Last Christmas

Af: Ketty Dahl
"Last Christmas" er ikke nogen stor julekomedie. Den er politisk korrekt, men kun glimtvis sjov. Uden en god afslutning, ville filmen have været en fuser.

TRIVIELT LIV I OVERHALINGSBANEN

Jeg havde glædet mig til denne for-julefilm, der dukkede op i biografen midt i november. På forhånd gjorde jeg mig ingen forhåbninger om de store dybder, men bare at blive godt underholdt og så være ligeglad med, at sentimentalitet og de store følelser ikke altid er danskernes yndlingskop te. Vi elsker det jo alligevel i smug.

Men hm ... tja ... hm ... øh ... filmen varer en time og tre kvarter, og den første time og 35 minutter var det rent glitter og overflade oversmurt med lidt politisk korrekthed og halvlumre bemærkninger. Alt for hurtige ping-pong og ikke-sjove-replikker og et rodet skuespil, der kun glimtvis var sjovt og ikke tilnærmelsesvis havde nerve. Havde det ikke været for de sidste godt ti minutter, havde filmen i den grad været tabt på gulvet. Slutningen skal naturligvis ikke afsløres her, for så går pusten da helt af ballonen, men der kommer lidt glød på til sidst og med et par velmenende bemærkninger om at passe på det liv, vi har fået og være gode mod hinanden, mens George Michaels Last Christmas lyder hen over billedfladen, ja, så bliver det vel alligevel jul ...

At have hjertet på rette sted
Kort fortalt er handlingen, at den unge, umodne Kate (Emilia Clarke, kendt fra Games of Thrones) ønsker at blive sanger, men i stedet er hun endt som udklædt, grøn nissealf i en overdimensioneret juleglimmerbutik. Hun har masser af private problemer og løber fra det ene overfladiske forhold til det andet. Tilfældig sex for en aften er godt nok for hende og derefter videre til det næste. Hun har også problemer med sin kroatiske mor, spillet af Emma Thompson, og sin søster, der tilsyneladende har mere styr på tingene end Kate.

Kate drikker for meget, fester for meget og lever i overhalingsbanen. Hendes liv har ikke rod noget sted, men til gengæld har hun masser af rod i sit liv. Men så møder hun Tom (Henry Goulding), og herefter begynder hendes liv at ændre sig. Hun opdager, at det ikke kun handler om hende og hendes problemer, men at der findes mennesker omkring hende, der har deres egne problemer at slås med, og hun opsøger blandt andet et herberg for hjemløse og bliver involveret her.

Tja ... igen
Emilia Clarke er sød og yderst charmerende, på mange måder karismatisk og spiller langt hen ad vejen godt i et temmelig tyndt manuskript. Emma Thompson, der spiller den kroatiske mor, er faktisk fremragende, hun har en fest i den rolle, og Henry Goulding er den solide ønskedrøm af en kæreste i rollen som Tom. Så på den måde skulle der jo være lagt op til den helt store romantik, men hold da op, hvor tager det lang tid at nå bare lidt under kliché-overfladen. Ja, og så må vi ikke glemme, at danske Peter Mygind har fået en spartansk birolle i filmen. Stort skuespil er det ikke, men med det, han har fået at arbejde med, er det såmænd ok. De scener han er med i sammen med Michelle Yeoh virker dog ærlig talt dilettantagtige (hvilket ikke er hans skyld, det er bare dumme scener, hvor man tænker: øh ... hvad kan vi lige bruge det til? Vis dog lidt respekt for tilskuernes åndsevner.) Hans medspiller Michelle Yeoh spiller direkte dårligt. Mygind er en dejlig person og god skuespiller, men her får han ikke meget at arbejde med, - der kunne være brugt mere krudt på hans rolle fra manuskriptforfatternes side.

Endvidere skal der lige igen-igen lidt politisk korrekthed ind over: lidt om flygtningedebatten og lidt om at være homoseksuel, hvilket er med i næsten alle film efterhånden. Vi ser ikke direkte sexscener, men Kates tilfældige forhold til mænd antydes hele tiden. Julen bliver kogt ned til parolen om at være gode mod hinanden, hvilket da bestemt er både ønskværdigt og godt, men Jesus, julens hovedperson, er kun på banen i form at en latterlig disko-julekrybbe, der forståeligt nok bliver grinet af. Julens egentlige budskab er ikke denne films ærinde. Filmens intention er at sige, at man skal have hjertet på rette sted, og intentionen er der jo ikke noget i vejen med, men så er der heller ikke så meget mere at sige.

Rent sprogligt er det irriterende, at der gang på gang skal stå bandeord i de danske undertekster, selv om det langt fra altid er nævnt på originalsproget. Det er decideret dårlig oversættelse, og det gør bare noget ved mig, at sproget skal inficeres, når det er så unødvendigt.

George Michaels musik følger med
Undervejs følges handlingen af George Michaels dejlige musik. Jeg har altid haft en svaghed for hans musik, der automatisk får foden til at vippe med. Et eller andet sted, er der måske også en - om end lidt søgt - skjult parallel i filmen til hans eget liv. Han søgte også efter en identitet, var homoseksuel og havde, hvad der på mange måder kunne virke som et overflade-rigmandsliv. Samtidig med brugte han i det skjulte en stor del af sin formue på at hjælpe andre: mennesker ramt af kræft, børn, der havde det svært, og mennesker ramt af aids og hiv.

Ligeledes går filmens Kate fra det overfladiske og meningsløse til at få mere dybde i sit liv, da hun blandt andet opsøger de hjemløse og kaster sig ud i at hjælpe dem. Men hvor George Michaels sang Last Christmas allerede er blevet en klassiker, så bliver denne film det ikke ...

Som beskrevet ovenfor, så var jeg i lang tid helt nede på en stjerne, men filmen oppede sig alligevel lidt til sidst, og efter lange forsøg på at trække det positive frem, ja, så krøb jeg alligevel op på tre stjerner, og så har jeg endda været lidt god ved den. Men det er jo snart jul!

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---