Lazzaro den lykkelige

Af: Henrik Højlund
En dybt bevægende film om egoisme og den rene, uspolerede godhed. Om helgenskikkelsen og Kristusfiguren Lazzaro. Man går ud af biografen med en følelse af inderlig lyst til godhedens sejr.

LAD GODHEDEN SEJRE

I mit barndomshjem havde vi en bog med katolske helgenlegender. Vi havde fået den af en katolsk ven af familien. Af en eller anden grund elskede jeg den bog. Normalt ville jeg helst høre min mor læse spændende eventyr og store romaner, men lige netop den bog faldt også i min smag. I bogen var der en legende om Frans af Assisi, som engang kom til en landsby, hvor man levede i stor frygt for en ensom ulv, som hærgede på egnen. Frans gik ud for at møde ulven en nat. Han mødte den og talte venligt til den, og ulven fulgte ham derefter som en god hund.

Vinderfilmen ved sidste års Cannes Filmfestival henter sit grundstof fra en legende, der ligner Frans af Assisi-legenden meget. Og hele filmens tema har en helgen som omdrejningspunkt – Lazzaro den Lykkelige, som er titlen på filmen og navnet på den unge mand, som er historiens hovedperson.

Smuk og bevægende film
Lad mig advare læseren, før jeg går videre. Hvis man vil have den fulde oplevelse af filmen, skal man unde sig selv at vide mindst muligt om filmens handling på forhånd. Filmen har et point of no return, som vælter én fuldstændig bagover, og som giver filmen en helt egen karakter og horisont. Men lad mig bare sige det med det samme: Det er meget længe siden, jeg har set en så smuk og bevægende – og faktisk også opbyggelig - film. Jeg anbefaler den på det allervarmeste.

Og så lidt mere om historien. Lazzaro lever i et ganske lille bondesamfund, som tidsmæssigt synes at befinde sig en gang i 1950’erne. Livsforholdene er dog næsten, så man tror sig mere end 100 år tilbage i tid. Bønderne er tydeligvis fæstebønder, fæstet af en grevinde, som med hård hånd fastholder dem i landsbyen og dens allernærmeste omegn.  Lazzaro er landsbyens øjensynligt naive, godmodige sjæl, som stiller sig til tjeneste for alt og alle, og som ligeledes udnyttes af alle. En dag møder Lazzaro grevindens søn, Tancredi. Der opstår et særligt forhold mellem de to, men også her får Lazzaro den udnyttedes rolle og finder sig helt i det. Vi forvirres en anelse af det med tidsforholdene, for Tancredi ligner en moderne ung mand, og han har en mobiltelefon.

Grever, baroner og fæstebønder
Ikke længe efter indtræder historiens afgørende vendepunkt. Det viser sig, at den lille landsbybefolkning er blevet holdt for nar af grevinden. Hun har formået at holde dem ude af kontakt med omverdenen og ladet dem leve i en slags tidslomme med forestillinger om grever og baroner og fæstebønder. I virkeligheden har hun udnyttet dem til at dyrke tobak og andre ting, som hun så har solgt for gode penge.

Beboerne befries af politiet og flyttes ud af ”fængslet” og den sociale fornedrelse. Lazzaro er imidlertid blevet væk. Der er sket det, at han faldt ned ad en meget høj, lodret skrænt og er død og borte.

Vi rykker nu ind i fremtiden, eller nutiden. Vi følger nogle få af landsbyens folk i en nutidig verden, hvor det viser sig, at de er mindst lige så fornedrede og socialt udrangerede. Intet har forandret sig. Kun tiden.

Vi er omtrent 15 år henne, da det forunderlige sker: Lazzaro kommer atter til live. Han har ligget livløs i bunden af skrænten, øjensynlig urørt af tiden. En ulv kommer forbi, og han vækkes til live. Han genopstår som sig selv, udenfor tidens ældelse, med den helt igennem rene, godmodige, offervillige sjæl intakt. En kvinde fra den tidligere landsby genkender ham. Hun bøjer knæ for ham. Hun ser en sand helgen. Hun tager ham med hjem. Ingen kan rigtig tro på miraklet. Heller ikke Tancredi, da han møder Lazzaro igen. Jeg skal undlade at afsløre slutningen, men ulven kommer igen ind i billedet.

Lazzaro – en Kristusfigur
Filmen er dybt bevægende med sit billede af den rene, uspolerede godhed. Lazzaro er en helgen. Eller langt snarere: en Kristusfigur. En variant af Dostojevkis Kristus-figur i "Idioten". Man går ud af biografen med en følelse af inderlig lyst til godhedens sejr. Jeg blev ramt af noget af det samme, som da jeg som dreng igen og igen læste de små historier om de katolske helgener – denne ubegribelige godhedens og offervillighedens magt. Noget helt andet end at læse Robin Hood, og hvad jeg ellers fornøjede mig med at læse, men altså på sin egen måde næsten stærkere læsning. Sådan også med denne film og dens på en måde helt udramatiske omdrejningspunkt.

Se den!

Filmen er kommet på dvd.

---