Leningrad

Af: Nicolaj Wibe
Umenneskelige lidelser i 900 dage. Filmen er dejlig fri for romantiske plot og holder sig strengt til at skildre befolkningens nød under den lange belejring.

Under anden verdenskrig kæmpede Nazi-tyskland hårdt for at få Østfrontens krig mod Den Røde Hær hurtigt overstået. Krigen, der skulle have været overstået ud på sensommeren 1941, viste sig at trække ud. Den russiske hær var langt bedre forberedt på mødet med tyskerne, end man havde troet. Det blev til en barsk russisk vinterkrig, der fortsatte hen over sommeren til vinteren 1943, hvor den tyske hær led store nederlag på Østfronten. Et af de steder, det gik værst ud over, var Leningrad (St. Petersborg). Byen var omringet og belejret af tyskerne, uden at de kunne indtage den. Det blev ca. 900 forfærdelige dage for dens indbyggere. Krigen var barsk, lang, udmarvende og grusom. Den kaldes "Historiens længste belejring".

I denne historisk baserede film sendes alle udenrigskorrespondenter hjem, men den unge britiske journalist Kate Davis antages at være død og når ikke evakueringsflyet. Alene, fortvivlet og forladt i den sultende by bliver hun gode venner med Nina Tsvetkova, en kvinde fra Leningrads forsvar, og to børn. Kate bliver hos dem og sammen slås de for livet, omgivet af nød, død, sult og krigens rædsler.

Dette er ikke en film, man sætter på til en hyggelig lørdag aften. Den er dejlig fri for romantiske plot og holder sig strengt til den gru, død og forfærdelige nød, befolkningen i den belejrede by var udsat for. Det er en krigsfilm, hvor man ikke imponeres over våbenteknologisk dygtighed, men får indblik i, hvad det maksimalt pressede menneske kan sige, tænke og udrette. Her er ingen helte. Ingen ufejlbarlige. Ingen der kun vil det gode. Her møder vi mennesket, som det i bund og grund er. Vil både det gode og det onde.

Mange krigsfilm har helte at vise frem. Og der er sikkert også ægte helte ude i de virkelige krige. Mon ikke de fleste danske udsendinge vil sige, at de har mødt helte. Selvfølgelig er der mennesker, der formår mere end de fleste. Men tankevækkende nok, vil de selv samme mennesker sjældent lade sig udråbe som helte. Måske fordi deres kendskab til sig selv er stort nok til at være realistisk.

"Leningrad" kan man vælge at se for at få indblik i et historisk krigsdrama, men man kan også vælge at se den som udgangspunkt for en samtale om mennesket, som det er, på godt og ondt. Den fortjener langt mere end bare at blive set for underholdningens skyld. Så god er den!

---