Le Mans '66

Af: Mikael Arendt Laursen
Krigen mellem Ferrari og Ford er legendarisk, og er du til fuldblods racing, action og et replikskifte med glimt i øjet, vil du blive godt underholdt her. Men på andre områder kører "Le Mans '66" ikke på alle cylindre.

7000 RPM

Det er altid svært at lave en god film over virkelige hændelser. Hvor nøjagtig skal man være? Hvad skal med i historien, og hvad skærer man fra? Hvordan gengiver man de historiske personer, så det virker rigtigt? Og netop dette er den store udfordring ved en ellers god film som "Le Mans '66".

Vi kommer ind i historien i 1959 og får lidt af Carroll Shelbys (Matt Damon) forhistorie som aktiv racerkører, hvilket er med til at give os billedet af den dedikerede person, som senere bliver den helt afgørende udvikler af de berømte GT40 racerbiler fra Ford. Shelby bliver knyttet til Ford i en tid, hvor det store, hæderkronede bilmærke er i krise og derfor ender med at træffe den afgørende beslutning om at gå ind i motorsporten. Vi er med, da Ford forgæves forsøger at indgå i et partnerskab med Ferrari i Maranello i Italien, og vi følger racerkøreren Ken Miles privat, hvor han kæmper med at få økonomien til at hænge samme for hans lille familie.

Den store kamp
Den store fortælling i filmen er udviklingen af den nye Ford GT40 og kampen om at slå ærkerivalerne fra Ferrari på Le Mans i året 1966. Og det er en god historie. Filmen er på alle måder fremragende produceret og viser, hvad der er muligt på et filmlærred i 2019. Trods en del kritikpunkter, som jeg vender tilbage til senere, så er dette en god og underholdende film. Nyd fx løbsscenerne fra Daytona 24, som er nogle af de flotteste i filmen.

På skuespillersiden er jeg særligt imponeret over to af de centrale roller. Christian Bale spiller racerkøreren Ken Miles, og det gør han helt fantastisk. Figuren er en af de mest troværdige i filmen, og han udstråler ægte engagement som den teknisk kyndige kører, der kan være med til at optimere en racerbil for Ford. Han finder sig ikke i systemets regler og de mange talende jakkesæts tænkning, men ved til gengæld, hvad han snakker om, når det handler om at få en bil til at køre hurtigt. Både teknisk og som kører. Så stor ros til ham! Den anden, jeg vil fremhæve her, er Noah Jupe, der spiller Ken Miles' søn Peter. Han er en gennemgående figur og binder motorsportsverdenen sammen med den almindelige verden udenfor.

Far og søn-stunder
Særligt to scener, hvor netop far og søn er sammen, er for mig at se nogle af de skønneste stunder i filmen. Jeg bliver mindet om mange af de øjeblikke, som jeg selv har haft sammen med min søn, når vi har set og talt motorløb sammen. Den første scene udspiller sig godt en time inde i filmen, hvor far og søn går ud på Fords testbane sammen. Ken fortæller Peter om, hvordan han lægger mærke til små markører i asfalten eller langs banen, som han bruger, når han skal bremse de helt rigtige steder. De taler om at have fornemmelse for bilen og det at køre den perfekte omgang. En meget fin scene! Dagen inden, Ken rejser til Frankrig for at deltage i Le Mans, sidder Peter og tegner et kort over banen. Det giver anledning til den anden virkelig gode scene mellem far og søn, da Ken sætter sig sammen med Peter og fortæller, hvordan han kører banen, og dermed giver sønnen og os seere en oplevelse af, hvad det vil sige at være racerkører. Det virker meget troværdigt.

Selve løbet
Selve løbet på Le Mans er naturligvis filmens store omdrejningspunkt. Her skal slaget slås og kampen vindes! Også her bliver vi revet med af en flot og intens fortælling, hvor kampen ikke alene står mellem Ferrari og Ford, men også mellem de karismatiske ledere hos Ford internt. Shelby og Beebe. Og mellem Henry Ford II og Enzo Ferrari, hvor førstnævnte arrogant flyver væk i en helikopter for at spise middag med fruen, mens sidstnævnte bliver på banen og følger sine biler til det sidste. Banerekorder bliver sat, og det skaber også et spændende element af action. Vil bilerne kunne holde til det? Kan kørerne klare presset? Selv jeg, der kender historien rigtig godt, oplevede, at filmen fik fat om mig og fik mig til at sidde og vente spændt på, hvordan det ville ende.

Helt i overensstemmelse med virkeligheden begyndte det at regne først på natten, men kampen mellem Ferrari og Ford er ikke korrekt gengivet i filmen. Men okay, det er måske også fair nok. Så har vi nørder noget at gå op i!

Sejren
Løbet slutter med den historiske sejr til Ford og tre biler, der følges ad over målstregen. Filmen glemmer, at den tredje Ford ligger tolv omgange bag de to førende, og at banerekorden på 3:30,6 sættes af Dan Gurney og ikke Ken Miles. Men dramaet om, hvem af de to forreste biler, der egentlig vinder løbet, ligger meget tæt på virkeligheden. Leo Beebe fra Ford vidste efter sigende godt, at Miles ville miste sejren, hvis de to biler kørte sammen over målstregen, og det kommer også frem i filmen. At Ford valgte at fortælle en anden historie i den officielle pressemeddelelse, undrer næppe nogen.

Filmens sidste del handler om Fords arbejde på at blive klar til at forsvare deres sejr med en endnu bedre bil til løbet året efter, og Ken Miles' utrættelige arbejde med det tekniske. Vi får ikke nogen happy end, men slutningen på filmen er med til at gøre den stærkere alt i alt. Her forstummer det komiske i nogen grad, og motorsportens alvor får lov til at fylde mere. Det hæver bestemt det samlede indtryk.

DE VÆSENTLIGSTE KRITIKPUNKTER

Teknologien kammer over
I en film som denne er der selvfølgelig mange scener med biler og racing. Vi er helt tæt på både biler og kørere, og det er med til at give en god oplevelse af action. På det punkt er teknologien bare blevet så meget bedre på relativt få år. Desværre kammer det også lidt over her. Flere scener virker tegneserieagtige og mister dermed deres realisme. Det er ærgerligt i en historisk film som denne. Der går ganske enkelt for meget Need for Speed i den igen og igen. Et eksempel er starten på Le Mans, hvor nogle biler pludselig bliver kastet rundt mellem hinanden. Så dramatisk var det slet ikke i virkeligheden, selvom scenen sådan set er autentisk nok.

Castingen
Og så er der personerne, som jo stort set alle er historiske personligheder fra bilbranchen og motorsporten. Enkelte spiller som nævnt deres roller fænomenalt godt, men mange bliver alt for karikerede og endimensionelle. En gang papfigurer! Det gælder Henry Ford II, Enzo Ferrari og ikke mindst Leo Beebe, som nærmest bliver komisk i sin enfoldighed. Man kan også sætte spørgsmålstegn ved, om skuespillerne til nogle af disse roller er castet godt nok. Remo Girone fungerer slet ikke som Enzo Ferrari for mig og spiller heller ikke den ekstremt cool Mr. Ferrari, som man ellers får ham beskrevet i både dokumentarfilm og bøger. Desuden bliver hele filmen mere komisk i replikkerne og mange af scenerne, hvilket for mig trækker ned i troværdigheden generelt.

Helte og skurke
I en film som denne produceret af Hollywood er der åbenbart også brug for både helte og skurke, hvilket er endnu et minus ved filmen. Ferrari fremstår helt klart som skurkene her, lige fra mødet mellem Fords folk og Enzo Ferrari tidligt i filmen til selve løbsscenerne. Ferraris kørere ser skumle ud, og den uvidende seer kan let forledes til at tro, at det da også kun var rimeligt, at Ford vandt det løb! Men sådan er det jo ikke. Alle teams i Le Mans kæmper hver deres kamp for at være de bedste. Der er ingen skurke eller særlige helte her. Der kan være favoritter, og instruktøren har bestemt valgt side til fordel for Ford. Måske det havde virket mere ægte, hvis dette havde været bare lidt mindre udpræget.

Reklame
Product placement er et kendt fænomen i film i dag, og i en film som denne vil der være en del reklamer, da det er en naturlig del af motorsporten. Langt de fleste reklamer virker derfor helt naturlige, ligesom Ford og Ferrari også er en del af selve fortællingen. Men et mærke skiller sig ud i Le Mans '66. Det er Coca-Cola. Jeg talte mindst fem steder, hvor deres produkter eller navn dukkede markant op, hvilket er i overkanten. En eller to gange kan tilgives, men det bliver for meget, når samme produkt, som kunne være erstattet med alle mulige andre mærker, dukker op igen og igen. Så måske man lige fik lidt for mange sponsorkroner fra Coca-Cola denne gang?

Fakta
Endelig er der de historiske fejl. En ting er, at man ikke har filmet på banen i Le Mans, hvilket enhver, der har besøgt banen, vil kunne se. Det kan være svært at få adgang til særligt denne bane, da en væsentlig del af banen er offentlig vej, når der ikke køres løb. Men når Ken Miles lytter med til transmissionen fra Le Mans 1965 på radioen hjemme i USA, når han i virkeligheden kørte løbet for Ford, så halter filmens fakta efter min mening for meget. Jo, det er da en fed scene, særligt fordi hans kone også kommer og forkæler ham, men korrekt er det ikke. I øvrigt debuterede to af de helt store legender på Le Mans det år. Franskmanden Henri Pescarolo, som deltog hele 33 gange på Le Mans og vandt fire gange, og belgieren Jacky Ickx, der vandt løbet seks gange - kun overgået af danske Tom Kristensen. Men jeg bærer over med, at der ikke blev plads til dem i fortællingen, selvom det havde været sjovt. Jacky Ickx dukker efter sigende op i en enkelt scene et sted, men det nåede jeg ikke at fange undervejs.

HVAD KAN MAN ELLERS SE?
Hvis du virkelig gerne vil blive klogere på Le Mans på en underholdende måde, så vil jeg anbefale dig at se Steve McQueens klassiker "Le Mans" fra 1971. Den kan ikke hamle op med nutidens film på teknologien, men fortællingen holder stadig. Og så bliver jeg også nødt til at nævne "Truth In 24", som blev lavet af Keith Cossrow og Bennett Visltear i 2008 med Audis Le Mans-team i centrum. Det er ganske enkelt en fremragende film, som du kan finde kvit og frit på YouTube sammen med efterfølgeren "Truth In 24 II". Endelig er der Asif Kapadias fantastiske film Senna fra 2010 om en af de største legender i Formel 1 samt Ron Howards Rush fra 2013 om kampen mellem Niki Lauda og James Hunt i Formel 1 i 1976. Personligt ligger disse fire film højere på favoritlisten, end "Le Mans '66" nogensinde vil komme.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---