Løgneren

Af: Johan Schmidt Larsen
Knud Leif Thomsens filmatisering af Martin A. Hansens kendte roman er så afgjort værd at se, fordi den behandler vigtige eksistentielle og åndelige temaer.

"Løgneren" er en filmatisering af Martin A. Hansens meget læste dagbogsroman om Johannes Vig (Frits Helmuth), den midaldrende skolelærer på den lille ø Sandø. Han er betaget af sin tidligere elev, købmandsdatteren Annemari (Ann-Marie Max Hansen), hvis forlovede arbejder på fastlandet, som isen har afskåret Sandø fra. Mens Johannes både tøver og skjuler sin kærlighed, vælger Annemari i stedet at knytte sig til en tilrejsende yngre ingeniør (Erik Wedersø). Ingeniøren repræsenterer fremskridtet og de moderne ideer, som skolelæreren tager afstand fra. Johannes Vig har derimod indledt et forhold til Rigmor (Vigga Bro), som er gift med hans ven, gårdejeren Frederik.

Knud Leif Thomsen vælger at åbne sin film med et centralt citat af filmens hovedperson Johannes Vig. Et citat som ganske vist først dukker op langt senere i romanen. Men dermed antyder Thomsen også meget klart, hvad filmen handler om:

"Når du kommer til meningsløshedens yderste, da ser du, at det hele er en

valplads, hvor to magter slås. Og et ingenmandsland gives ikke." 

Filmen fik ved premieren i 1970 flere positive anmeldelser, der påpegede de smukke billeder, den fine miljøtegning og det gode spil i mange biroller. De fleste anmeldelser var dog væsentlig mere påholdende. Mange mente ikke, at Knud Leif Thomsen havde forstået romanens hovedtemaer, og det er der uden tvivl noget om.  Sandt er det i hvert fald, at filmen ikke yder Martin A. Hansens fortrinlige roman fuld retfærdighed. Alligevel synes jeg, at filmen fortjener at blive set. Dels fordi Frits Helmuth spiller formidabelt i rollen som Johannes Vig - en rolle som betød et gennembrud for ham som seriøs skuespiller. Og dels fordi filmen tager en lang række eksistentielle og åndelige temaer op, som alt for sjældent bliver behandlet i dansk film. Specielt er samtalen mellem Johannes Vig og ingeniøren særdeles vellykket. For det første er der tale om flot skuespil, dernæst er det en samtale mellem to veltalende mænd, som repræsenterer hver sit livssyn.

Johannes Vig er godt hjemme i Bibelen, og han citerer jævnligt bibelvers. Men det er, som om ordet ikke når ind i hans eget hjerte. I stedet befinder han sig midt på valpladsen, hvor kampen mellem pligten og kærligheden, mellem det onde og det gode, mellem Gud og Djævlen udkæmpes, uden at han reelt formår at vælge side. Han forbliver tilskuer til sit eget og andres liv, mens han samtidig skjuler sig bag løgn, ironi og forstillelse. Hele tiden glider han af på andres tilnærmelser, mens han selv bliver stående midt i stormens øje og bliver dermed offer for "urene" ånders hærgen. Derfor bliver han også en levende og nærgående fremstilling af ordene af Paulus i Romerbrevet 7,19: "Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg."

Filmen er som sagt et syn værd, men vær samtidig opmærksom på, at den giver god tid til at fortælle sin historie. Dernæst efterlader den sit publikum i en melankolsk sindsstemning, som ikke lige er til at ryste af sig. Dertil er temaerne for store og alvorlige.

---