Luftkastellet der blev sprængt

Af: Mikael Arendt Laursen
På mange måder en god afslutning på Stieg Larssons såkaldte Millennium-trilogi, der i virkeligheden kun er i to dele!

Med "Luftkastellet der blev sprængt" sluttes Stieg Larssons Millennium-trilogi af. Om der i virkeligheden er tale om en trilogi, vil jeg godt sætte et kraftigt spørgsmålstegn ved, da anden og denne tredje del faktisk ikke kan hverken læses eller ses hver for sig. Men med denne sidste del rundes historien af på en god og spændende måde. Og vi kommer direkte ind i handlingen på det sted, hvor anden del slutter.

Lisbeth Salander (Noomi Rapace) bliver fløjet på sygehuset i Göteborg, da hun i opgøret med sin far næsten har måttet lade livet selv. På sygehuset begynder hun efterhånden på genoptræningen efter en større operation, hvor lægerne med held kan fjerne den kugle, som sidder i hendes hjerne. Journalisten Mikael Blomkvist (Mikael Nyqvist) sørger for, at Lisbeth får en avanceret mobiltelefon, så hun igen kan komme i kontakt med omverdenen. Lisbeths hårdt sårede far er også indlagt på samme sygehus, og et stykke inde i filmen begynder handlingen for alvor at finde sin form igen. Til at begynde med går det hele meget langsomt, og til tider virker filmen nærmest lidt kedelig. Men inden længe bevæger vi os ind i politiske intriger på absolut topplan, og Salander befinder sig snart igen i orkanens øje. En gruppe af ældre mænd fra efterretningstjenesten og politiet vil hende til livs, da hun er det eneste vidne mod dem i en ikke helt god sag omkring hendes fars ophold i Sverige. Salander er oppe imod systemet, ligesom hun har været det det meste af sit liv. Systemet personificeres primært gennem psykiateren Peter Teleborian (Anders Ahlbom) og anklageren, der begge forsøger at få Salander dømt for mordet på faderen. Undervejs møder vi en del af de personer, som vi også kender fra de to første film.

Teamet bag "Luftkastellet der blev sprængt" er det samme som i Pigen der legede med ilden, og det kan ses. Teknisk minder de to film meget om hinanden, og ingen af dem kan nå op på tilnærmelsesvist det niveau, som første del, Mænd der hader kvinder, kan præstere. Stilen er nærmest en blanding af thriller og dokumentar, og til tider kan man faktisk godt savne nogle lidt hurtigere klip, som thriller-genren ellers er kendt for i dag. Filmen er optaget on location flere steder i Sverige, og har man været i Stockholm, vil man med lethed genkende mange af dem.

De valgte skuespillere leverer meget forskellige præstationer. Stjernen er som tidligere Noomi Rapace som Lisbeth Salander. Læg særligt mærke til hendes ganske små smil på udvalgte steder i handlingen! Mikael Nyqvist følger relativt godt med, og det samme gælder Anders Ahlbom, som spiller sin særdeles usympatiske rolle rigtig flot. Men der er også personer, som ikke helt fungerer. Her tænker jeg som i sidste film på rockerne, som virker lidt for enfoldige! Og endnu engang falder Lena Endre ganske meget igennem i rollen som Erika Berger. Her er nok den største forskel mellem bøger og film. I filmen virker Erika vag og nærmest selvudslettende, mens hun i bøgerne virker som en markant og selvsikker kvinde. I filmen får hun da heller ikke den topstilling inden for avisbranchen, som hun kortvarigt besætter i bogen!

Ligesom de to andre film er også denne film ganske voldelig på sine steder, selvom den nok trods alt er den mindst barske af de tre. Det samme gør sig gældende mht. sexscener, hvor denne sidste del også er den klart mest tilbageholdende. På sin vis ryddes der på mange måder op efter det rod, som vi blev efterladt i i anden del, hvorfor der heller ikke kommer helt så meget nyt til handlingsmæssigt.

Uden at røbe for meget om, hvordan filmen slutter, så kan jeg godt sige, at Lisbeth Salander må overvinde sin egen stolthed og takke en vis person for det, vedkommende har gjort for hende gennem anden og tredje del af historien! Har du set de to foregående dele, skal du derfor også glæde dig til at få slutningen med. Men nye seere kan ikke begynde her!

---