) fremstiller som de virkelige begivenheder. Rapporter om misrøgt af børnene og om en privat krig, der ikke sker i samarbejde med SPLA, og om filmoptagelser af hans kommandoraids, der er opstillede og kun er produceret for at skaffe flere pengegaver til projektet, skæmmer billedet af Sam Childers som den heltemodige stifter og leder af Angels of East Africa. Så hvor autentisk filmen i virkeligheden er, er nok et godt spørgsmål. Men de etiske dilemmaer, den viser, er under alle omstændigheder ægte og vedkommende.

---