Laputa - Slottet i himlen

Af: Henrik Højlund
En betagende film om to forældreløse børn, der leder efter den sagnomspundne ø Laputa. En film med budskab om altid at leve i balance med naturen. Smuk familieflm med flotte billeder.

Da James Cameron lavede Avatar må han have skelet til den japanske filminstruktør Miyazaki. Og det på mere end én måde.  Den visiuelt betagende idé i Avatar med de flyvende øer er hele omdrejningspunktet i Miyezakis animationsfilm fra 1986 "Laputa". At han så har idéen direkte fra Jonathan Swifts bog fra 1726 Gullivers rejse er en anden sag. I Gullivers rejse ankommer Gulliver på et tidspunkt til den flyvende ø Laputa. På denne ø finder han de sørgelige rester af en bevidstløs dyrkelse af videnskaben.

I Miyezakis film refereres der direkte til Gullivers rejse, og hele idéen med den bevidstløse og ødelæggende dyrkelse af videnskaben er omdrejningspunktet for Miyezakis film. Det er et tema i flere af Miyezakis animationsfilm – den ubalance naturen ofte bringes i, når mennesket sætter ind med sin civilisation. På den måde er Miyezakis film en slags økologiske film med et stærkt budskab om altid at leve i ordentlig balance med naturen.

Også i dét stykke er der store ligheder mellem "Avatar" og Miyezaki. Menneskets overgreb på naturen og naturlig civilisation er nemlig også et afgørende tema i "Avatar". Der er så dem, der mener, at Miyezaki gør det langt bedre end den noget Disney-agtige historie i "Avatar". Jeg var selv meget betaget af "Avatar"s visuelle kraft, men indrømmet, at historien var tynd.

"Laputa - Slottet i himlen" handler om to forældreløse børn, pigen Sheeta og drengen Pazu. Sammen leder de efter den sagnomspundne, forsvundne flyvende ø Laputa. Men det er de ikke de eneste, der gør. I hælene på dem er pengegriske pirater, militæret og den ondeste af alle: den magtgale efterretningsagent.

Laputa viser sig at være et mægtigt træ med plads til et helt slot og en have under sin mægtige krone. Men træets rødder er viklet ind i en hensovet robot-civilisation, som tydeligvis har sat sit ødelæggende præg på øen. Som i alle Miyezakis film vinder naturen altid til sidst. Miyezaki er på den måde økologisk optimist.

Det ses i flere af hans andre film. I særdeleshed i den stærkt prisbelønnede Chihiro og heksene fra 2001. Sidstnævnte film er sammen med flere af hans andre film meget mere japanske i afsættet og hele stemningen end "Laputa - Slottet i himlen". Det gør dem efter min mening også mere spændende - mere uudgrundelige så at sige. Der er flere lag i dem. Dialogen er dybere, de moralske temaer er meget mere komplekse.

Men selvom Miyezaki altså er mere japansk i andre film, er han samtidig på flere måder også ret vestligt orienteret. Det ses f.eks. meget tydeligt af hans stærke kvindefigurer. En Japan-kender har forklaret mig, at dette feministiske træk ved hans film er meget u-japansk.

Men "Laputa - Slottet i himlen" holder helt klart vand. Det er en meget fin film, med Miyezakis karakteristiske og meget smukke billeder. På en måde er vi et godt stykke fra Hollywoods overlegne tegnefilm-teknik, men billedernes skønhed og originalitet er til gengæld et pænt stykke forbi Hollywood.

Jeg tror ikke, man kan læse nogen som helst kristelig hensigt ind i filmen, men jeg kunne dog ikke lade være med at sidde og fryde mig over to kristeligt-religiøse momenter i filmen. Det ene er genfortryllelsen af verden, som ligger i hele Miyezakis måde at blande hverdagsliv med det eventyrlige på. Og det andet er Laputa som et fortættet billede på det oprindelige Paradis, som bliver ramt af et syndefald, men genoprettes og genfindes i sin smukkeste tilstand.

---