Love & Friendship

Af: Ketty Dahl
Filmens historie er tynd, men hylende morsom og fuld af satire. Romantik er der ikke meget af, men der venter et godt grin for alle Jane Austen fans.

JANE AUSTENS UNIVERS

Enten elsker man Jane Austens univers med skæve personager og store rober i 1800-tallet, eller også hader man det. Jeg elsker det! Har man først set Jane Austens Stolthed og fordom og mødt Mr. Darcy og Elisabeth Bennet, så ved man, hvad sand romantik er, og så er man solgt! Alle Jane Austen-fans ved, hvad jeg taler om!

I den nye film "Love & Friendship", som bygger på hendes mindre kendte roman om lady Susan, ruller hun sig igen ud med morsomme typer på britiske slotte og i det bedre borgerskab i en slags datidens samfundssatire og med meget lange og indviklede sætninger udi konversationskunsten. Men i modsætning til "Stolthed og fordom" er romantikken ikke i højsædet, og er faktisk ikke rigtig for alvor til stede. På den måde mangler filmen liiiiige det sidste og når aldrig "Stolthed og fordoms" højder.

Fantastisk skuespil
Til gengæld dukker originalerne op i en overflod af et kæmpe persongalleri. Man har faktisk rigeligt at gøre med at hitte rede i, hvem der er hvem. Mere end nogensinde hudflettes mændene, idet de fremstår som naive, lalleglade og vattede. Kvinderne snor dem om deres lillefingre i både højtravende og begavet retorik og i snuhed. Ikke mindst hovedpersonen, lady Susan - fantastisk spillet af Kate Beckinsale - manipulerer og intrigerer og har sine helt egne dagsordner, som ingen af mændene på noget tidspunkt gennemskuer. De bliver alle som én spiddet og udstillet. Og helt ærligt, det er ustyrligt morsomt, - vi tre kvinder, der som de eneste sad i biografsalen, grinede højlydt gang på gang.

Jane Austens "Stolthed og fordom" har sin Mr. Collins, den kvalmende, lille, fedtede præst, der er så forfærdelig selvoptaget og selvretfærdig. I "Love & Friendship" dukker hans pendant udi komikken op i form af en ny bejler, der er hylende skægt og enestående godt spillet af Tom Bennett. Man sidder simpelthen og venter på ham i alle scenerne og bliver i den grad belønnet, når han dukker op. Han er så sjov!

200 år gammel samfundssatire, ironi og komik, der stadig holder
Historien er i al korthed, at den fallerede, men ungdommelige enke, lady Susan, slår sig ned hos rige slægtninge for at få fingre i en ny ægtemand, der kan forsørge hende. I det spil er kærlighed ikke så vigtig, hun skal nok styre mændene, når bare de har pengene og titlerne. Og så går hun ellers i gang med kurmageriet på sin egen raffinerede, beregnende og selvfede måde, hvor hun spiller alle ud mod alle, og desværre ikke går helt så meget op i, om mændene er gift eller ikke gift. I hele dette spilfægteri er hun parat til af ofre sin datters lykke, bare hun selv kommer rigere ud af det. I en verden, hvor en kvinde uden midler, er overladt helt til mændenes nåde, spiller hun sine kort effektivt og kynisk, men altid uskyldigt smilende. En slange værdig.  Lad det være sagt med det samme: historien er tynd. Al for tynd. Men karaktererne er så fantastiske og skuespillet så fornøjeligt og eminent, at man lader historien glide ufordøjet ned, og gør det med glæde. At historien i sig selv er tyndbenet gør, at filmen trods alt ikke får mere end 4 stjerner, men skuespillet er helt i top, og er man Jane Austen fan, må man ikke snyde sig selv for denne oplevelse. Der venter et godt grin! (Men tag ikke din mand med …).

---