Drengen der stoppede med at tale/Life, Animated

Af: Mads Dahl Mølgaard Madsen
Drengen Owen Suskind har autisme og forstår verden igennem Disney-film. En hjertevarm fortælling om en dreng med et mentalt handicap.

MED DISNEY GENNEM LIVETS KAOS

Fantasi og virkelighed flyder sammen
Der krydsklippes mellem "Peter Pan" på TV'et og drengen Owen på sengen. Kaptajn Klo fægter med Pan, og Owen fægter ud i luften, mens han reciterer simultant med filmens karakterer. På Owens værelse flyder fantasi og virkelighed sammen, så det kan være svært at skelne. For Owen er Disneys fantasifulde verden en 1:1 afspejling af virkeligheden, blot nemmere at forstå end selve virkeligheden, og hvis man vil nå ind til Owen med råd og vejledning om livet, kommer man længere med det, hvis man hedder Rafiki, Jesper Fårekylling eller Baloo, end far, lærerinde eller psykolog.

Første øjenkontakt i et år
Owen har autisme, og hele hans liv har været en kamp for at sortere i sanseindtryk, lære empati og kommunikere med folk omkring sig. Owen selv, hans forældre og storebror fortæller ledsaget af private fotografier, videooptagelser og animerede illustrationer om, hvordan Owen udviklede sig normalt indtil 3-årsalderen, men pludselig mistede sit sprog, noget af sin motoriske kunnen og forsvandt ind i sig selv. En dag opdagede hans forældre dog, at Owen kunne bruge Disney som medium til at forstå og kommunikere med verden, og en aften med "Den lille havfrue" får Owens far for første gang i et år øjenkontakt med sin søn og hører ham sige ord, han kan forstå. Senere lykkes det at få en hel samtale på halvandet minut med sin dreng ved at tale til ham med en Jago-dukke i hånden. Forældrenes genfortælling af disse episoder er meget stærk og rørende!

Disney forstærker og forklarer – og forleder
For en dreng med autisme, og for hvem verden er et kaos af indtryk, bliver Disney en oase med ro og uforanderlighed, en verden beboet af folk, hvis følelser man kan forstå, fordi de tegnede karakterer overdriver deres mimik og gestik i modsætning til svært aflæselige rigtige mennesker. Disney bliver Owens opdrager, oversætter og rådgivende kompas, nærmest som en Jesper Fårekylling for den naive Pinocchio. Disney bliver dog ikke bare en indgang til virkeligheden for ham, men også et synonym med den, hvilket dokumentaren også viser det problematiske ved. F.eks. går Disney-par aldrig længere end til et simpelt kys, hvorfor Owen aldrig overvejer at dele andet end et uskyldigt kys med sin kæreste. Og i Disney-film bliver parrene altid sammen, så når kæresten forlader Owen, giver det ingen mening for ham.

Ariel, Pan og Quasimodo
Owen sammenlignes meget rammende og rørende med flere af Disney-karaktererne: Ariel, der uden stemme skal forsøge at kommunikere sine følelser, Peter Pan, drengen der aldrig bliver voksen, og Quasimodo, udskuddet som higer efter accept fra og fællesskab med verden omkring sig. Men der dvæles også ved, hvordan Owen ellers altid har identificeret sig mest med bifigurerne, der bistår heltene og bringer lidt spas ind i historien.

Indblik i et aparte sind
Dokumentaren er en meget hjertevarm afbildning af, hvordan en mentalt handicappet person fungerer. Konkret et menneske med autisme, men også personer med downs syndrom eller andre psykiske handicaps får man en bedre forståelse for. Normalt kan man måske tro, at personer med autisme ikke kan vise følelser, men denne misforståelse afliver denne film med en vidunderlig scene, hvor en flok voksne med autistiske træk ser "Løvernes Konge", hvor den enes ansigtsudtryk og indlevelse er mere vidunderligt end den andens – det er en mageløs scene!

---