Left Behind-serien

Af: Jørgen Hedager Nielsen
Da en del passagerer i et rutefly pludselig forsvinder ud i den blå luft, opstår der panik.

De tre film fra Left Behind-serien, som indtil nu har haft premiere, bliver her anmeldt samlet (2 stjerner til de to første film og 3 til den sidste). De er baserede på en romanserie, som har haft enorm salgssucces i USA og til dels også i oversættelser.

Den første film "Left Behind", som udkom i 2000 under stor medieopmærksomhed, blev et totalt flop i biograferne, men den fik et godt dvd-salg. De to følgende "Tribulation Force" (2002) og "World at War" (2005) blev ikke lanceret med biografpremiere, før de kom på dvd.

Left Behind-bøgerne og -filmene er gennemsyrede af en ganske bestemt teologi, som jeg er betænkelig ved. Det kommer jeg ind på lidt længere nede.

Handlingen sparkes for alvor i gang i et rutefly i luften. Da en del af passagererne pludselig er væk, opstår der panik i flyet, men den fremragende luftkaptajnen Rayford Steele (Brad Johnson) bevarer så meget ro, at han kan lande. Hjemme opdager han, at hans kone og søn også er forsvundet. Tilbage er kun datteren Chloe (Janaya Stepehens). Ray og Chloe er to af seriens hovedpersoner.

Seriens tredje gennemgående hovedperson er GNN-journalisten Buck Wiliams (Kirk Cameron). Han befinder sig normalt de steder i verden, hvor afgørende begivenheder sker. Han er der med sit bærbare kamera, der sætter ham i stand til at sende direkte worldwide.

Den fjerde hovedperson er den sorte pastor Bruce Barnes (Clarence Gilyard Jr. i første og anden film og Arnold Pinnoch i den tredje). En af de bedste scener i første film er der, hvor han helt alene traver rundt i sin kirke og ironisk fortæller sig selv, hvilken stor prædikant, han er. Hele menigheden er forsvundet, fordi de troede på hans forkyndelse, men han er selv tilbage, fordi han kun lod som om. Bruce ved godt, at de frelste er blevet bortrykket, men den brede offentlighed er mange dage om at komme på sporet af den forklaring.

Left Behind-serien handler om dem, der er tilbage efter bortrykkelsen. Det bliver en tid med store politiske og religiøse omvæltninger over hele jorden. Hele verden samler sig under Nicolae Carpathia (Gordon Currie). Han indfører en fælles valuta, og får alle nationer til at udlevere deres våben til ham. Det viser sig i tredje film, at han ikke kun har verdensfreden i tanke, men et totalt og grusomt verdensherredømme, hvor alle kristne skal udryddes.

Filmens fortælletrick i de to første film er, at de kristne hovedpersoner dag for dag kan tyde tegnene og sætte dem ind i en ramme, så de ved, hvad det næste bliver. Det gør de ved at læse i Bibelens profetier og Johannes' Åbenbaring og forstå det hele bogstaveligt. Og sandelig om ikke det kommer til at gå præcis, som de har forudsagt ud fra mere eller mindre løsrevne bibelvers. I den tredje film er dette heldigvis ikke fremherskende.

Skuespilpræstationerne er stort set i orden, nogle gange virkelig gode, men skuespillerne må ind imellem kæmpe med nogle meget lidt naturlige dialoger.  Det kniber også flere gange med kvaliteten i kulisserne. Helt galt går det med en scene ved Grædemuren, hvor det er tydeligt, at skuespillerne står i et hjørne af en dårligt oplyst lade med store sten malet på væggen.

I den tredje film, som Sony Pictures har puttet penge i, så budgettet er fordoblet, forekommer den slags mangel på kvalitet ikke nær så meget. Men virkemidlerne er dog stadig skrabede. Den vigtigste effekt, man anvender for at vise udbruddet af den tredje verdenskrig, er puds, der drysser fra loftet, når bomberne rammer.

Skal jeg sige noget godt om filmene ud fra en min synsvinkel, er det, at de sætter fokus på de sidste tider. De kan måske også være med til at stille spørgsmålet: Er jeg rede til at møde Jesus, når han kommer igen? Og de skildrer glimtvis de vilkår, en forfulgt kirke står i, og de valgsituationer en kristen kan møde i dag. Der er jo, som Johannes siger i sine breve, allerede mange antikrister i omløb.

I den første film er der intet, der fortæller, hvad frelsen bygger på. Efter en del kritik blev dette rettet i anden og tredje film, der begge rummer en central evangeliepræsentation, som ikke kunne gøres meget bedre af en dansk missionsmand. Det gør, at den anden film er bedre end den første. Den tredje er endnu bedre, for den har evangeliepræsentationen og er samtidig ikke så meget præget af de to første films vedholdende forsøg på at forklare hver eneste politiske begivenhed med et bibelvers.

Filmene kan være med til at gøre Jesu genkomst til en lidt mere påtrængende virkelighed for mennesker, og det er fint. Men Left Behind-serien handler ikke om Jesu genkomst. Den handler om bortrykkelsen og tiden derefter. Tim LaHaye, som er teologen bag serien, er dispensationalist. Det er en teologisk retning, som er forholdsvis udbredt i USA, men ligger temmelig fjernt fra det, en almindelig dansk lutheraner forestiller sig. Interesserede kan læse en masse om det ved at søge på internettet efter "dispensationalism". Læs indlæggene med kritisk sans. De spænder lige fra tilhængere, der mener, at man bør være dispensationalist, hvis man vil være sikker på frelsen, til dem, der mener, at dispensationalisme er en sekt, der ikke bør kaldes kristen.

Tim La Haye mener, at bortrykkelsen kommer, før Antikrist træder frem, før de sidste veer og før tegnene i sol, måne og stjerner. Læs f.eks. Matt 24 og forsøg at forestille dig, at Jesus slutter kapitlet af med at sige: Men for øvrigt vil hele min menighed være bortrykket før noget af alt dette begynder at ske.

Ud over adskillelsen af bortrykkelsen og Jesu genkomst (som dispensationalisterne ikke er alene om), er Tim LaHaye også i stand til at opstille et detaljeret tidsskema for det, der skal ske efter bortrykkelsen. Det er dette tidsskema, Left Behind-serien følger.

Jeg nævnte, at der både i anden og tredje film er fine evangeliepræsentationer, hvor Jesu forsoningsdød på korset forkyndes. Men i en lutheraners øjne skæmmes dette desværre andre steder i filmene af baptisten Tim LaHayes opfattelse af synden, som bl.a. betyder, at alle børn i hele verden er med i bortrykkelsen. De har nemlig ikke syndet på en måde, så de har brug for frelse, får vi at vide.

---