Lucy

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
Luc Bessons filosofiske actionfilm ender i et akavet syretrip. Hjernen kan pludselig bruge 100% af sin kapacitet, men mennesket er stadig bare et dyr. God underholdning, men en skuffelse for hjernen.

MERE HJERNEKAPACITET TIL FOLKET
Der er åbenbart gang i en hjernebølge for tiden. Neurovidenskaben kører med fuld fart og bliver efterhånden implementeret i hvert eneste felt, fra pædagogik til teologi, så Hollywood vil naturligvis også være med. Der skal filosoferes i og leges med, hvad hjernen kan - og det er rigtig, rigtig meget! - og hvad, der gør mennesket til et menneske. Denne gang med filmen "Lucy", som har ikke så få ligheder til fælles med Transcendence, bortset fra at "Lucy" er både bedre og dårligere ...

Luc Besson vil gerne fortælle os om, hvad hjernen er for en størrelse, og hvad der er meningen med livet. Det gør han med en nonsenshistorie indpakket i halvanden times action, der - ligesom "Transcendence" - glemmer at få den nogenlunde troværdige forklaring med. Ifølge professor Norman (Morgen Freeman) udnytter mennesket kun 10% af sin hjerne. Evolutionen er simpelthen gået i stå, mens delfinen stikker der ud af og er oppe på hele 20%.

Scarlett Johansson i rollen som Lucy bliver gennem et tilfældigt møde med nogle grumme koreanere udsat for stoffet CHP4, som hurtigt gør hende i stand til at udnytte mere og mere af hjernekapaciteten. Lucy bliver stadig hastigt klogere og vildere og kan eksempelvis diagnosticere kræftsvulster, kommunikere med elektromagnetiske signaler, ophæve tyngdekraften med mere. Og jo flere procent, hun opnår, jo nemmere bliver det at tæske de ellers nådesløse koreanere.

Luc Besson har lavet mange forskellige film og de centrale elementer er naturligvis med. Den stærke kvinde, (som i "Nikita"), science fiction plot ("Det Femte Element"), action biljagten ("Taxi") og den nådesløse vold ("Léon"). Samtidig er han eksperimentets mester og elsker at lege med mediet. Det gør han også i "Lucy" – med blandede resultater. Da vores heltinde i begyndelsen bliver taget til fange, bliver der gentagne gange krydsklippet med naturoptagelser af leoparder på jagt efter en antilope. Og ad den bane bliver symbolikken flere gange for omklamrende, når Besson konstant stopfodrer det dyriske og evolutionistiske aspekt i situationerne. De store spørgsmål, han rejser, bliver på ingen måde forløst af det platte antiklimaks i slutningen. Filmen er momentvis god, virkelig god, men oftere er den bare mærkelig.

Filmens symbolik er overdreven tydelig, når den med store bogstaver proklamerer filmens verdensbillede: at mennesket er et dyr. Målet med det dyr er at udvikle sig til et endnu højere stadie, komme over de magiske 10% - eller i hvert fald over delfinerne. I takt med at spørgsmålet om moral helt udebliver, og Lucy blot dræber proportionelt med hendes støt stigende hjernekapacitet, ja så ender filmens budskab i en vulgær evolutionisme, som ikke kan levere en tilfredsstillende morale, men i stedet ender i et halvhjertet budskab om, at menneskets fineste opgave er at multiplicere sig selv – på den ene eller på den anden måde.

Filmen er fyldt med gode idéer, men der tages for store chancer, og budskabet udebliver eller ender i en absurd selvmodsigelse. Vi var dog stadig underholdt, og det var et adrenalinkick fra start til slut - men alt i alt blev "Lucy" en skuffelse for hjernen.

---