Lone Survivor

Af: Christoffer Winther West
En filmatisering - bygget på virkelige hændelser - af, hvordan en militæroperation i Afghanistan i 2005 går galt, og hvordan en gruppe specialstyrker forsøger at redde deres skind.

IKKE ALT ER SORT ELLER HVIDT

I filmen "Lone Survivor" følger vi hovedpersonen Marcus Luttrell, der er en del af specialstyrkerne, der var indsat i Afghanistan under krigen i 2005. Allerede ganske kort inde i filmen bliver han sendt af sted på missionen Operation Red Wings, hvor han sammen med sine tre nære kollegaer Murphy, Dietz og Axe skal fange eller dræbe en kendt Taliban-leder.

De ankommer til deres udkigspost som planlagt, og herfra søger de at få grønt lys til at fange eller dræbe deres mål. Da radiomodtagelsen i området er forfærdelig, har de dog vanskeligt ved at holde kontakten med deres hovedkvarter. Mens de venter og forsøger at få kontakt, bliver de opdaget af en flok hyrder og stilles nu i et moralsk dilemma – skal de lade hyrderne gå, hvilket medfører, at de vil blive afsløret og jagtet af Taliban – eller skal de slå de ubevæbnede hyrder ihjel og dermed sikre deres egen sikkerhed og forsætte med missionen?

Da filmen bygger på virkelige hændelser og ligefrem hedder "Lone Survivor", bør det ikke komme som nogen overraskelse, at kun én soldat vender hjem igen. Dog leder oplevelsen med hyrderne op til nogle hæsblæsende action-sekvenser, og måske også et af de mere værdifulde moderne bidrag til krigsdebatten.

Når en film skildrer en virkelig hændelse, må man i en eller anden grad spørge sig selv, om der er respekt for de involverede parter. I en film som denne bliver det endnu mere relevant, fordi vi i løbet af filmen oplever måske 50 mennesker miste livet. Mens filmen i høj grad ønsker at fortælle de amerikanske soldaters historie, og har rigeligt respekt og ærbødighed over for disse, skal man ikke tage fejl af, at den ser afghanerne og især Taliban som skurke. Til trods for et skifte hen mod slutningen af filmen, hvor afghanerne næsten ses som mennesker, er den generelle holdning, at Taliban ikke kan ses som mere end slagtekvæg. Dette kan man til dels tilgive filmen, for der skal ikke være tvivl om, at man ønsker at fremstille de amerikanske soldater som helte.

Filmen er bestemt ikke stor kunst og forsøger på ingen måder at skildre krigens frygt og gru. Det er bestemt heller ikke et forsøg på at nuancere det vestlige samfunds forståelse af krigsindsatsen i Afghanistan, men den har alligevel noget på hjerte. I sammenligning med tidligere Hollywood-krigsfilm, såsom Saving Private Ryan" og "Black Hawk down" er den en smule mere respektfuld og nuanceret over for begge parter og de problematikker, krig kan indeholde.

Filmen er fra 15 år og op efter, hvilket bør respekteres, da den visuelt er meget voldsom. Derved bliver den også en mærkelig krydsning mellem "Dommedag nu" og spil som "Call of Duty". Ikke desto mindre må det ses som positivt, at filmen i en eller anden grad ønsker at vise mere end vold og heltemod, og derfor har jeg valgt at give den 4 stjerner.

Det er en udmærket krigsfilm, men dens politiske gennemslagskraft kommer udelukkende i kraft af at være en del af populærkulturen.

---