"Man siger, at ondskaben sejrer, når de gode er passive. Man burde i stedet sige: Ondskaben sejrer." Yuri Orlov (Nicolas Cage) er våbenhandler, og citatet er opsummeringen af hans lange og udbytterige erfaring af krigens virkelighed. Orlov tager tidligt i sit liv beslutningen om, at han ikke gider være en 'nobody', men vil tjene gode penge og leve godt. Orlov er klar over, at man også med ærligt arbejde kan komme langt, men - som han siger - så er der alt for mange om buddet til at gøre det rigtigt indbringende.
"Lord of War" udvikler sig til at være en dystopi, der kredser om livets ligegyldighed og som følge deraf den moralske nulværdi, som vores handlinger har. Orlov anerkender godt nok, at der er uskyldige mennesker, der dræbes som følge af hans våbensalg. Men på den anden side; hvis ikke han selv gør det, er der jo bare en anden, der gør det, ik' sandt!? Ifølge Orlov fratager det ham stort set det moralske ansvar for sine handlinger. Logikken er, at hvis andre uundgåeligt vil gøre noget kriminelt, fordi der er gode penge i det, så kan jeg jo lige så godt gøre det. Det annullerer simpelthen mit ansvar. At den logik er pilrådden, skal man vist ikke være jurist for at kunne gennemskue.
Derudover er det filmens påstand, at det virkelige problem ikke er en lille fisk som Orlov, men de store nationale regeringer, som egentlig står bag den profitable våbenindustri. Fx anklager Orlov USA for at være verdens største våbenleverandør - også til stater, oprørsgrupper, militser og andet, som USA offentligt bekæmper. Denne voldsomme anklage bakkes op af et lakonisk efterskrift, der kører lige efter filmens afslutning. Der får vi af vide, at filmen bygger på sande begivenheder, og at FN's sikkerhedsråds fem permanente medlemmer (USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien) er de værste og mest korrupte aktører på våbenmarkedet. På denne måde er "Lord of War" ikke først og fremmest en thriller, men en storpolitisk kritik af centrale magtherrer i nutidens storpolitik.
Denne kritik er måske, måske ikke, berettiget, men det gør i hvert fald filmen til noget andet end, hvad den er: En eksistentiel thriller, der ønsker at stille centrale spørgsmål om handling og konsekvens. Til sammenligning kan man nævne tv-serien "Breaking Bad", der for tiden har enorm succes. Her beslutter hovedpersonen sig for at blive narkoleverandør for at tjene hurtige penge til medicinalbehandling. Dette plot, hvor man reflekterer over muligheden for at begå noget kriminelt for at sikre livets fortsatte beståen, er langt mere nuanceret end Orlovs simple mantra. Min oplevelse er derfor, at der ikke er megen brugbar refleksion i "Lord of War", men i stedet mest en samling udsagn og et plot, som viser en levevis, man kun ønsker at tage afstand fra. Man kan selvfølgelig argumentere for, at "Lord of War" på den måde fungerer som en 'negativ filosofi', altså som en levemåde, der præsenteres, fordi vi skal tage afstand fra den (på samme måde som Prædikerens Bog fungerer i Bibelen). Men det virker ikke som filmens hensigt, og det er i hvert fald noget af en omvej, man skal gå, for at redde filmen på den bekostning.
"Lord of War" er således simpelt bygget op. Man følger Orlov fra den spæde start i våbenbranchen, over den hurtige succes og de mange penge, til det langsomme tilbagefald mod tilfangetagelse og ægteskabsbrud. Det er verdens mest klassiske plot, og der er ingen overraskelser i filmen. Men håndværket er stabilt, og skuespillet er stramt. Karaktererne er godt udført, og særligt er Jared Leto fremragende som Orlovs bror, der kæmper med et massivt narkomisbrug.
"Lord of War" har en stjerneparade af skuespillere og ønsker at debattere nogle vigtige emner: våbenindustri og etik. Ingen af delene bliver særlig godt forløst, og derfor kan filmen ikke hæve sig selv over middel.
Se artiklen Længsel efter fred, hvor Tony Watkins tematiserer det hovedproblem, Yuri Olov står i.