Lincoln

Af: Michael Agerbo Mørch
Af: 02
Spielbergs historiske drama om præsident Lincolns sejr over slaveriet og borgerkrigen er en flot og nuanceret langspiller.

Abraham Lincoln sidder i sit arbejdsværelse. Han snitter spidsen på en blyant. Rundt om ham står rådgivere og venner og forsøger at få ham til at indse, at han ikke kan få begge dele; altså slaveriets ophør og afslutningen på borgerkrigen. De forsøger at få ham til at forstå, at når der er over 600.000 døde i krigen, er tidspunktet ikke til at frigive hen ved 4 mio. sorte. Lincoln sukker dybt og rejser sig langsomt. Med sin majestætiske natur og sine karismatiske øjne fylder han rummet ud. Han kigger intenst på de omkringsiddende og begynder så langsomt at fortælle en kryptisk historie. Poetisk og fængende fremført, men stadig med en knivskarp pointe: Sydstaternes genforening med Nordstaterne og slaveriets ophør er én og samme sag! Det handler nemlig om menneskets basale frihed og lighed for loven og om respekt for forskelle; både kulturelt og etnisk. Og så skal de ikke stå at sige til ham, USA's mægtige præsident, at de ikke kan skaffe de 20 demokratiske stemmer, som er nødvendige for at tillægget om slaveriets ophørelse kan blive skrevet ind i forfatningen.

I og med at filmen er spundet efter historiebøgerne, så ved vi jo hvordan det ender. Men det gør bestemt ikke "Lincoln" til en dårligere film. På trods af dens længde (150 min.) fastholder den seeren i et intenst greb. Daniel Day-Lewis viser endnu engang, at han som få kan tilføre en karakter den nerve, som nærmest kan bære en storfilm alene. Hans præstation som den aldrende, men retorisk blændende præsident er fremragende. Ud over at skildre de sidste fire måneder af Lincolns liv, har filmen også en række temaer, som er interessante:

1) Lincolns kamp for demokratiet. Som Lincoln nævner på et tidspunkt, så ønsker han at vise, at demokrati kan være andet end kaos. Den heroiske kamp er portrætteret nervepirrende uden at blive plat. Ifølge Hal Koch er demokrati væsentligst samtale, men det demokrati har ikke meget på sig i denne historiske epoke. I kongressen lytter man ikke til hinanden, man sviner hinanden til. Og medlemmer, der skal hverves til afstemningerne, vindes enten med list eller korruption. Lincoln er bestemt ikke nogen helgen i det spil, og den ærlighed klæder filmen.

2) Lincoln viser sig som en skrøbelig familiefar. Han var gift med Mary Todd Lincoln, og sammen fik de fire drenge, hvoraf to døde inden Abraham. Særligt tabet af den 12-årige Eddie satte sig dybe spor. Abraham blev ramt af melankoli, mens Mary Todd blev grebet af angst for at miste mand og børn. Det forhold gør at de hylder familiens ældste søn, Robert (Joseph Gordon-Levitt), i et jerngreb. Han ender dog alligevel i hæren i kamp for friheden, men bestemt ikke med sine forældres gunst. Gode gamle Sally Field spiller en flot rolle som den halvneurotiske Mary Todd.

3) USA's forfatning er nærmest mytologisk, og vi så senest i debatten efter skoleskyderierne i Newtown i december, at folks forfatningssikrede ret til at bære våben ikke lige står til at ændre. I det lys er det meget interessant, at Spielberg tager fat om et tema, der netop handler om, at en forfatningssikret ret til at holde slaver opløses ved et tillæg (eng. amendment), som siger, at alle er lige og frie. I lyset af det kan filmen bruges som et kulturelt indspark til debatten om våbenbrug. Spændende!

4) Sidste tema, jeg vil tage frem, er filmens implicitte spørgsmål om, om krig er vejen til fred. Når 600.000 mand døde i en intern krig, var det så nødvendigt for at nå til den ønskede forsoning? Det er ikke væsentligst nationen, der bærer frugten afsplittelsen, men de mange forældre, koner og børn, der mistede deres kære under krigen. Det fylder som sagt ikke meget i filmen på en direkte måde, men Lincoln og hans politiske sammensvorne bliver hele tiden konfronteret med den virkelighed; og heldigvis kalder det Lincoln til vigtige og hurtige beslutninger om fred.

Både det republikanske parti, der var imod slaveriet, og det demokratiske parti, der var for, argumenterede ud fra Guds skaberordning. "Hvordan kan I gøre dem lige, som Gud har skabt ulige?" spørger en demokrat i en brandtale. "I håner den levende Gud, der sort på hvidt har sagt, at alle mennesker er født lige og frie," svarer en republikaner. Jeg blev glad for, at Spielberg ikke viser et ensidigt billede af de kristne som fortalere for slaveriet, men i stedet har det nuancerede billede, hvor alle datidens holdninger kommer frem. Selvom vi i dag ikke argumenterer for slaveri (forhåbentlig!), så er det et historisk faktum, at kristne både var for og imod. Men ensidigheden er altså blevet droppet, og det finder jeg befriende.

I mine øjne har Spielberg gjort det igen, nemlig skabt et storslået mesterværk, som rammer plet både fortælleteknisk og emotionelt. Man betages af filmens kvalitet, og man suges ind i Lincolns person og politiske værk. Og med de mange flotte og poetiske sentenser, som Lincoln kastede om sig med, og som Day-Lewis leverer med skrøbelig, men præcis diktion, så har man faktisk en del dybe tanker, man kan tænke videre over, når man forlader biografen eller slukker for fjernsynet.

---