Les Miserables/De elendige

Af: Lea Schøler og Jes Teglgaard Christensen
Jean Valjean møder den ufortjente tilgivelse, og hans liv ændres radikalt.

ALT FOR INTET
En af Danmarks kendteste instruktører, og et af verdenslitteraturens mesterværker lyder som en god kombination, men klassikeren er efterhånden set i mange afskygninger, så vi var noget spændte på at se Bille Augusts filmatisering af Victor Hugos roman Les Misérables fra 1862. Vi holder begge af fortællingen om retfærdighed, næstekærlighed og tilgivelse, så da filmen begyndte med det, som i en tidligere filmatisering af historien (med Anthony Perkins i hovedrollen) var omdrejningspunktet, nemlig scenen hos præsten, var vi spændte på, hvad denne udgave ville have som fokus.

Først lidt om handlingen: Jean Valjean prøveløslades efter 19 års fangenskab. I fangelejren plages han af fængselsbetjenten Javert, hvis livsprojekt er, at retfærdigheden skal ske fyldest. Valjean søger husly hos en præst, som han stjæler fra, trods præstens gæstfrihed og venlighed. Præsten er klar over, at Valjean har bestjålet ham, men angiver ikke tyveriet til politiet. Denne ufortjente tilgivelse forandrer Valjeans liv radikalt. Han bliver en højt agtet borgmester og lever et godt liv, indtil han pludselig konfronteres med Javert, som ikke kan acceptere, at Valjean ikke har afsonet hele sin straf. I resten af historien er Valjean på flugt fra Javert, og han bliver først rigtig fri, da Javert er død. Derudover rummer historien mange andre aspekter, som f.eks. revolutionen i Frankrig, Valjeans plejedatter og hendes forhold til en revolutionær.

Hvad der var omdrejningspunkt i den tidligere filmatisering, bliver i Bille Augusts version et udgangspunkt for handlingen. Hermed understreges det, hvordan Valjeans møde med præsten ændrer hans liv. Ellers er hovedvægten lagt på forholdet mellem Valjean og Javert, som er blevet hinandens modsætninger på en ny måde efter Valjeans møde med den ubetingede tilgivelse. Valjean fremstår som kærligheden/tilgivelsen, mens Javert symboliserer retfærdigheden. Kontrasten kommer til udtryk i, at Javert ønsker Valjean straffet (og på den måde ødelægger hans liv), mens Valjean skåner Javerts liv, hver gang han har muligheden for at blive fri for ham - hvilket bare samler "glødende kul" på Javerts hoved. Javert vier sit liv til at knække Valjean, så han bøjer sig for retfærdigheden og enten selv må dø eller dræbe Javert, men han bliver mødt af Valjeans ubegrundede tilgivelse gang på gang. Javerts verdensbillede består af rigtigt og forkert, sort og hvidt, og denne opfattelse spiller i sidste ende fallit mod nåden, som han bliver mødt med. Han vælger at benåde Valjean og har derved overtrådt sit eget retfærdighedskodeks. Han tager sit eget liv for at retfærdigheden kan ske fyldest. Kontrasten mellem de to illustreres rent visuelt meget flot ved, at Valjean går jublende ved Seinens bred, mens Javert ligger på dens bund. Begge har de mødt tilgivelsen, men det har givet vidt forskellige udslag. Javert oplever sig som en synder, da hans egenretfærdighed møder tilgivelsen, men hans stolthed gør, at han ikke vil tage imod den, og han må derfor dø. Den anden kan i mødet med tilgivelsen tage imod, og derved bliver han sat virkelig fri.

Vi bed mærke i, at vi som kristne i dagens Danmark kan lære noget af henholdsvis præstens og Valjeans livsstil. Præstens livsførelse viser, at han har fået alt for intet, og derfor giver det for intet. Det ses ved hans gæstfrihed og hans evne til at give Valjean "en kappe til når han allerede har taget kjortlen" (jf. Matt, 5,40). Valjean vælger heller ikke den nemme løsning, men lever i det nye liv, han har fået. Fx ved at elske sin ærkefjende uden grund (jf. Matt. 5,44).

Bille Augusts film er med andre ord absolut seværdig, og både Liam Neesons og Geoffrey Rushs fremragende skuespilpræstationer gør spændingen mellem tilgivelse og retfærdighed meget intens. Two thumbs up.

Læs Fortællingen om de elendige.

Læs også refleksionen: Godhed smitter.

---