Little Women

Af: Ketty Dahl
Nyeste filmversion af Louisa May Alcotts klassiske roman er en sprudlende fortælling om fire teenage-søstre, der trods deres indbyrdes rivaliseren er ubrydeligt bundet til hinanden: En klassisk feel-good film med storladen lyd og billeder.

SØSTRE PÅ GODT OG ONDT, MEN MEST GODT 

"Little women" er titlen på Greta Gerwigs nye film baseret på den klassiske roman Pigebørn af Louisa May Alcott. Romanen, som vel var verdens første pigebog, er blevet filmatiseret flere gange, og den nye filmversion er også både smuk, følelsesladet, trist og sprudlende glad på én gang. Man får brugt hele følelsespaletten undervejs. En klassisk feel-good film, men også med kant.

Selve handlingen skal der ikke afsløres for meget af her, for så vil det tage luften ud af nogle af de mest intense scener, men man følger de fire søstre i familien March: Jo, der er en vild, sensitiv, sårbar og fantasifuld drengepige, som har drømme om at blive forfatter, og hun er familiens mønsterbryder. Meg, der er den kønne og som elsker skuespil, men som også finder ro i at få et almindeligt, traditionelt familieliv. Amy, der er kvik, impulsiv og kreativ med en pensel, men også er klemt mellem de andre søstre, hun har svært ved at finde sin egen rolle i flokken og er en overlever og typisk midterbarn, og til sidst Beth, der er den søde stille, generte og tilbageholdende, der har et svagt helbred, men som finder sit liv i musikken. De fire søstre er fire meget forskellige personlighedstyper, men samtidig er de stærkt og ubrydeligt forbundet til hinanden. På trods af indbyrdes rivaliseren, elsker de hinanden og ønsker at beskytte hinanden. Og det er netop dét, der gør filmen så stærk.  Hele pigeflokken bakkes op og elskes af deres forældre, og man får indtrykket af en solid, harmonisk familie, der bygger på de bedst tænkelige værdier.

Spirende feminisme
Alcotts bog Pigebørn udkom i 1868 og udviste en tidlig form for feminisme. Selv om det er tydeligt, at kvinders altafgørende mål på den tid var at blive godt og helst rigt gift og forblive underdanigt i den rolle, ser man her, at de fire piger har drømme, der går videre end det. De har deres selvstændige ønsker om at være med til at forme deres eget liv, udfolde deres evner og blive respekteret for det, de er og kan. De vil ikke påtvinges et bestemt mønster at leve efter. De vælger selv.

Det er en film om fællesskab, sammenhold, hjælpsomhed, musisk kreativitet, romantik og om at blive voksen og tage sit liv på sig, men også om at blive kvinde og turde tro på sig selv og stå ved sig selv. Det er en film om at elske og blive elsket.

Filmens virkemiddel
Filmens bevidste kunstneriske virkemiddel er, at den hele tiden springer i tid, samtidig med at replikkerne fyger i lynhurtig ping-pong mellem personerne. Efterhånden vænner man sig (næsten ...) til tidsspringene og de mange flashbacks, men til at begynde med var det en irritation, fordi tidskiftene overlappede hinanden, og det krævede noget af en som tilskuer hele tiden at få placeret og rodfæstet historien på ny. Alligevel sad man til sidst med følelsen af, at det netop var den rodløse teenageagtige tilgang til tingene, der blev skildret ved, at tidslommer og steder blev vævet ind i hinanden i spring, for til sidst at stå frem som et smukt broderi af levet liv. Pigerne bliver undervejs til kvinder med alt, hvad det fører med sig, og det er smukt. Scenerne er storladne i både billeder og lyd, og man kan ikke lade være med at elske de fire piger og deres familie.

Gode skuespilpræstationer
Skuespilpræstationerne er virkelig gode, - der er faktisk ikke nogen, der falder igennem. Pigerne virker autentiske, og man tror på deres karakterer hele vejen. Det siger en del, når Meryl Streep som tante March kun er en af mange gode skuespillere. Ikke mindst Jo, spillet af udtryksfulde Saoirse Ronan, og Amy, spillet af Florence Pugh, er helt vidunderlige…. Jo, jeg skal se den igen engang.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---